Opfølgning på aftale om overførselssagen 2017-2018
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om aftale om overførselssagen 2017-2018 på kultur- og fritidsområdet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om aftale om overførselssagen 2017-2018 til efterretning.
-
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at finansiere 0,8 mio. kr. til flytning af Nørrebro Bibliotek fra udvalgets anlægspulje, da forslaget ikke blev finansieret med aftale om overførselssagen.
Problemstilling
Den 20. marts 2018 er der indgået aftale om overførselssagen 2017-2018 mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Løsning
På Kultur- og Fritidsudvalgets område afsættes der i 2018 i alt 29,8 mio. kr. på anlæg, 6,9 mio. kr. på service og 89,9 kr. på finansposter.
I 2019 afsættes 4,1 mio. kr. i anlæg og i 2020-2021 afsættes 3,2 mio. kr. årligt i anlæg og 100 mio. kr. årligt i deponering til Vandkulturhuset på Papirøen. Desuden er der afsat 0,9 mio. kr. varigt på service som følge af flytning af 10. klasser fra Vesterbro Ny Skole til Vesterbro Bibliotek og Kulturhus i Lyrskovgade.
I de følgende afsnit er aftalens konsekvenser på kultur- og fritidsområdet beskrevet nærmere.
Merudgifter vedrørende grundskyld (need to)
Der afsættes 49,7 mio. kr. på finansposter til at dække merudgifter vedrørende grundskyld som følge af ekstraordinære udgifter på to ejendomme. Betaling og Kontrol, som varetager området, overgår til Økonomiforvaltningen som følge af beslutning i BR den 22. marts 2018.
Vandkulturhus på Papirøen (rettidig omhu)
Med Budget 2017 blev der afsat midler til en planlægningsbevilling, arkitektkonkurrence samt køb af byggeret til en svømmefacilitet med foreningsfaciliteter og havnebad på Papirøen. I forbindelse med Budget 2018 blev en hensigtserklæring om at opføre et vandkulturhus, havnebad og foreningsfaciliteter på Papirøen vedtaget. I december 2017 blev den japanske tegnestue, Kengo Kuma & Associates, udpeget som vinderen af arkitektkonkurrencen. Den samlede anlægssum er estimeret til 360 mio. kr.
Der er opnået tilsagn om fondsfinansiering. Med overførselssagen er det besluttet, at forvaltningen skal arbejde videre med fondskonstruktionen, der på et almennyttigt grundlag har til formål at forestå anlæg af vandkulturhuset samt eventuelt den efterfølgende drift. Den endelige model skal forelægges Borgerrepræsentationen på et senere tidspunkt.
Der afsættes:
-
30,2 mio. kr. på finansposter i 2018 til lån til fonden på særlige rente- og afdragsvilkår
-
300 mio. kr. samlet på finansposter i 2019-2021 til deponering
-
29,8 mio. kr. samlet på anlæg i 2018-2021 til etablering af svømmefacilitet og foreningsfaciliteter på Papirøen
-
0,5 mio. kr. på service i 2018 og 1,5 mio. kr. i 2019 og 2020 til drift af fonden under anlægsperioden
Kampsportens Hus – restfinansiering (rettidig omhu)
Med Budget 2018 blev der afsat kommunal medfinansiering på 53,5 mio. kr. i perioden 2018-2021 heraf 9 mio. kr. til finansiering af fondsmoms. Den resterende del af finansieringen skulle findes hos fonde. Der er tilsagn fra fonde om medfinansiering på samlet 50 mio. kr. Den opnåede fondsfinansiering har vist sig lavere end forventet, hvorfor en restfinansiering på 8 mio. kr. skulle indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2017-2018.
Kampsportens Hus bliver det første kampsportshus i Danmark, som kombinerer trænings-faciliteter for kampsportsudøvere med et indendørs lege- og bevægelsesområde særligt for de mindre børn. Sigtet er et åbent og inviterende hus, der kan danne rammen om et aktivt fritidsliv for børn og unge med en central placering ved Nørrebro Station. Arkitektfirmaet Enthasis har vundet konkurrencen.
Copenhagen Contemporary (rettidig omhu)
Der afsættes 3 mio. kr. på service i 2018 til Copenhagen Contemporary (CC) til udvikling af CC Studio.
CC Studio er et udstillings- og formidlingskoncept for børn og unge, som skal opbygges i forbindelse med CC’s genåbning i de istandsatte svejsehaller på Refshaleøen. Et af formålene med CC STUDIO’s udstillinger og læringsprogrammer er at arbejde sammen med skoler om inddragende aktiviteter, så børn og unge fra alle sociale lag får en forståelse af samtiden igennem installationskunsten. Ansøgning om tilskud til drift på 5 mio. kr. forventes at indgå i forhandlingerne om budget 2019.
Dansehallerne – ombygning af Kedelhuset (rettidig omhu)
Der afsættes 10 mio. kr. på finansposter i 2019 til et lån på særlige vilkår til Bygningsfonden til ombygning af Kedelhuset i Carlsberg Byen.
Dansehallerne er en fusion mellem Dansens Hus og Dansescenen. Københavns Kommune, Kulturministeriet og Dansehallerne har indgået en rammeaftale for 2017-2020. Af rammeaftalen fremgår det, at Dansehallernes fire overordnede opgaver er: Publikumsudvikling, samarbejde med andre aktører på scenekunstområdet, internationalisering og talentudvikling. Dansehallerne modtager både et tilskud fra Københavns Kommune og fra staten.
Copenhagen 2021
Der afsættes 3 mio. kr. på service i 2018 til Happy Copenhagen for at sikre fortsat sekretariatsdrift og planlægning frem mod eventet Copenhagen 2021.
Brandsikring af Fabrikken for Kunst og Design
Der afsættes en ekstrabevilling på 1,5 mio. kr. på anlæg i 2018 til brandsikring af Fabrikken, så hallen i bygningen bliver brandgodkendt til maks. 500 personer. Fabrikken består af 50 atelierer for anerkendte københavnske kunstnere samt en hal på 1.000 m2. Fabrikken er en selvejende institution beliggende på Sundholm.
10. klasser fra Vesterbro Ny Skole til Vesterbro Bibliotek og Kulturhus
Der indrettes et nyt 10. klassecenter med klasselokaler, pauseområder og administrative funktioner på henholdsvis 2. og 3. sal i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Flytningen af 10. klassecenter Vest indebærer, at Vesterbro Kulturhus istandsættes og nyindrettes multifunktionelt, så flere af lokalerne kan anvendes til undervisning i dagtimerne og forenings- og aftensskolebrug og andre kulturelle aktiviteter i aftentimerne og i weekenderne.
På Kultur- og Fritidsudvalgets område afsættes der 0,3 mio. kr. i 2018 og 0,5 mio. kr. fra 2019 og frem til drift og vedligehold. Der afsættes 0,7 mio. kr. i 2018 og 0,9 mio. kr. i 2019 og frem til fuld kompensation i forbindelse med manglende indtjeningsmuligheder.
Pulje vedr. tilskud til kulturelle arrangementer
Med overførselssagen er der afsat 0,2 mio. kr. på service i 2018 til en pulje, der skal støtte kulturelle arrangementer på kommunens arealer, som fremover skal betale arealleje til Teknik- og Miljøforvaltningen. Puljen vil blive udmøntet af Kultur- og Fritidsudvalget.
Mimersparkens Kvarterhus
Kvarterhuset skal samle tre funktioner, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen skal bidrage med finansiering til omklædningsfaciliteter til parkens boldbaner. Der er tale om et kendt anlægsprojekt, hvor der har været behov for supplerende finansiering.
Med overførselssagen afsættes der 0,9 mio. kr. i anlæg i 2019 til finansiering af omklædningsfaciliteter.
Øvrige initiativer med relevans for Kultur- og Fritidsudvalget
-
Planlægningsbevilling til sporudvidelse på Nørre Fælled Skole på 3 mio. kr. på anlæg i 2018-2019 – skole med ét spor, KKFO og idrætshal
-
Planlægningsbevilling til ny skolekapacitet i Sydhavn på 8,2 mio. kr. på anlæg i 2018-2019 – tresporet skole med idrætshal, evt. madskole og P-hus.
KFU-initiativer, der ikke er finansieret
Kultur- og Fritidsudvalget har henvist følgende budgetønsker til forhandlingerne om overførselssagen, som ikke blev finansieret med aftalen om overførselssagen 2017-2018 (se bilag 2):
-
Flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen
-
Nørrebro Bibliotek - finansiering af merudgifter
-
Fodboldbaner rækkefølgeplan
-
8-mands kunstgræsbane på Kulbanevej
-
Udvikling af VerdensKulturCentret
-
Havnen tilbage til københavnerne
-
Liv på Kvægtorvet
-
AMoC - Akademiet for Moderne Cirkus
-
Driftsstøtte til Anemonen
-
Ungdommens Folkemøde 2018
-
Helhedsplan Kløvermarken
Der er ikke afsat midler til flytning af Christianshavns Bibliotek i overførselssagen. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Fotografiska indledt undersøgelser om en alternativ placering i Kuglegården. Det vil her umiddelbart være muligt at placere et bibliotek på 800 m2 både selvstændigt og i samarbejde med Fotografiska.
Udmøntning af investeringspuljerne
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. februar 2018 besluttede udvalget, at finansiering af syv investeringsforslag skulle indgå i overførselssagen. Der er afsat i alt 57,8 mio. kr. fra investeringspuljen til følgende forslag, hvor investeringen er anført ud for hvert forslag:
-
Automatiseret græsklipning og baneopstregning (7,7 mio. kr.)
-
Brugervenlig adgang til svømmehaller (4,3 mio. kr.)
-
Den intelligente bygning 1.0 (13,5 mio. kr.)
-
Målrettet skærmbetjening, automatisering, kommunikation og
brug af data (20,7 mio. kr.) -
Flere gæster til Øbro-Hallens Kurbad (2,4 mio. kr.)
-
Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone (2,4 mio. kr.)
-
Effektiv håndtering og bedre formidling af materialer (6,8 mio. kr.)
Parterne bag aftalen er enige om, at de to forslag vedrørende Effektiv håndtering og bedre formidling af materialer og Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone skal i høring, før de kan modtage midler fra investeringspuljen.
Forvaltningen har sendt de to investeringsforslag i høring hos Hoved-MED, Folkeoplysningsudvalget, Københavns Kommunes Lokaludvalg, Ældreråd og Handicapråd. Høringssvarene forelægges udvalget i forbindelse med andenbehandlingen af budgetbidrag 2019 den 25. april 2018 sammen med høringssvar vedrørende de øvrige investerings- og effektiviseringsforslag til budget 2019.
Derudover er der afsat i alt 2,8 mio. kr. fra innovationspuljen til følgende to forslag:
-
Innovation af digital selvbetjening i København (0,9 mio. kr.)
-
Fra løntilskud til fremtidens medarbejder (1,9 mio. kr.)
Flytning af Nørrebro Bibliotek
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 21. december 2017 en indstilling om revideret plan for flytning af Nørrebro Bibliotek (KFU 21.12.2017 pkt. 14). I forbindelse med behandlingen af punktet besluttede KFU at lade en merudgift på 0,8 mio. kr. indgå i forhandlingerne om overførselssagen og reservere udgiften af udvalgets anlægspulje i 2019.
Der blev ikke afsat midler til forslaget i overførselssagen. Det indstilles derfor, at KFU beslutter at lade reservationen fra anlægspuljen på 0,8 mio. kr. i 2019 indgå permanent. Derved vil der være 0,4 mio. kr. tilbage i anlægspuljen.
Økonomi
Indstillingen har økonomiske konsekvenser, såfremt udvalget beslutter at finansiere merudgiften til Nørrebro Bibliotek på 0,8 mio. kr. af udvalgets anlægspulje.
Videre proces
Efter Borgerrepræsentationens samlede vedtagelse af overførselssagen den 3. maj 2018 vil forvaltningen udarbejde tilskuds- og låneaftaler, som indeholder forudsætninger for tilskuddet/lånet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Annegrete Vallgårda
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Kultur- og Fritidsudvalget bemærkede, at det fortsat er vigtigt for Københavns Kommune at være til stede på Papirøen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at høre Christianshavns Lokaludvalg om, hvorvidt en alternativ placering af Christianshavns Bibliotek i Kuglegården kan være et scenarie.