Mødedato: 05.05.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kultur- og Fritidsudvalgets 2. behandling af forslag til budget 2012

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal 2.behandle udvalgets forslag til budget 2012, herunder effektiviseringsforslag, der skal indgå i kommunens samlede budget 2012.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilke effektiviserings- og besparelsesforslag for i alt 8,7 mio. kr., der skal videresendes til Økonomiudvalget

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilke effektiviserings- og besparelsesforslag, der skal finansiere nettomerudgifter på i alt 1,7 mio. kr. til barselsfond og arbejdsskadepulje på bevilling Kultur og Fritid

  3. at nettomerudgifter på 0,6 mio. kr. vedr. barselsfond og arbejdsskadepulje finansieres inden for bevilling Københavns Ejendomme

  4. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om effektiviserings- og besparelsesforslag skal tilvejebringe råderum til omprioriteringer inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme

  5. at Kultur- og Fritidsudvalget prioriterer udvalgets anlægsønsker og driftsønsker

  6. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender taksterne, som de fremgår af takstoversigten – se bilag 5

  7. at Kultur- og Fritidsudvalget i øvrigt godkender:

    Udvalgsafsnit – se bilag 3

    Enhedspriskatalog – se bilag 4

    Investeringsplan – se bilag 6

    Skøn over finansposter – se bilag 7

  8. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indarbejde eventuelle konsekvensrettelser som følge af udvalgets beslutninger samt eventuelle tekniske ændringer i udvalgets budgetforslag frem til afleveringsfristen den 6. maj 2011 til Økonomiforvaltningen

 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) skal godkende budgetbidrag for 2012, der skal indgå i de videre forhandlinger om budget 2012. Herunder skal KFU tage stilling til effektiviserings- og besparelsesforslag.

Ved førstebehandlingen den 7. april 2011 drøftede Kultur- og Fritidsudvalget sagen og besluttede at udsætte sagen til den 5. maj 2011. 
 


Effektiviseringer

Økonomiudvalget besluttede den 2. februar 2011, at Københavns Kommune i 2012 samlet skal effektivisere for i alt 250 mio. kr. fordelt med 200 mio. kr. i forvaltningsspecifikke effektiviseringer og 50 mio. kr. i tværgående effektiviseringer.

De 50 mio. kr. i tværgående effektiviseringer er dog reduceret til 27 mio. kr. på grund af stigende profiler på effektiviseringer vedtaget i budget 2010 og 2011. De tværgående effektiviseringsforslag bliver vedtaget sammen med budget 2012. KFU’s andel heraf afhænger af de konkrete forslag. Såfremt der ikke kan findes effektiviseringsforslag for alle 27 mio. kr., fordeles det resterende effektiviseringskrav mellem udvalgene ud fra udvalgenes andel af kommunens samlede serviceudgifter.

KFU’s andel af de forvaltningsspecifikke effektiviseringer i 2012 udgør 10,4 mio. kr., hvoraf allerede besluttede energieffektiviseringer i budget 2011 på 1,5 mio. kr. reducerer effektiviseringskravet til 8,9 mio. kr. Yderligere er der i forbindelse med den politiske aftalte KBH I VÆKST afsat 5 mio. kr. til energirenovering af svømmehaller, der forventes at give en årlig besparelse på energiudgifter på 0,21 mio. kr. fra 2012, som kan indgå som en del af KFU’s effektiviseringskrav. Det betyder, at effektiviseringskravet udgør 8,7 mio. kr.

Her ud over er der nettomerudgifter til barselsfond og arbejdsskadepulje på bevillingen Kultur og Fritid på 1,7 mio. kr. Kultur- og Fritidsudvalget skal således finde effektiviserings- og besparelsesforslag for 10,4 mio. kr.

 

Dette forudsætter, at nettomerudgifter til barselsfond og arbejdsskadepulje på bevillingen Københavns Ejendomme på 0,6 mio. kr. finansieres inden for bevillingen Københavns Ejendomme.

 

Det skal bemærkes, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2012 yderligere skal spare ca. 9,2 mio. kr. som følge af stigende profiler fra tværgående effektiviseringer vedtaget i budget 2010 og 2011.


Uddybning vedr. merudgifter til barselsfond

Der har i 2009 og 2010 været et merforbrug på kommunens barselfond. Udvalgenes bidrag til barselsfonden skal derfor justeres. Dels betales gæld vedr. årene 2009 og 2010 i budget 2012-2014, dels løftes udvalgenes bidrag til barselsfonden varigt fra 2012.

 

I forbindelse med aftalen KBH I VÆKST er der fundet finansiering af afdraget på gælden i 2012. Derudover er der lavet en ny model for barselsfonden, som bevirker, at udvalgenes rammer ikke bliver reduceret så meget, som oprindeligt forudsat. KFU skulle efter den oprindelige model finde finansiering for ca. 4,8 mio. kr. i 2012 til barselsfonden. Som følge af den delvise finansiering i KBH I VÆKST skal KFU nu finde finansiering for ca. 2,9 mio. kr. I modgående retning virker en reduceret promillebetaling til arbejdsskadepuljen på 0,6 mio. kr. fra 2012 og frem.

 

Af nettoeffekten på 2,3 mio. kr. vedrører ca. 1,7 mio. kr. bevillingen Kultur og Fritid, og ca. 0,6 mio. kr. bevillingen Københavns Ejendomme.

 


Omprioriteringer inden for Kultur- og Fritidsudvalgets egen ramme

Såfremt KFU ønsker råderum til omprioriteringer inden for udvalgets egen ramme, kan udvalget tilvejebringe dette med udgangspunkt i effektiviserings- og besparelsesforslagene i prioriteringskataloget.  

 

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdede til KFU’s 1.behandling et prioriteringskatalog med effektiviserings- og besparelsesforslag samt anlægs- og driftsønsker. Prioriteringskataloget er blevet revideret til KFU’s 2.behandling efter KFU’s 1.behandling og KBH I VÆKST. I prioriteringskataloget fremgår det indledningsvist under de enkelte ønsker og effektiviseringsforlag, hvis de er blevet revideret til 2.behandlingen.

Oversigt over alle effektiviseringsforslag og ønsker, herunder alle forslag fremlagt til 1.behandlingen, fremgår af bilag 1, mens selve prioriteringskataloget fremgår af bilag 2.

 

Udover prioriteringskataloget indeholder Kultur- og Fritidsudvalgets budgetbidrag følgende:

Udvalgsafsnit – se bilag 3

Udvalgsafsnittet beskriver kort Kultur- og Fritidsudvalgets overordnede opgaver og udfordringer i de kommende år. Derudover indeholder udvalgsafsnittet bevillingsoversigt og bevillingstabeller.


Enhedspriskatalog – se bilag 4

Enhedspriskataloget er en oversigt over Kultur- og Fritidsudvalgets ydelser opgjort i enhedspriser, fx udgifter pr. indbygger i Københavns Kommune. Oversigten suppleres med en kort beskrivelse af centrale ydelser.


Takstoversigt – se bilag 5

Takstoversigten viser alle udvalgets takster. Der gøres opmærksom på følgende:

  • Takster på museerne og Kunsthallen Nikolaj fremgår ikke, da kompetencen til fastsættelse af takst er uddelegeret til de pågældende bestyrelser
  • Vesterbro Motionscenter blev lukket i 2010 og er derfor udgået af takstoversigten. Lukningen skete som følge af prioritering inden for Team Bades egen ramme
  • Svømmehalstaksterne er generelt fremskrevet med 3,5 procent, som besluttet af KFU i forbindelse i behandlingen af budget 2011. Taksterne er afrundet til hele kroner og femkroner. Der er taget højde for takstindtægterne i budgettet.
  • Taksten for månedskort til svømmehallerne er sænket fra 365 kr. til 275 kr. Dette skyldes, at halvårsrabatkortet er udfaset som følge af den politiske beslutning om indførelse af øget sommerferielukning i svømmehallerne
  • Der er kommet takst for leje af 50-meter baner i Bellahøj Svømmestadion.
  • På bibliotekerne skal bortkomne materialer i udgangspunktet erstattes med genanskaffelsesprisen inklusiv dækning af udgifter til evt. licensrettigheder og andre følgeudgifter. Kendes genanskaffelsesprisen ikke, benyttes bibliotekets standardpriser. Standardpriserne fremskrives ikke i forhold til 2011, da de nuværende standardpriser til dels ligger over de reelle genanskaffelsespriser.

 

Investeringsplan 2012-2015 – se bilag 6

Investeringsplanen er en oversigt over udvalgets vedtagne anlægsprojekter.


Skøn for finansposter 2012-2015 – se bilag 7

Viser et skøn over finansposter 2012-2015

 


Oversigt over budget 2012 fordelt på institutioner og tilskud – se bilag 8

Til KFU’s orientering har forvaltningen udarbejdet en oversigt, der viser budgettet fordelt på institutioner og tilskud.

 


Opfølgende notater om effektiviseringer efter KFU’s 1.behandling af budgetbidrag 2012 – se bilag 9

Forvaltningens besvarelser af KFU’s spørgsmål fra 1.behandlingen er vedlagt.

 

 

Økonomi

-

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen afleverer KFU’s budgetbidrag til Økonomiforvaltningen den 6. maj 2011.

 

 

        

                 Carsten Haurum

                                                                  /Per Nikolaj Schrøder

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:

På medlemmernes pladser var omdelt et yderligere budgetønske om udvidelse og forbedring af Team Copenhagens Eliteidrætsakademi - budgetønsket indgår i det materiale, der videresendes til Økonomiudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at følgende forslag til effektiviseringer og besparelser videresendes til Økonomiudvalget (beløb angivet i 1.000 kr.):



Administrative besparelser / Grønthøster

-6.000

E1 - Administrative effektiviseringer

-6.000

Aktivitetstilpasninger

-1.000

E2 - Adm. fællesskaber på spillesteder, teatre og store festivaler

0

E3 - Mellemkommunal betaling på aftenskolesområdet

-1.000

E13 - Administrative fællesskaber på museer

0

Struktur

-3.400

E8 - Københavns Skyttecenter - overgang til brugerdrift

-1.100

E12 - Ø79 - realisering af besparelse

-700

NYT: Reduktion af tilskud til folkeoplysende foreninger i eksterne lokaler

-1.600

I alt                                                                                                      10.400



Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav, at udvalget ønsker at gøre det mere attraktivt for foreningerne at anvende kommunale lokaler frem for private, da det er en uhensigtsmæssig brug af borgernes midler. Kultur- og Fritidsudvalget ønsker derfor med budgettet at afsætte 2,0 mio. kr. i klubhuspuljen i 2012 til at investere i offentlige lokaler til de foreninger, der flytter fra private til offentlige lokaler. Kultur- og Fritidsudvalget ønsker endvidere at samtænke ombygning og nybygning af skoler og anlæg med dette formål, således at man udnytter og optimerer kommunens faciliteter mest muligt. Endelig ønsker Kultur- og Fritidsudvalget at Folkeoplysningsudvalget genovervejer om alle tilskudsmodtagere stadig er folkeoplysende.


Indstillingen blev dermed godkendt.


Samtlige medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget tog et generelt forbehold med henvisning til den videre budgetproces.

Til top