Støtte til renovering af hestestald på ejendommen Karens Minde
Støtte til renovering af hestestald på ejendommen Karens Minde
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 4. december 2003
19. Støtte til renovering af hestestald på ejendommen Karens Minde
(KFU 383/2003)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder støtte på 0,270 mio. kr. til renovering af hestestald på ejendommen Karens Minde.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2003
Følgende materiale var omdelt:
· Mail fra Dorthe Eren – Byudviklingsforum Kgs. Enghave
Der blev begæret afstemning om forvaltningens indstilling.
Et mindretal (Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Klaus Bondam) stemte for forvaltningens indstilling.
Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Mona Heiberg og Jens Kjær Christensen) stemte imod.
Forvaltningens indstilling blev forkastet, og udvalget havde dermed samtidig taget stilling til, at ansøgningen på de angivne 0,270 mio. kr. imødekommes. Finansieringen sker således, at der efter forvaltningens nærmere skøn af forvaltningen foretages en ændring i prioriteringen af større opgaver vedrørende ejendomsvedligeholdelse 2004 (KFU 387/2003), jf. sagsbeskrivelsens bemærkninger herom.
RESUME
Til forskønnelse af området Karens Minde har Kvarterløft Kongens Enghave foreslået en række projekter gennemført, herunder en tiltrængt renovering af hestestalden på ejendommen Karens Minde. Kvarterløft Kongens Enghave har ladet projektforslag udarbejde, og det fremgår heraf, at den samlede renovering vil beløbe sig til 1 mio. kr.
Friluftsrådet har givet tilsagn om at medvirke med et tilskud på 0,150 mio. kr., ligesom der er givet tilsagn om gratis arbejdskraft for ca. 0,300 mio. kr.
Anmodning om finansiering af den resterende del på 0,550 mio. kr. har i sommeren 2003 både af Kvarterløft Kongens Enghave og af Plan & Arkitektur været forelagt Kultur- og Fritidsforvaltningen, Ejendomsdrift, som administrerer og udlejer ejendommen til Karens Minde Lauget.
Med henvisning til lejekontraktens bestemmelser, som i enhver henseende pålægger lejer den fulde vedligeholdelsespligt har forvaltningen afvist anmodningen.
Efterfølgende har Kvarterløft Kongens Enghave søgt Bygge- og Teknikforvaltningen om dækning af den resterende udgift på. 0,547 mio. kr.
Bygge- og Teknikudvalget har på den baggrund vedtaget, at der bevilges 0,270 mio. kr. i støtte til projektet, på den betingelse, at der fra Kultur- og Fritidsforvaltningen investeres et beløb af samme størrelse i bygningen.
Med baggrund i lejekontraktens bestemmelser om at lejer har den fulde vedligeholdelsespligt og set i relation til den lave husleje, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen at der ikke ydes støtte til renovering af hestestalden.