Budgetanalyse af sikring- og vagttjeneste
Budgetanalyse af sikring- og vagttjeneste
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 4. december 2003
22. Budgetanalyse af sikring- og vagttjeneste
(KFU 386/2003)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tager denne indstilling, som udgør forvaltningens kommentarer til de tiltag, der foreslås igangsat med henblik på at frembringe et samlet overblik over institutionernes sikringsbehov, til efterretning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2003
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Økonomiforvaltningen har i 2. halvår 2002 og 2003 gennemført en analyse af sikrings- og vagttjenester i Københavns Kommune. På baggrund af denne analyse har Økonomiforvaltningen udarbejdet en indstilling, som Økonomiudvalget har behandlet den 23. September 2003 (ØU298/2003). Økonomiudvalget besluttede at anmode "udvalgene om deres kommentarer til de tiltag, der foreslås igangsat med henblik på at frembringe et samlet overblik over institutionernes sikringsbehov".
Kultur- og Fritidsforvaltningen er som udgangspunkt enig i, at det er relevant at igangsætte tiltag der dels kan skabe et overblik over kommunens institutioners sikringsbehov, dels kan skabe et overblik over kommunens udgifter til vagt og sikring, og på denne baggrund forsøge at identificere eventuelle effektiviseringsgevinster.
Forvaltningen er til gengæld ikke enig, at det er hensigtsmæssigt alene at fokusere på kommunens udgifter til vagt og sikring, herunder at fastsætte ens sikringsniveauer. I stedet anbefaler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der tages udgangspunkt i kommunens sikringspolitik, som anbefaler at sikre frem for at forsikre og at forvaltningerne/institutioner tager udgangspunkt i en samlet risikoanalyse (Risk Management), hvor de samlede udgifterne til vagt og sikring, forsikring og dækning af skader skal vurderes. Eksempelvis vil en reduktion i sikringsniveauet alt andet lige forøge risikoen for indbrud og hærværk. Disse merudgifter er ikke modregnet i det besparelsespotentiale, som Økonomiforvaltningen har beregnet.
Sideløbende med denne høring, har kommunen igangsat et arbejde med dels at undersøge de enkelte institutioners sikringsbehov, dels at undersøge om kommunens opgaveløsning på vagt- og sikringsområdet er organiseret hensigtsmæssigt, herunder at identificere om det er muligt at indhente eventuelle effektiviserngsgevinster.
Svarfrist for fremsendelse af kommentarer er senest den 14. januar 2003. Udvalgenes kommentarer forelægges efterfølgende for Økonomiudvalget.