Comedievognen - ansøgning om huslejetilskud i 2001/02
Comedievognen - ansøgning om huslejetilskud i 2001/02
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 5. april 2001
5. Comedievognen - ansøgning om huslejetilskud i 2001/02
(KFU 114/2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til Comedievognens husleje i 2001/2002.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2001
Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen fremsat forslag om, at der bevilges 150.000 kr. i huslejetilskud.
Et mindretal (Mona Heiberg og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Et flertal (Karin Storgaard, H. Thustrup Hansen, Helle Sjelle, Bo Hindkjær Pedersen og Leslie Arentoft) stemte imod forslaget.
Kaja Jacobsen, Martin Günter og Abderrahman Ben Haddou undlod at stemme.
Forslaget blev dermed forkastet.
Forvaltningens indstilling om ikke at yde tilskud blev herefter tiltrådt uden afstemning.
RESUME
Comedievognen har ansøgt om 385.000 kr. i huslejetilskud i 2001/ 2002. Comedievognen modtager 1 mio. kr. i tilskud fra Teaterrådet i 2001/2002.
Teatret fik indtil 2001 150.000 kr. årligt i tilskud fra Københavns Kommune som broscene under storbyteaterordningen og fik på møde den 22. juni 2000 bevilget et tilskud på 192.500 kr. i 2001 til teatrets udgifter til husleje for perioden 1. januar til 30. juni 2001.
Teaterrådets bevilling på 1 mill. kr. er givet til drift af åben scene incl. husleje, men rækker ikke til Comedievognens ønsker om aktivitet og kvalitet.
Da Teaterrådets bevilling bl.a. er givet til husleje for scenen i Griffenfeldtsgade, og da kommunens bevilling til små storbyteatre er fordelt for perioden 2001 – 2004, indstilles det ikke at yde tilskud.