Mødedato: 05.05.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Frivillighedens Dag 2011

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til rammerne for Frivillighedens Dag 2011 i København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender rammerne for Frivillighedens Dag

Problemstilling

I budget 2011 afsatte Borgerrepræsentationen 500.000 kr. årligt til en frivillighedsdag i København i perioden 2011-2014. Borgerrepræsentationen besluttede den 16. december 2010 at omplacere midlerne i 2011 fra Økonomiforvaltningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

2011 er EUs frivillighedsår, og den 30. september er fastlagt som national frivillighedsdag. Frivillighedens Dag i København afholdes samme dag som den nationale frivillighedsdag.

Sigtet med  indstillingen er, at  rammerne - Borgmestrene ud i byen og Hverdagens helte -  for dagen godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, så der kan arbejdes videre med den detaljerede planlægning.

Løsning

Frivillighedens Dag udvikles i et samarbejde med en reference- og en følgegruppe. I referencegruppen sidder en repræsentant fra hver forvaltning. I følgegruppen sidder tre repræsentanter fra Kontaktudvalget, to repræsentanter fra Folkeoplysningsudvalget, samt en repræsentant for frivilligcentrene i København.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen sørger for at koordinere og synliggøre de enkelte arrangementer og markedsfører dagen som helhed. Dagen skal afspejle, hvor mange aktiviteter, de frivillige løfter i København. Gennem medier og aktiviteter skal frivillighed formidles bredt. Målgruppen er Københavns Kommunes borgere – både dem som yder en frivillig indsats og dem, som ikke gør.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår følgende rammer for Frivillighedens Dag i 2011:

 

  • Borgmestrene ud i byen: En lokalt forankret hyldest af frivillighed med aktiv involvering af de syv borgmestre.
  • ”Hverdagens helte”: En fælles fejring af frivilligheden og byens ildsjæle på Rådhuset.

 

Borgmestrene ud i byen:

Frivillige organisationer, foreninger, institutioner m.m. opfordres til at bidrage til dagen ved at lave lokale arrangementer. Hovedtanken for selve dagen er at sætte fokus på frivilligheden der, hvor den udfolder sig i dagligdagen i lokalområderne.

 

Borgmestrene opfordres til selv at deltage i frivilligaktiviteter på dagen. Det kan enten være med afsæt i deres ressortområde eller deres eget engagement i en frivillig forening eller organisation. Sigtet er, at borgmestrenes aktive deltagelse skaber opmærksomhed om den store frivillige indsats i byen. En indsats, der strækker sig fra at drive alt fra idrætsklubber til herberg over foreninger til f.eks. juridisk rådgivning.

 

De enkelte forvaltninger koordinerer selv med egne borgmestre, hvilke aktiviteter borgmestrene deltager i. Dagen giver dermed en mulighed for, at de enkelte forvaltninger kan være med til at skabe synlighed omkring behovet for frivilligt arbejde. Når rammerne er på plads, vil de øvrige medlemmer af Borgerrepræsentationen blive orienteret om, hvilke muligheder der er for at deltage i en eller flere begivenheder.

 

 

”Hverdagens helte” - til middag på Rådhuset:

Der laves et aftenarrangement med middag på Rådhuset. Enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.fl. kan indstille en frivillig ildsjæl, som gør en særlig indsats, til at deltage. I indstillingerne skal der lægges vægt på personernes engagement frem for position. Arrangementet er en anerkendelse af de frivillige, hvor de frivillige rollemodeller skal synliggøres og hyldes. Der vil være adgang for 100 deltagere til aftenarrangementet på Rådhuset. Referencegrupppen foretager en vægtning af de indstillede for at sikre repræsentativ deltagelse. Der vil derefter være lodtrækning med udgangspunkt i vægtningen.

 

Aftenarrangementet vil samle nogle af de personligheder i byen, som andre frivillige identificerer sig med, og skabe synlighed omkring det, som frivillighed repræsenterer. Ved at eksponere begrundelserne for, hvorfor netop de udvalgte frivillige deltager, vil der blive sat fokus på dem, der løfter frivilligheden i København. Synliggørelsen af de særligt udvalgte vil være inspiration for andre københavnere, der kan motiveres til at yde en frivillig indsats. Samtidigt vil Københavns Kommune med arrangementet sige tak til de frivillige for det stykke arbejde, som de dagligt leverer til byen.

 

Borgmestrene inviteres til at deltage og vil denne aften få lejlighed til at møde dem, der gør en forskel for byen og høre deres historier om det at være frivillig. 

Økonomi

 

Aktivitet

Kr.

Projektledelse og -udvikling

242.000

Afvikling af Frivillighedens Dag

167.000

Markedsføring/Synliggørelse

91.000

I alt

500.000

 

Frivillighedens Dag vil forsøges yderligere forbedret gennem ekstern finansiering og sponsorater.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen koordinerer Frivillighedens Dag og sørger for geografisk spredning af aktiviteterne.

 

Alle borgmestrene modtager en beskrivelse af ”Hverdagens Helte” og inviteres til at deltage i middagen på Rådhuset med de frivillige ildsjæle.

 

I samarbejde med referencegruppen og følgegruppen sendes en åben invitation til det frivillige miljø i København om, at man kan indstille en ildsjæl til at deltage i middagen.

Herudover er der forslag om at samle en større gruppe frivillige til et socialt arrangement i f.eks. Fælledparken. Mulighederne for at realisere en sådan idé undersøges nærmere.

Carsten Haurum     
                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:



Sagen blev udsat.
Til top