B-sag: 1. sag om bevillingsmæssige ændringer 2022 og godkendelse af eksterne tilskud
Når der sker ændringer i udvalgenes bevillinger, som følge af at der overføres budget mellem fagudvalg eller inden for udvalgenes egne bevillinger, skal det godkendes af fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Ændringer af teknisk karakter samles i fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer, hvoraf dette er den første i 2022.
Borgerrepræsentationen søges om en række bevillingsmæssige ændringer af teknisk karakter. Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende modtagelse af bevilgede tilskud fra eksterne tilskudsgivere.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der foretages bevillingsmæssige ændringer med en nettoeffekt på service på -0,4 mio. kr. på service og anlæg på 2 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets bevillinger i 2022, jf. bilag 1.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender modtagelse af eksterne tilskud, jf. bilag 2.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at der er gennemført administrative omplaceringer, jf. bilag 3.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.
Problemstilling
For at reducere antallet af politiske sager om bevillingsmæssige ændringer samles alle administrative og tekniske bevillingsændringer, som udelukkende er af teknisk karakter, i sager om bevillingsmæssige ændringer. Bevillingsmæssige ændringer med reelt politisk indhold eller af mere principiel karakter mv. skal forelægges udvalgene og Borgerrepræsentationen i særskilte sager.
De enkelte fagudvalg skal fire gange årligt behandle sager om bevillingsmæssige ændringer inden for deres områder. Herefter samles fagudvalgenes bidrag af Økonomiforvaltningen og forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Dette er årets første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2022.
Løsning
Der sondres mellem forskellige typer af bevillingsmæssige ændringer:
- bevillingsmæssige omplaceringer mellem fagudvalg og omplaceringer inden for udvalgene (bilag 1)
- eksterne tilskudsbevillinger (bilag 2)
- administrative omplaceringer inden for fagudvalgene (bilag 3).
Bevillingsmæssige ændringer mellem eller inden for fagudvalg
Bevillingsmæssige ændringer mellem fagudvalg sker, hvis der overføres budgetmidler fra et fagudvalg til et andet, f.eks. overførsel af anlægsmidler til Byggeri København fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med igangsættelse af anlægsprojekter.
Bevillingsmæssige omplaceringer inden for fagudvalg kan f.eks. være, hvis der skal bevilliges yderligere indtægtsbevilling til en aktivitet i en enhed. Der foretages bevillingsmæssige ændringer i Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2022 som anført i bilag 1.
Eksterne tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en oversigt over eksterne tilskud til godkendelse, jf. bilag 2. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.
Administrative omplaceringer
Administrative omplaceringer inden for udvalg kan f.eks. være flytning af budget mellem enkelte konti eller enheder inden for samme forvaltning og på samme bevilling. Cirkulæret for budgetopfølgning 2022 foreskriver, at administrative omplaceringer inden for udvalgets bevillinger forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til orientering, jf. bilag 3.
Økonomi
Effekten af de bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2022 fremgår af tabel 1. Eksterne tilskud er inkluderet og fremgår også selvstændigt af tabel 2.
Type ændring |
|
Service |
Anlæg |
Ikke varige ændringer |
Udgifter |
9,4 |
2,0 |
Indtægter |
-4,7 |
0,0 |
|
Netto |
4,6 |
2,0 |
|
Varige ændringer |
Udgifter |
-0,8 |
0,0 |
Indtægter |
-4,3 |
0,0 |
|
Netto |
-5,1 |
0,0 |
|
I alt |
|
-0,4 |
2,0 |
De største ændringer beskrives nedenfor.
Service
De største bevægelser udgøres af:
Bevillingsgørelse af en række IT-ydelser, som Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) betaler til Koncen IT (KIT) i Økonomiforvaltningen. I stedet for at opkræve betaling hvert år for en række IT-ydelser, så overfører KFF og de andre forvaltninger varigt budget til KIT, og der vil således ikke fremover ske opkrævning fra KIT's side af disse ydelser. Dette gælder eksempelvis brugeradministration (kopi, print og scan) og sikker mobiladgang. Kendetegnende for disse er, at det i vidt omfang udgøres af faste omkostninger, hvor opkrævning direkte hos forvaltningerne ikke regulerer efterspørgslen, og hvor incitament for besparelser ikke er så stærke. Samlet set overføres og bevillingsgøres 10,3 mio. kr. varigt.
Der overføres budget til KFF til driften af Kampsportens Hus (3 mio. kr.) og til Kulturcenter Kildevæld (2,8 mio. kr.) samt erstatningsaktiviteter (750 t. kr.) i Kulturcenter Kildevæld for første halvår af 2022.
Der sker desuden en opskrivning af indtægts- og udgiftsbevillingen til Huslejenævnet (3,1 mio. kr.). Opskrivningen sker som følge af den lovændring, der forhøjede indtægterne på gebyrer. Indtægterne går til sagsbehandling, og udgiftsbevillingen opjusteres tilsvarende, således at der kan ansættes flere årsværk til sagsbehandlingen. Ændringen har derfor ikke betydning for bundlinjen.
Udmøntning af midler fra MegaEvent-puljen (2,7 mio. kr.) til Sail Grand Prix. Midlerne i denne pulje bevilges efter ansøgning til Økonomiforvaltningen.
Løn- og driftsmidler fra Teknik- og Miljøforvaltningen for 2022 i forbindelse med projektet Samdrift Amager (1,8 mio. kr.)
Endelig foretager Københavns Ejendomme & Indløb (KEID) en række tilretninger af huslejen på konkrete lejemål som følge af genopmåling eller kommunalisering af lejemål. Der er en nettoeffekt på nul her, da budgettet, KFF modtager, svarer til opkrævningen fra KEID.
Anlæg
Her er den eneste bevægelse midler fra Byggeri København (ByK) til indkøb af inventar (2 mio. kr.) i Kampsportens Hus.
Eksterne tilskud
Der modtages eksterne tilskud på i alt 4,9 mio. kr. Københavns Kommune skal betale fondsmoms på 17,5 pct. i forbindelse med modtagelse af tilskud fra private fonde. Det udvalg, der modtager tilskud fra en fond, har samtidig ansvaret for, at der overføres 17,5 pct. af beløbet til Økonomiudvalget, der ved årets slutning betaler fondsmoms. Fondsmoms udgør 556 t. kr. for de tilskud, der indgår i denne sag.
Tabel 2: Eksterne tilskud i 2022 (i 1.000 kr.)
Tilskudsgiver |
Tilskudsbeløb |
Fondsmoms |
Augustinus Fonden |
100 |
-18 |
Dansk Amatørteater & Scenekunst |
4 |
-1 |
Knud Højgaards Fond |
150 |
-26 |
Nordea Fonden |
2.587 |
-503 |
Slots- og Kulturstyrelsen |
581 |
- |
Statens Kunstfond |
1.425 |
- |
William Demant |
50 |
-9 |
Total |
4.897 |
-556 |
De største tilskud
De største tilskud udgøres af to donationer fra Nordea Fonden til Dansekapellets gårdprojekt på 1,4 mio. kr. samt et tilskud til Osramhuset til projektet ”Ord til Mor” på 1,2 mio. kr. Herudover bidrager Statens Kunstfond med en lang række tilskud til honorarstøtte til musik- og kulturarrangementer i bydelene på samlet set 1,4 mio. kr.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets område sendes til Økonomiforvaltningen med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.
Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 24. maj 2022 og af Borgerrepræsentationen den 2. juni 2022. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Kultur- og Fritidsudvalgets korrigerede budget.
Lars Laustrup
/Annegrete Vallgårda
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2022:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).