Mødedato: 05.04.2018, kl. 15:00
Mødested: AFUK, Enghavevej 82B, 2450 København SV

Status på Biblioteksstrategien 2014-2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for Københavns bibliotekers strategi 2014-2019, Nøgletalsrapport for Bibliotekspakken 2017 samt Kvartalsrapport for 4. kvartal 2017, og udvalget skal tage stilling til, hvorvidt den halvårlige nøgletalsrapport om biblioteksudviklingen skal udarbejdes fremover.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orientering om Københavns Biblioteks Strategi 2014-2019 til efterretning
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager Nøgletalsrapport 2017 og Kvartalsrapport 4. kvartal 2017 til efterretning
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at forvaltningen fortsat udarbejder halvårlige nøgletalsrapporter om biblioteksudviklingen i København

Problemstilling

I forbindelse med implementeringen af Styrk borgerne besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at følge biblioteksudviklingen gennem en halvårlig nøgletalsrapport for Københavns biblioteker og en kvartalsrapport med information om projekterne i Bibliotekspakken.

Den halvårlige nøgletalsrapport følger indsatsområderne i biblioteksstrategien, som fortsat er retningsgivende for arbejdet i Københavns Biblioteker.

Biblioteksbetjeningen i København udvikles løbende i overensstemmelse med det stigende befolkningstal, ændrede brugerbehov og en øget kompleksitet i medielandskabet. I september 2014 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget både en langsigtet strategi, Københavns Bibliotekers Strategi 2014-2019 og et program, der skulle bidrage til realisering af strategien, Styrk borgerne (”Bibliotekspakken”).

Et af målene med strategien er at gøre flere borgere mere selvhjulpne. Det frigiver tid til at målrette bibliotekets tilbud til borgere, der ikke bruger biblioteket i dag. Derudover skal biblioteksrummet udnyttes bedre både som mødested, til afholdelse af bibliotekets arrangementer og til brugerdrevne aktiviteter. Endelig lægger strategien særlig vægt på det digitale bibliotek, hvor e-bøger og nye former for digital betjening spiller en stor rolle.

Løsning

Københavns Bibliotekers Strategi 2014-2019
Bibliotekernes nytteværdi gøres ofte op i antallet af udlånte materialer eller størrelsen af den fysiske bogsamling. Adgangen til materialer spiller stadig en stor rolle, men det er ikke længere nok at stille bøger til rådighed. Nedenfor beskrives de overordnede mål for bibliotekernes strategi, og de resultater, der er opnået på nuværende tidspunkt:

Længere åbningstid og bedre tilgængelighed

Resultater:

  • Bibliotekerne har udvidet åbningstiden. De fleste biblioteker har åbent fra 8-22, mens få biblioteker har åbent fra 8-20.
  • Borgerservice er integreret på 7 biblioteker og 50% af alle borgerservicehenvendelser håndteres på bibliotekerne
  • Stigende besøgstal. I 2017 var der 5,2 mio. besøg på Københavns biblioteker, hvilket er 2% flere besøg end i 2016.

 

Flere aktiviteter på bibliotekerne (læseklubber, studiekredse, kurser og arrangementer) med større involvering af borgerne

Resultat: Øget arrangementsaktivitet på bibliotekerne:

  • I 2017 havde bibliotekerne besøg af min. 1.200 daginstitutioner og mere end 2.600 skoleklasser
  • Der blev afholdt over 3.700 klubaktiviteter og bibliotekerne afholdt ca. 2.800 arrangementer
  • Bibliotekerne afholder årligt min. 3 fælles læsekampagner for børn og unge

 

Moderniserede biblioteker og attraktive fysiske biblioteksrum

Resultat:

  • Alle biblioteker har etableret bedre wayfinding-løsninger som f.eks. bedre skiltning og bedre design og indretning af selvbetjeningsløsninger
  • Der er opsat skærme på alle biblioteker med information om, hvad der foregår på biblioteket
  • Der er udarbejdet en rapport om bibliotekerne, der viser at bibliotekerne generelt er nedslidte og i dårlig stand

 

Biblioteksbetjening af flere københavnere og målrettede tilbud til udvalgte uddannelsesinstitutioner

Resultater:

  • Alle 437 daginstitutioner i København får besøg af biblioteket.
  • Målrettet betjening til gymnasielever gennem digital vejledning og pop-up betjening. 4.000 brugere besøgte bibliotekernes uddannelsessider, og over 1.000 elever fik hjælp til deres SRP-opgave i pop-up betjeningen
  • Stærk på nettet – bibliotekerne har besøgt 150 skoleklasser i et undervisningsforløb for 7. klasses-elever om digital dannelse på nettet

 

Et fuldt udbygget digitalt bibliotek med flere e-bøger, lydbøger, tidsskrifter, databaser

Resultater:

  • 27 københavnske skoler har en aftale med biblioteket, så elever via UNI-Login kan logge på eReolens børnetjeneste eReolen GO! Der blev i 2017 udlånt 28.500 e-bøger og netlydbøger gennem eReolen GO!

 

Bedre digital betjening og formidling

Resultater:

    • Etablering af kontaktcenteret ”Biblioteket Online”. Biblioteket Online er et servicetilbud til borgere, der kan få svar på biblioteksspørgsmål på telefon og mail. I 2017 modtog alene Biblioteket Online 38.000 opkald.
    • Det er ikke længere nødvendigt at møde op på biblioteket for at betale gebyrer eller oprette sig som låner. Det kan borgerne nu gøre på nettet. I 2017 oprettede ca. halvdelen af de nye lånere sig på nettet, mens 80 pct. af gebyrerne også blev betalt via nettet.

I strategien beskrives desuden tre særlige indsatsområder, som bibliotekerne vil fokusere på i perioden 2014-2019 og fire generelle indsatsområder, der omfatter større områder af bibliotekets virksomhed. De særlige indsatsområder er

  • Skoler og ungdomsuddannelser
  • Børn og Kultur
  • Aktive borgere

Derudover rummer strategien fire generelle understøttende indsatser:

  • Det fysiske bibliotek
  • Det digitale bibliotek
  • Det opsøgende bibliotek
  • Kompetenceudvikling

Nøgletalsrapport for Bibliotekspakken 2017
Nøgletalsrapporten beskriver bibliotekernes væsentligste resultater og tendenser i 2017 inden for strategiens indsatsområder.

I 2017 er der udlånt over to mio. fysiske bøger, og bibliotekerne har tilsammen haft over fem mio. besøg. Den overordnede tendens på biblioteksområdet er således fortsat et stigende besøgstal og et faldende udlån af fysiske bøger. Inkluderes e-udlån i udlånsstatistikken, der udgør 10% af udlånene, ligger det samlede udlån en smule højere i 2017 end i 2016. E-bogsudlånet er steget markant fra 2016 til 2017, hvilket bl.a. skyldes et samarbejde mellem skoler og biblioteker om adgang til eReolen GO!, bibliotekernes e-bogstjeneste til børn og unge, men også nye og bedre aftaler med en række store forlag. Der er dog stadig et potentiale i e-bøger og netlydbøger, der kan få e-udlånet til at stige yderligere.

Over fem mio. fysiske besøg i 2017 er en stigning på 2% sammenlignet med 2016. Over 800.000 af besøgene har fundet sted i ydertimerne (fra 7-10 og 19-22), hvilket markerer en stigning på næsten 50% fra 2014 til 2017. Trods uro på enkelte biblioteker i den selvbetjente åbningstid om aftenen, så bekræfter den store brug af biblioteket i ydertimerne, at københavnerne har taget den udvidede åbningstid til sig. 

Nye rapporter fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker (2017, 2018) viser, at lystlæsning er under pres hos danske børn og unge. Særligt omkring 5. klasse begynder de læsende børn at lægge bogen fra sig og samle mobilen op for at chatte og se YouTube-videoer. Det er vigtigt, at bibliotekerne arbejder for at bremse denne udvikling ved at tilbyde gode og målrettede tilbud til børn og unge.

Et af disse tilbud er som nævnt et samarbejde mellem biblioteker og skoler om adgang til eReolen GO!, bibliotekernes e-bogstjeneste til børn og unge. Samarbejdet giver eleverne adgang til e-bøger og lydbøger på eReolen GO! via UNI-login. 27 københavnske skoler har en aftale med biblioteket, og blandt de flittigste er et par skoler i udsatte områder som Kirsebærhaven Skole og Tingbjerg Skole. På de 27 skoler blev der i 2017 udlånt over 28.500 e-bøger og netlydbøger via e-Reolen GO!. Tilbuddet står foreløbigt åbent for alle skoler i København.

Kvartalsrapport for Bibliotekspakken 4. kvartal 2017
Kvartalsrapporten imødekommer Kultur- og Fritidsudvalgets ønske om en kvartalsmæssig orientering om nyt i projekterne i Bibliotekspakken. Kvartalsrapporten for Bibliotekspakken 4. kvartal 2017 giver en status på konkrete aktiviteter i 4. kvartal 2017 og ser frem mod kommende aktiviteter i 2018.

Det primære opmærksomhedspunkt i 4. kvartal 2017 var implementeringen af det landsdækkende Fælles Bibliotekssystem (FBS) i København. Dagene op til overgangen i november 2017, hvor det ikke var muligt for borgere at låne, aflevere, bestille eller reservere bøger, forløb tilfredsstillende. Efterfølgende har der været driftsforstyrrelser som følge af udfordringer med integration af bibliotekernes materialestyringssystem og det nye bibliotekssystem. Overordnet er implementeringen dog forløbet godt og uden nævneværdige problemer for borgerne.

Et andet opmærksomhedspunkt er bibliotekernes tilbud til erhvervsskolerne. Kultur- og Fritidsudvalget vedtog i 2016, at bibliotekerne skulle have et målrettet tilbud til erhvervsskoler, og bibliotekerne har siden kørt en række succesfulde forløb på SOPU-skolen. Grundet strukturændringer på social- og sundhedsuddannelserne er samarbejdet mellem SOPU-skolen og bibliotekerne afsluttet. Der er opsøgt andre erhvervsskoler med henblik på samarbejde, men foreløbigt uden held. Et lignende tilbud til elever Københavns Voksenuddannelsescenter (KVUC) forventes i drift senere på året i et samarbejde mellem KVUC og Hovedbiblioteket.

Sidste kvartal af 2017 har desuden stået i idriftsættelsens tegn i forbindelse med afslutningen af Bibliotekspakken. De sidste projekter er ført til drift, og flere indsatser er nu ved at lande i den nye forvaltningsstruktur.

Fremtidig orientering om udviklingen på bibliotekerne
Med afslutningen af Bibliotekspakken Styrk Borgerne stopper udarbejdelsen af kvartalsrapporter. Forvaltningen indstiller, at den halvårlige nøgletalsrapport fortsat udarbejdes i overensstemmelse med biblioteksstrategien for at sikre Kultur- og Fritidsudvalget en kontinuerlig orientering om biblioteksudviklingen i København.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker, at den halvårlige nøgletalsrapport fortsat udarbejdes, fremlægges Nøgletalsrapport 1. halvår 2018 for udvalget efter sommerferien 2018.

En afsluttende rapport med resultater og erfaringer fra Bibliotekspakken er under udarbejdelse og forelægges Kultur- og Fritidsudvalget den 25. april 2017.

 

Mette Touborg

    

                                            /     Jakob Heide Petersen

         

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top