Mødedato: 04.12.2003, kl. 14:00

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 7. marts 2004

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 7. marts 2004

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 4. december 2003

 

 

Sager til beslutning

 

21.      Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 7. marts 2004

(KFU 393/2003)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at der ikke meddeles butikkerne i Fields´s i Ørestad dispensation til at holde åbent fra kl. 10.00 til 20.00, subsidiært til kl. 24.00, søndag den 7. marts 2004 i forbindelse med indvielse af Field´s.

 

 

RESUME

Steen & Strøm Danmark A/S har søgt om dispensation fra Lov om butikstid med henblik på at holde butikkerne i Field´s i Ørestad åbne søndag den 7. marts 2004 i forbindelse med indvielsen af Field´s.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget tillade, at Lov om butikstid fraviges ved ganske særlige lejligheder.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter og ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på geografisk tilknytning til de officielle arrangementer. Der kan ikke dispenseres i forbindelse med f.eks. indkøbscentres åbning, selv om arrangementerne omfatter en hel egn

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er tale om en ganske særlig begivenhed, der ud fra den meget restriktive praksis på området vil kunne berettige en dispensation fra Lov om butikstid i anledning af indvielsen af Field´s, hvorfor det indstilles, at ansøgningen ikke anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter § 1, stk. 1 i Lov om butikstid skal butikkerne holde lukket søndage. Fra 1. juli 2001 må butikkerne holde åbent fra kl. 10.00 til kl. 17.00 fire søndage om året og yderligere fire søndage fra 1. juli 2003. De sidste 4 søndage skal placeres i juli og august måned. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan herudover efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at § 1, stk. 1 fraviges ved ganske særlige lejligheder. Det er i bemærkningerne til loven anført, at der ikke kan dispenseres i forbindelse med f.eks. indkøbscentres åbning, selv om arrangementerne omfatter en hel egn. Butikkerne må her henvises til at gøre brug af de søndage, som loven nu giver mulighed for.

Borgerrepræsentationens kompetence er i henhold til § 15 i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt henlagt til Kultur- og Fritidsudvalget, der varetager opgaver i relation til næringsloven.

I anledning af indvielsen af Field´s og Ørestad søndag den 7. marts 2004 søger Steen & Strøm Danmark A/S om dispensation fra Lov om butikstid således, at butikkerne i Field´s kan holde åbent søndag den 7. marts 2004 fra kl. 10.00 til kl. 20.00, subsidiært til kl. 24.00.

Field´s oplyser, at man allerede kampagnemæssigt har planlagt placeringen af de søndage, loven nu giver adgang til.

Steen & Strøm Danmark A/S anfører i sin ansøgning, at der forventes mellem 150.000 og 200.000 besøgende i forbindelse med indvielsen. Ved at henlægge åbningsdagen til en søndag forventes det, at man undgår det trafikkaos, der ellers vil kunne opstå på en hverdag.

I forbindelse med indvielsen af Field´s vil Københavns overborgmester, Malmøs borgmester samt ambassadører som repræsentanter for de internationale butikskæder, der etableres for første gang i Danmark, blive inviteret. Herudover arrangeres koncerter med internationalt format, internationalt modeshow m.v.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter, ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på en geografisk tilknytning til de officielle arrangementer.

Der er eksempelvis givet dispensation i København i anledning af 150-året for Danmarks Riges Grundlov, Dronning Margrethes 60 års dag, Danmarks afholdelse af Det Europæiske Melodi Grand Prix i København og senest i forbindelse med Strøgets 40 års jubilæum.

Derimod gav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslag på en ansøgning om dispensation i forbindelse med indvielsen af metro-strækningerne til Amagerbro og Vanløse samt bilfri dage i september 2003.

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder derfor ikke, at der er tale om en ganske særlig begivenhed, der ud fra den meget restriktive praksis på området vil kunne berettige en dispensation fra Lov om butikstid i anledning af indvielsen af Field´s, hvorfor det indstilles, at ansøgningen ikke anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

 

MILJØVURDERING

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 7. november 2003 fra Steen & Strøm Danmark A/S

2.      Supplerende oplysninger af 20. november 2003 fra Steen & Strøm Danmark A/S

3.      Kort over placeringen af Field´s i Ørestaden

 

 

Carsten Haurum

/ Birgitte Rasmussen

 


 


Til top