B-sag: Høringssvar - Socialudvalgets udkast til samlet plan for Vesterbro
Kultur- og Fritidsudvalget skal besvare Socialudvalgets høring om samlet plan for Vesterbro. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at udvalget godkender og fremsender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar om samlet plan for Vesterbro.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar om samlet plan for Vesterbro.
Problemstilling
I brev af 3. marts 2011 anmoder Socialudvalget om bidrag til Socialforvaltningens samlede plan for Vesterbro (vedlagt som bilag 1). I løsningsafsnittet har Kultur- og Fritidsforvaltningen fremført bemærkninger til planen.
Løsning
Indledningsvis bemærkes, at Kultur- og Fritidsforvaltningens primære interesse i relation til samlet plan for Vesterbro er driften og udviklingen af Den Hvide Kødby som erhvervs- og kulturområde.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i planens to overordnede målsætninger:
- at mindske gener for de udsatte
- at mindske gener for lokalområdet
Kultur- og Fritidsforvaltningen er indstillet på at bidrage til at forfølge de overordnede målsætninger, som de er skitseret, herunder på fortsat at bidrage aktivt i den koordinerende og praktiske indsats i området for så vidt angår forvaltningens kompetenceområde, primært den målrettede og fleksible renholdelsesindsats i og omkring Kødbyen og øvrige kommunale ejendomme i bydelen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er positiv overfor en øget renholdelsesindsats, såfremt der findes yderligere finansiering hertil.
Kultur- og Fritidsforvaltningen anser planen for Vesterbro som et godt udgangspunkt for fælles indsats og meningsfuld koordinering og deltager gerne i udvikling og indgåelse af partnerskabsaftaler.
Økonomi
Høringssvaret har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, vil denne blive fremsendt til Socialudvalget som Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar.
Carsten Haurum
/Gyrithe Saltorp
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede punktet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.
Indstillingen blev godkendt.