Mødedato: 04.11.2004, kl. 16:00

Miljøvurdering af indstillinger - positivliste

Miljøvurdering af indstillinger - positivliste

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 4. november 2004

 

 

Sager til beslutning

 

22.      Miljøvurdering af indstillinger - positivliste

(KFU 344/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at det fra 1. januar 2005 kun er indstillinger omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste, der miljøvurderes.

 

 

RESUME

På baggrund af resultaterne fra en evaluering af forvaltningernes erfaringer med miljø­vurdering af indstillinger har Miljø- og Forsyningsforvaltningen udarbejdet en plan for det videre arbejde med miljøvurdering af indstillinger. Planen blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 25. marts 2004.

Planen indebærer bl.a., at arbejdet med miljøvurdering af indstillinger bliver forenklet og mere rettet mod det politiske niveau.

Udgangspunktet for miljøvurderingen vil fremover være en positivliste for hver forvaltning med sagstyper, som vurderes at kunne have en væsentlig miljøpåvirkning. De enkelte sagstyper på positivlisten kobles med politisk vedtagne miljømål i Københavns Kommune. Alle sagstyper på positivlist­en skal miljøvurderes i forhold til tidligere vedtagne miljø­mål, og det skal som mini­mum fremgå, om indstillingen vil have en positiv, neutral eller negativ påvirkning i forhold til konkrete miljømål.

Der er udarbejdet en positivliste over de sagstyper i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der giver væsentlige miljøpåvirkninger, og som fremover foreslås miljøvurderet i indstillingerne til Kultur- og Fritidsudvalget. Positivlisten er udarbejdet i samarbejde med Miljø- og Forsyningsforvaltningen og de øvrige forvaltninger, som ligeledes har udarbejdet en positivliste hver.

Den nye metode til miljøvurdering af indstillinger foreslås at træde i kraft ved årsskiftet 2004/2005.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 26. april 2001 tiltrådte Borgerrepræsentationen forslag til retningslinjer og arbejdsredskaber til brug for forvaltningerne ved miljøvurdering af indstillinger. Samtidig blev det besluttet, at arbejdet med miljøvurdering af indstillinger skulle evalueres ved udgangen af 2002.

På baggrund af resultaterne fra evalueringen af forvaltningernes erfaringer med miljøvurdering af indstillinger er der udarbejdet en plan for det videre arbejde. Planen blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 25. marts 2004 (BR123/04).

 

Udgangspunktet for det videre arbejde er en positivliste med de typer af sager, som vurderes at kunne give en væsentlig påvirkning af miljøet. Til alle sagstyper på positivlisten kobles politisk vedtagne mål og målsætning­er. Alle indstillinger, der er omfattet af positivlisten, skal således miljøvurderes i forhold til tidligere vedtagne miljø­mål. Som minimum skal det beskrives, om indstillingen vil have en positiv, negativ eller neutral påvirkning på opfyldelse af de koblede miljømål.

Arbejdet med miljøvurdering af indstillinger og udviklingen af den nye metode har været fulgt af "Forum for Miljøvurderinger", hvor alle forvaltninger er repræsenteret.

 

Udarbejdelse af positivliste

Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste (bilag 1) er udarbejdet i et samarbejde med Miljøkontrollen og COWI A/S. På bygge- og anlægsområdet er arbejdet sket i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen for at sikre en fælles forståelse og ensartethed.

Samtidig er arbejdet med udviklingen af de enkelte forvaltningers positivlister blevet koordineret i Forum for Miljøvurderinger, hvor alle forvaltninger er repræsenteret, med henblik på at sikre en fælles forståelse og ensartethed i kvaliteten af miljøvurderingerne.

 

Hvilke sagstyper er omfattet af positivlisten

Der er inden for Kultur- og Fritidsforvaltningen to sagsområder, som vurderes at kunne give anledning til væsentlige miljøpåvirkninger:

·        Sager om byggeri: Fx nybyggeri, prioritering af vedligeholdelse, større renoveringsarbejder m.m.

·        Sager vedrørende drift og udvikling af kommunens forvaltninger, institution­er og virksomheder, der har miljøforbedringer som mål. Sagsområdet kaldes populært for "Fej for egen dør" og omfatter fx planer for miljøcertificering fra forvaltningens institutioner og eventuelle sager om energiforbrug og ressourcestyring m.m.

De to sagsområder er grundstammen i positivlisten og til begge sagsområder er koblet de miljømålsætninger, som Borgerrepræsentationen eller Kultur- og Fritidsudvalget har vedtaget, og som har relevans for det pågældende sagsområde.

Forvaltningen har hidtil kun udarbejdet få indstillinger til Kultur- og Fritidsudvalget inden for de to sagsområder. Det forventes derfor, at langt de fleste af de indstilling­er, der forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, ikke skal miljøvurderes, da de ikke er omfattet af positivlisten.

 

Opdatering af positivlisten

Positivlisten vil blive taget op til revision en gang om året i forbindelse med Kultur- og Fritidsforvaltningens rapportering af data til Københavns Kommunes grønne regnskab. Det vil i den forbindelse blive vurderet, om der er behov for en revision af positivlisten.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foretager en gang i kvartalet en opdatering af miljømålsætninger, som er vedtaget i Borgerrepræsentationen eller i fagudvalgene. Miljø- og Forsyningsforvaltningen sender løbende den opdaterede liste med målsætninger til de øvrige forvaltninger til orientering.

På baggrund af den opdaterede liste over miljømålsætninger fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen løbende behovet for opdatering af forvaltningens positivliste.

 

Standardformuleringer

Der vil blive benyttet følgende standardformuleringer i alle forvaltningernes indstillinger under overskriften "Miljøvurdering".

Sagstyper, der ikke er omfattet af positivlisten:

"Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes".

Sagstyper, der er omfattet af positivlisten, men som ikke vurderes at have væsentlige miljømæssige konsekvenser i det pågældende tilfælde:

"Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger".

 

De enkelte forvaltningers positivlister vil blive lagt på kommunens webside, således at borgerne kan se, hvilke indstillinger der skal miljøvurderes, og hvilke der ikke skal. Det er desuden intentionen, at det generelt skal blive mere tydeligt, hvilken påvirkning vedtagelsen af en sag har på de miljømål, der er vedtaget.

 

Implementering af metoden

Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste er som tidligere nævnt udarbejdet i samarbejde med Miljø- og Forsyningsforvaltningen og de øvrige forvaltninger.

Den nye metode til miljøvurdering af indstillinger vil blive præsenteret for relevante ledere og medarbejdere i Kultur- og Fritidsforvaltningen i løbet af efteråret 2004.  Den nye metode forventes klar til brug fra årsskiftet 2004/2005.

 

MILJØVURDERING

Den nye metode til miljøvurdering af indstillinger vurderes at målrette de fremtidige miljøvurderinger mod de indstillinger, hvor der er størst påvirkninger af miljøet. Intentionen med den nye metode er at gøre det synligt for beslutningstagerne, hvilke konsekvenser en given indstilling har på tidligere vedtagne mål og dermed skabe grundlag for at efterspørge mere miljøvenlige løsninger.

 

ØKONOMI

Implementeringen af den nye metode har ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1.      Positivlisten til miljøvurdering af indstillinger – forslag til positivlisten for Kultur- og Fritidsforvaltningen

 

 

Carsten Haurum

/Olga Brüniche-Olsen

 


 


Til top