Drøftelse af Regional Filmfond
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter rapport og anbefaling om etablering af regional filmfond i København
2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser spørgsmålet om finansiering til budgetforhandlingerne.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 11. november 2010 at bevilge 0,1 mio. kr. til arbejdet henimod etablering af en filmfond, der kan tiltrække filmproduktioner til hovedstaden. Bevillingen blev afsat til en kortlægning af mulige samarbejdspartnere, organisering og rammer for det videre arbejde. Målet er efterfølgende at kunne fremlægge en samlet plan for, hvordan en sådan fond kan organiseres og finansieres. Arbejdet med filmfonden spiller op til Københavns Kommunes vision om livskvalitet og vækst: Københavnerfortællingen.
En arbejdsgruppe bestående af Copenhagen Entertainment, Copenhagen Film Festivals, Producentforeningen og rådgivningsfirmaet Manto A/S har udarbejdet en rapport, som beskriver situationen og potentialet inden for filmindustrien samt organiserings-, finansierings- og forretningsmodeller (bilag 1). På den baggrund indstilller arbejdsgruppen til Københavns Kommune om at indgå i arbejdet mod etablering af en regional filmfond (bilag 2). Arbejdsgruppen lægger op til en kommunal finansiering på 20 mio. kr.
Løsning
Københavnerfortællingen
Københavnerfortællingen har tre vækstben: grøn vækst, sund vækst og kreativ vækst. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at etablering af en filmfond er en mulighed for at lade kreative erhverv understøtte Københavns vækstpotentiale og dermed være med til at opfylde visionen i Københavnerfortællingen.
Vurderingen er baseret på, at filmproduktion, herunder internationale produktioner, har en lang række direkte og indirekte effekter på økonomien og den kreative vækst, eksempelvis:
- Etablering af arbejdspladser i film- og tv-branchen.
- Etablering af arbejdspladser samt øget omsætning i relaterede erhverv, herunder de virksomheder der lokaliserer sig i nærheden for at levere input til filmproduktioner (specialeffects, stunt, sceneproduktion, kameraer mv.).
- Styrkelse af kreative erhverv generelt. Filmproduktion har tætte relationer til eksempelvis computerspilbranchen, men også til musik, teater mv. En styrkelse af en branche kan skabe vækst og innovation i de øvrige kreative brancher.
- Udviklingsmuligheder og kunstnerisk udvikling for danske film og den danske filmbranche
- Øget internationalisering og eksport som følge af styrket internationalt netværk, inspiration og udveksling af viden og knowhow
- Øget omsætning i relaterede brancher såsom hotel, restauration, transport og service
- Stærk branding af København og Hovedstadsregionen, som tiltrækker turister og opmærksomhed til gavn for det brede erhvervsliv
Det er forvaltningens vurdering, at en investering i en filmfond vil kunne generere vækst til byen, i første omgang i form af omsætning i København og Hovedstadsområdet, og i næste omgang i form af arbejdspladser i filmbranchen samt relaterede erhverv. Det er således en forventning, at investeringen vil give et økonomisk afkast til såvel byen som staten.
Behovet for en filmfond
København har gode forudsætninger inden for filmområdet og mulighed for at blive en filmmetropol, hvor der produceres film til et internationalt marked. København har en filmbranche på internationalt niveau, ligesom København allerede har en infrastruktur, der understøtter en stærk filmbranche, herunder en stor talentmasse, filmstudier, uddannelsesinstitutioner mv. København har imidlertid ikke haft større internationale filmproduktioner de seneste år, ligesom Danmarks og Nordens største produktionsselskaber placerer filmproduktioner uden for København, herunder Lars von Triers og Susanne Biers film.
Årsagen til at produktioner flyttes ud af København skal i stigende grad tilskrives de regionale filmfonde, der er etableret rundt om København. I de største omkringliggende byer i Sverige, Norge, Tyskland, Tjekkiet mv. er der etableret filmfonde, som tiltrækker film- og tvproduktioner. Eksempler på filmfonde i umiddelbar nærhed er Film i Skåne, Film Fyn, FilmFörd. Hamborg, Filfonds-Wien, Südtirol, Medienborad Berlin-Brandenburg, Deutsche Filmförderfonds, Film i Väst og Film Support Program Czech Republic. Fondenes budgetter varierer fra de mindre fonde med budgetter på 10 mio. kr. (Film i Skåne), 20 mio. kr. (Film Fyn) over de middelstore med budgetter på 60 mio. kr. (Hamborg og Wien) til de store fonde på 150 mio. kr. (Berlin) og 450 mio. kr. (Tysklands nationale filmfond).
Etableringen af filmfonde i Nordeuropa skaber større konkurrence om filmproduktionerne. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at hvis hovedstadsområdet fortsat skal have en stærk og vital film- og tv-branche med internationalt format, er det nødvendigt at kunne tiltrække nationale såvel som internationale film- og tv-produktioner. Det er samtidig forvaltningens vurdering, at hvis København fortsat skal kunne konkurrere inden for filmproduktion, herunder bevaring af danske produktioner og tiltrækning af internationale produktioner, spiller økonomi en stor betydning. Etablering af en filmfond vurderes derfor som en væsentlig forudsætning for Københavns fremtidige filmproduktion. Samtidig bør det overvejes, om en regional filmfond i København er i stand til at leve op til konkurrencen fra de omkringliggende filmfonde. Med det konkrete oplæg til en filmfond i København vil fonden kunne konkurrere med Københavns umiddelbare naboer, Fyn og Skåne, mens konkurrencen fra de tyske filmfonde vil være større.
Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter arbejdsgruppens rapport om etablering af en regional filmfond, herunder med forslag til organisering og forretningsmodel, samt at Kultur- og Fritidsudvalget henviser spørgsmålet om finansiering til budgetforhandlingerne.
Rapport og anbefaling om etablering af filmfond
Arbejdsgruppen (Copenhagen Entertainment, Copenhagen Film Festivals, Producentforeningen og Manto A/S) anbefaler, at der etableres en regional filmfond i København.
Arbejdsgruppen anbefaler, at filmfonden etableres med en startfinansiering på 25 mio. kr. årligt i en indkøringsperiode på minimum 4 år. For at sikre konkurrenceevnen anbefaler arbejdsgruppen, at forretningsmodellen baserer sig på tilskud/støtte til filmproduktioner frem for investering i produktioner med ejerandele i filmene eller ved krav om tilbagebetaling. For at sikre fondens partneres investering i fonden skal fonden i stedet sikres gennem krav om produktionsforbrug, som dermed sikrer omsætningen i København og hovedstadsområdet. Derudover anbefaler arbejdsgruppen, at internationale film- og tv-produktioner altid sker i co-produktion med et eller flere danske produktionsselskaber. Dette sikrer omsætning i de danske brancher, øget internationalisering samt opbygning af knowhow og eksport.
Arbejdsgruppen opfordrer til, at Københavns Kommune bliver den drivende kraft i etablering af fonden, og at kommunen står for den overvejende del af grundfinansieringen. Derfor indstiller arbejdsgruppen, at Københavns Kommune årligt bevilger 20 mio. kr. i perioden 2012-15. Den resterende finansiering skal skaffes via private virksomheder, fonde, Region Hovedstaden, andre kommuner i hovedstadsområdet og evt. staten.
Kreativt Forum
Kreativt Forum i Københavns Kommune har før arbejdsgruppens rapport udkom – d. 13. december 2010 – diskuteret den overordnede ide om en regional filmfond (bilag 3). Kreativt Forum støtter den overordnede ide om etablering af en regional filmfond under forudsætning af:
- at etablering af en regional filmfond forudsætter en ambitiøs vision fra Københavns Kommunes side om at satse på filmbranchen som et centralt kreativt erhverv,
- at fonden etableres, så den differentierer sig fra andre eksisterende regionale nationale og internationale filmfonde, og at der indtænkes nye muligheder i fonden,
- at en regional filmfond stiller krav til filmproduktionerne om at inddrage ydelser fra minimum en anden relevant kreativ branche end film
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2011:
Følgende repræsentant fra Copenhagen Film Festival havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
- Jørgen Ramskov (direktør for Copenhagen Film festivals)
Foretrædet uddelte supplerende materiale.
Sagen blev udsat.