Ansøgning om forslag til nye gadegallerier i København
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om forvaltningen skal arbejde videre med to konkrete forslag til nye placeringer af gadegallerier i København
Problemstilling
Der findes ikke længere steder i Københavns Kommune, hvor borgere har mulighed for at udøve deres kunst/street art i det offentlige rum.
I udkastet til Kunststrategi for København indgår et afsnit om tunneller og gadegallerier.
Lars Pedersen, der tidligere har deltaget i en arbejdsgruppe om at få flere gadegallerier til kunst/streetart, har sendt et forslag til Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) til placering af to nye gadegallerier i henholdsvis Valby og Vanløse (Bilag 1).
Løsning
Nye forslag til placering af gadegallerier
Lars Pedersen har stor erfaring med gadegallerier og street-art og har tidligere været en del af forvaltningens arbejdsgruppe vedrørende placering af gadegallerier.
Lars Pedersen foreslår konkret, at der bliver sat gadegallerier op følgende steder:
- Valby - tæt ved den nedlagte Ellebjerg Station (Bilag 1)
- Vanløse - tæt ved Vanløse Idrætspark (Bilag 1)
Begge forslag er på arealer, der hører under Københavns Ejendomme (KEID).
Forslagene ligger i tråd med afsnittet "Tunneller og Gadegallerier" i udkast til Kunststrategi 2018-2020, Indsatsområder og Initiativer.
Baggrund
Det store industriområde ved det det tidligere Dong-værk, der gennem en årrække blev anvendt som uofficielt gadegalleri, forsvandt med udviklingen af Enghave Brygge.
Bevillingen til et tidligere gadegalleri ved Skodagrunden udløb ved udgangen af 2015, hvorefter plankeværket blev fjernet i starten af 2016.
En arbejdsgruppe udarbejdede i 2015 - efter ønske fra KFU - tre forslag til placeringer af gadegallerier i København. KFU henviste forslaget til budgetforhandlingerne, men der blev ikke afsat midler i budgettet for 2016.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis KFU beslutter, at forvaltningen skal arbejde videre med forslaget, vil forvaltningen indlede et samarbejde med relevante interessenter med henblik på at udarbejde konkrete forslag med budget.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om:
- at undersøge muligheden for at opsætte de to konkrete forslag til gadegallerier i København
- at gå i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen for at sondere andre lokaliteter i form af tunneler og offentlige gavle i resten af København, der egner sig til permanente gadegallerier, herunder S-togsstationer som Nørrebro st.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget i sagen.