Mødedato: 05.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Svømmehal på Beauvaisgrunden, funktioner og indhold

Se alle bilag

I Budget 2019 blev der afsat en planlægningsbevilling til en svømmehal på Beauvaisgrunden på Østerbro. Kultur- og Fritidsudvalget skal på baggrund af det foreløbige arbejde fastlægge en profil for svømmehallen. Udvalget skal tage stilling til forslag om, at der kommer særligt fokus på tilgængelighed med faciliteter til svømmeundervisning, leg og andre vandaktiviteter såsom før- og efterfødselstræning, sanseoplevelser, genoptræning og bevægelse målrettet ældre samt borgere med funktionsnedsættelser. Forarbejdet viser samtidig, at der ikke er afsat tilstrækkelig plads til en kommunal svømmehal i planlægningsbevillingen. Udvalget skal derfor også tage stilling til, hvorvidt finansiering af en udvidelse af bevillingen, der tilgodeser en svømmehal med den foreslåede profil, skal henvises til forhandlingerne om Budget 2023.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der arbejdes videre med leg, læring og tilgængelighed som profil for den nye svømmehal på Beauvaisgrunden.

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der udarbejdes et budgetforslag til Budget 2023, hvor planlægningsbevillingen tilpasses en svømmehal på 4.200 – 4.600 m2 brutto mod aktuelt 3.500 m2 for at tilgodese en kommunal svømmehal med den foreslåede profil.

Problemstilling

I Budget 2019 blev der afsat en samlet planlægningsbevilling på 7 mio. kr. til en svømmehal (4 mio. kr.) og botilbud (3 mio. kr.) på Beauvaisgrunden (bilag 1). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen afdækker samtidig mulighederne for et plejehjem på en del af grunden, som skal udbydes til en almen part. Projektet er først igangsat i 2021 på grund af anlægsloftet.

Kultur- og Fritidsudvalget skal fastlægge en profil for svømmehallen.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at den nye svømmehal på Beauvaisgrunden får fokus på leg, læring og tilgængelighed og både tilgodeser svømmeundervisning, bl.a. med et 25-meters bassin, og andre vandtilbud til børnefamilier, unge og ældre i offentlig åbningstid. Forvaltningen foreslår, at der med svømmehallen skabes en facilitet, der tilbyder mulighed for varierende vand- og sanseoplevelser for alle, hvor vandtilvænning kan være trygt og sjovt, og hvor der er mulighed for samvær og fællesskaber.

Svømmeundervisning - leg og læring
I badekulturen hænger leg og læring sammen. Børn og voksne tilvænnes ved at være i og omkring vand på forskellige måder, og der sigtes mod at etablere 3-4 bassiner, der muliggør en række forskellige oplevelser og aktiviteter.

For at tilgodese svømmeundervisning og motionister foreslås et 25-meters bassin med seks baner, der støder op til et andet bassin med integrerede legelandskaber, som inviterer til forskellig leg og bevægelse for de større børn og barnlige sjæle. Derudover foreslås det, at der etableres et varmere legebassin til sjov og tryg vandtilvænning og -læring for børn fra 2 år.    

Det foreslås yderligere, at der etableres et varmtvandsbassin med fokus på sanseoplevelser som lys, lyd og stimulering af det taktile, med særligt henblik på de mindste børn og for gæster, der søger en afslappende oplevelse. Det varmere vand giver ligeledes mulighed for før- og efterfødselstræning, genoptræning, motion og bevægelse for ældre borgere og andre med funktionsnedsættelser. Den endelige formgivning af bassinerne konkretiseres i det videre arbejde.

Tilgængelighed
Kultur- og Fritidspolitikken 2020-2023 slår fast, at kultur- og fritidslivet skal henvende sig til alle københavnerne. Svømmeanlæg giver gode muligheder for træning og genoptræning af borgere med nedsat funktionsevne. Mange svømmehaller er dog ikke indrettet, så borgere med nedsat funktionsevne, fx kørestolsbrugere, på en nem og intuitiv måde kan tilgå bassinerne og deltage i vandaktiviteter på lige fod med øvrige svømmehalsgæster. For at nå ud til flest mulige svømmehalsgæster, foreslås fokus på tilgængelighed og universelt design i udformningen af bassinerne. De specifikke greb og tilgange konkretiseres og kvalificeres i den videre proces.

Kapacitet
Med en ny svømmehal på Beauvaisgrunden er intentionen at forene pladskravene til svømmeundervisning og børnefamilier ud fra en skelen til de øvrige og kommende svømmehaller i Københavns Kommune (bilag 2). Som eksempel er Valby Vandkulturhus målrettet børn og familier, og er særligt velbesøgt i den offentlige åbningstid. Det er en moderne svømmehal med bl.a. legelandskaber i bassinerne og et varmtvandsbassin. På en weekenddag i marts havde Valby Vandkulturhus seks gange så mange besøgende sammenlignet med fx Emdrup Bad, som er en ældre, klassisk svømmehal uden særlige tilbud (bilag 2).

Skolesvømning og foreningers svømmeundervisning af børn og unge er uafhængige af de særlige tilbud i hallen. Foreninger kan have en mere planlagt og intensiv brug af bassinerne, hvor medlemmer kun er i vandet 30-45 minutter med flere hold umiddelbart efter hinanden. Undervisning af mindre børn og unge i foreninger har imidlertid en afgrænset primetime på hverdage kl. 16-19 plus eventuelt lørdag formiddage. Derudover kan der være voksenhold, konkurrence- og motionssvømning for ældre unge og voksne om aftenen og i mindre omfang i den øvrige tid.

Det nye svømmetilbud retter sig primært mod lokalområdet, og for borgere med funktionsnedsættelser vil det være et tilbud for hele byen, da svømmetilbuddet indrettes handicapegnet. Den bredere målgruppe skal sikre, at kapaciteten udnyttes bedst muligt hen over ugen.

Arealkrav til en svømmehal
I Budget 2019 blev der afsat en planlægningsbevilling til en svømmehal på 3.500 m2 brutto baseret på størrelsen af den kommende svømmehal i Ørestad.

De seneste arealopgørelser viser, at hallen i Ørestad ender på 3.700 m2 brutto. Den deler imidlertid mange m2 med skole og idrætshal. Den eksterne rådgiver vurderer, at en tilsvarende svømmehal på Beauvaisgrunden vil kræve 4.100 m2 brutto. Med den foreslåede profil anbefales det, at der arbejdes videre med en svømmehal på 4.200 – 4.600 m2 brutto.

Byggeri København estimerer, at anlæg af en svømmehal på 3.500 m2 brutto i 2022 p/l vil koste i størrelsesordenen 235 mio. kr., mens en hal på 4.200 – 4.600 m2 brutto vil medføre en anlægsudgift på ca. 280-310 mio. kr. Begge estimater er uden stedsspecifikke omkostninger.

Proces og inddragelse
I processen med udvikling af svømmehallens funktioner er der arbejdet med emner relateret til svømmeindlæring og vandoplevelser, herunder trends og tendenser inden for nye svømmefaciliteter, genoptræning, tilgængelighed, babysvømning samt børns vandtilvænning og -aktiviteter. Forvaltningen har også været i dialog med Hovedstadens Svømmeklub og Dansk Svømmeunion om banekapaciteten i den nye svømmehal. I det videre forløb nedsættes en følgegruppe med relevante klubber og foreninger inden for svømning og vandaktiviteter samt Østerbro Lokaludvalg.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil arbejde videre med den nye svømmehal i overensstemmelse med udvalgets drøftelser og beslutning.

Grundet den komplicerede planlægningsfase med tre byggeprojekter på en grund, vil der blive søgt om ekstra planlægningsmidler i Overførelsessagen 2022-2023. Det forventes, at der kan søges anlægsbevilling i forhandlingerne om Budget 2025 og ibrugtagning af svømmehallen i 2028.  

Esben Danielsen

/ Mads Kamp Hansen   

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. 

 

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.

Til top