Samarbejde omkring fodboldturnering i København i forbindelse med VM i fodbold 2018
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler Politiken, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke kan indgå som samarbejdspartner i forbindelse med en fodboldturnering i København under VM i fodbold 2018, da forvaltningen ikke har afsat ressourcer til formålet.
Problemstilling
Politikens Live-redaktion har fremsendt et forslag om samarbejde med Københavns Kommune i forbindelse med fodboldturnering i juni måned 2018 under VM i fodbold (bilag 1).
Løsning
Politikens Live-redaktion arrangerer debatter, kurser og events. I anledning af sommerens VM i fodbold ønsker redaktionen at arrangere en international VM-turnering på en central plads i København.
Turneringen er for herboende fra alle 32 deltagende VM-nationer, og den er berammet til at strække sig over fire dage fra den 23.-26. juni 2018. Målet er at skabe en global folkefest og kulturmøder i Københavns gader under sommerens slutrunde.
DBU er samarbejdspartner, og mellem sig løfter Politiken Live og DBU projektledelse, kommunikation og den praktiske afvikling af eventen.
Politiken Live har henvendt sig med forslag om, at Københavns Kommune/Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår som partner for eventen. Den primære opgave, der er beskrevet i henvendelsen, vedrører de fysiske rammer, tilladelse til at benytte byrummet samt medvirken til rekruttering af spillere gennem kontakt til eksempelvis kulturorganisationer, kulturinstitutioner og ambassader.
Kultur- og Fritidsforvaltningen fungerer som indgang for eventaktører i København og kan således bistå med råd og vejledning i forhold til aktørernes muligheder f.eks. tilskud, lokale samarbejdspartnere eller kommunikation samt relevante skemaer til tilladelser. Den omtalte tilladelse til at afvikle turneringen på en central plads samt eventuelle byggetilladelser mv. skal ansøges hos Teknik- og Miljøforvaltningen. Kultur- og Fritidsforvaltningen kan guide til de rette skemaer.
Ovenstående er en integreret del af forvaltningens arbejde med events, men såfremt forvaltningen skal indgå som egentlig eventpartner med særlige ansvarsområder og opgaver, vil der skulle afsættes særskilte midler hertil.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler ansøger Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav, at man gerne vil være samarbejdspartner i forbindelse med en fodboldturnering i København under VM i fodbold 2018, men at dette sker inden for de eksisterende budgetmæssige rammer.