Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60
Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 5. april 2001
11. Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60
(KFU 109/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af 10 gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60 under forudsætning af, at åbningstiden begrænses til kl. 24.00.
RESUME
Told- og Skattestyrelsen har i henhold til § 9 i Lov om gevinstgivende spilleautomater anmodet Københavns Kommune om en vejledende indstilling til, at der opsættes 10 spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60.
Københavns Politi finder under hensyn til hele områdets karakter med socialt boligbyggeri og et kontinuerligt problem med unge mennesker, at spillehallens åbningstid bør begrænses til kl. 24.00.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er særlige lokale hensyn i øvrigt, der taler imod den påtænkte etablering, men er enig med politiet i, at spillehallens åbningstid bør begrænses til kl. 24.00.
SAGSBESKRIVELSE
Den 1. januar 2001 trådte Lov om gevinstgivende spilleautomater i kraft. Loven gælder for alle gevinstgivende spilleautomater, der opstilles i spillehaller, private spilleklubber, på forlystelsessteder og i restauranter med alkoholbevilling og administreres af Told- og Skattestyrelsen. Kommunen skal i henhold til lovens § 9 afgive en vejledende indstilling.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 26. oktober 2000, at alle ansøgninger om etablering af spillehaller i kommunen skal forelægges udvalget, da der kan være særlige lokale hensyn som f.eks. nærheden til skoler, ungdomsklubber m.v., der bør indgå i vurderingen af, om kommunen kan anbefale etablering af en spillehal.
Mussarat Hussain har den 14. februar 2001 søgt om tilladelse til at opstille 10 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i ejendommen Englandsvej 60.
Told- og Skattestyrelsen har herefter i brev af 19. februar 2001 anmodet om en indstilling fra kommunen senest den 19. marts 2001 og samtidig meddelt, at hvis svar ikke afgives inden fristens udløb, betragtes kommunens accept af tilladelse som afgivet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 6. marts 2001 meddelt Told- og Skattestyrelsen, at Kultur- og Fritidsudvalget behandler ansøgningen i mødet den 5. april 2001, og at indstilling fremsendes umiddelbart herefter.
Københavns Politi har den 13. marts 2001 meddelt, at man ikke skal udtale sig imod etablering af spillehallen, men under hensyn til hele områdets karakter med socialt boligbyggeri og et kontinuerligt problem med unge mennesker i området, bør spillehallens åbningstid begrænses til kl. 24.00.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er særlige lokale hensyn i øvrigt, der taler imod den påtænkte etablering, men er enig med politiet i, at spillehallens åbningstid bør begrænses til kl. 24.00.
På den baggrund indstilles det at meddele Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af 10 gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Englandsvej 60 under forudsætning af, at åbningstiden begrænses til kl. 24.00.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 14. februar 2001 fra Mussarat Hussain
2. Høringsbrev af 19. februar 2001 fra Told- og Skattestyrelsen
3. Udtalelse af 13. marts 2001 fra Københavns Politi, Narkotika- og Bevillingsafdelingen - vedlagt notits fra Station 4 og kort med angivelse af spillehallens beliggenhed
Ida Munk
/ Klaus Vollstedt