Mødedato: 04.11.2004, kl. 16:00

Finansiering af genopretning af infrastrukturen på Holmen - Udsat 21.10.04 - KFU 318/2004 - Bilag tidligere udsendt -

Finansiering af genopretning af infrastrukturen på Holmen - Udsat 21.10.04 - KFU 318/2004 - Bilag tidligere udsendt -

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 4. november 2004

 

 

Sager til beslutning

 

14.      Finansiering af genopretning af infrastrukturen på Holmen - Udsat 21.10.04 - KFU 318/2004 - Bilag tidligere udsendt -

(KFU 347/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at igangsætte forhandlinger med Økonomiforvaltningen med henblik på at undersøge mulighederne for at frasælge hele eller dele af matrikel 616 på Holmen/Arsenaløen med henblik på at tilvejebringe finansieringen af genopretning af infrastrukturen på Holmen.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. oktober 2004

Sagen blev udsat.

 

 

RESUME

I budget 1999 indgik, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skulle tilvejebringe et udendørs idrætsanlæg på et af friarealerne på Holmen (delområde 1, 2 og 3) og efterfølgende anlægge promenadestier og genoprette Arsenalvej og Arsenalstien inkl. kloakker, elforsyning m.v.

Ved årsskiftet 2001/2002 overgik administrationen af hele området på 53.000 m2 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Ved overdragelsen af ejerskabet blev der givet en tillægsbevilling til KI til driften af det udendørs idrætsanlæg og den senere anlagte omklædningsbygning. Derimod blev der ikke bevilget midler til driften af resten af området, herunder Arsenalvej, eller til den besluttede genopretning af den fælles infrastruktur i området.

Anlægsudgifterne til genopretning af infrastrukturen er pt. skønnet til i alt 77 mio. kr. Københavns Kommunes andel heraf er beregnet til 6,1 mio. kr. over årene 2004-2006. Da der tidligere er afsat midler til genopretningen skønner Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der er afsat de nødvendige midler på 2,1 mio. kr. i 2004. Der er derimod stadig behov for yderligere 2,9 mio. kr. i 2005 og 1,1 mio. kr. i 2006. Hertil kommer årlige driftsudgifter i størrelsesordenen 100.000 kr. Kultur- og Fritidsudvalget er orienteret herom i notat af 12. august 2004. 

Da der i budget 2005 ikke er afsat midler til genopretning af infrastruktur på Holmen, er det nødvendigt at dække udgifterne ad anden vej. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at det i samarbejde med Økonomiforvaltningen undersøges, om midlerne kan findes ved at frasælge hele eller dele af matrikel 616, Christianshavns Kvarter, på Holmen.

Idrætsarealet på Holmen servicerer også den lokale folkeskole og Christianshavns Gymnasium. Som konsekvens heraf vil det videre arbejde med salg af hele eller dele af idrætsarealet på Holmen skulle ske i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. 

Der sigtes mod at der i givet fald kan forelægges en sag om salg af hele eller dele af arealet primo 2005. 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Der er brug for yderligere 4 mio. kr. i perioden 2005 og 2006 til genopretning af infrastrukturen på Holmen. Hertil kommer årlige driftsudgifter i størrelsesordenen 100.000 kr. Kultur- og Fritidsudvalget er orienteret herom i notat af 12. august 2004 (bilag 1). Baggrunden for indstilling om at undersøge mulighederne for at sælge hele eller dele af arealet er, at Kultur- og Fritidsudvalget ikke har midlerne i 2005 og 2006 til genopretning og drift af arealet.

 

Baggrund

I budget 1999 indgik, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skulle tilvejebringe et udendørs idrætsanlæg på et af friarealerne på Holmen (delområde 1, 2 og 3) og efterfølgende anlægge promenadestier og genoprette Arsenalvej og Arsenalstien inkl. kloakker, elforsyning m.v. Københavns Kommune via Økonomiforvaltningen havde til dette formål erhvervet en umatrikuleret del af Arsenaløen, parcel AR3A, med et samlet areal på 53.000 m2.

Ved årsskiftet 2001/2002 overgik administrationen af hele området på 53.000 m2 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Forvaltningen fik samtidig sæde i grundejerforeningen Holmen. På området var der den gang kun opført et udendørs idrætsanlæg, mens resten af kommunens område lå ubebygget hen. I 2002 blev der endvidere opført en pavillon med omklædning og bad på delområde 2. Pavillonen og idrætsanlægget drives af Københavns Idrætsanlæg (KI).

Ved overdragelsen af ejerskabet blev der givet en tillægsbevilling til KI til driften af det udendørs idrætsanlæg og den senere anlagte omklædningsbygning. Derimod blev der ikke bevilget midler til driften af resten af området, herunder Arsenalvej, ligesom der kun blev givet en etårig bevilling til betaling af ejendomsskatter m.v. i 2002. Betalingen af ejendomsskatter m.v. er derfor i 2003 og frem afsat inden for rammen af KI's årlige driftstilskud.

 

Genopretning af infrastruktur på Holmen

Københavns Kommune besluttede i forbindelse med udmatrikuleringen af Holmen, at der skal udarbejdes en samlet plan for udformning af de offentligt tilgængelige arealer. Efterfølgende har Bygge- og Teknikudvalget vedtaget, at grundejere på Holmen – og dermed også Kultur- og Fritidsforvaltningen – i henhold til lov om private fællesveje skal pålægges at bidrage økonomisk til genopretningen af den fælles infrastruktur i området.

I 2003 anlagde Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen som besluttet promenadestier i området, men forslaget til genopretning af Arsenal og Arsenalstien blev ikke godkendt af Vej & Park. I stedet vedtog Bygge- og Teknikudvalget at udforme vejen på Holmen på en sådan måde (BTU 312/2003), at udgifterne til genopretningen af infrastrukturen (veje, broer, kloakker m.v.) ikke kunne dækkes af den bevilling, som Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen havde til formålet.

Der blev allerede i januar 2004 afsat 1,34 mio. kr. til genopretningen af Holmen (BR 7/04), ligesom Uddannelses- og Ungdomsudvalget har en mindre del af bevillingen tilbage til formålet. På daværende tidspunkt havde grundejerforeningen Holmen og dennes rådgiver beregnet Københavns Kommunes andel af udgifterne til i alt 2,16 mio. kr. for 2003-2005. Siden da er der udarbejdet et samlet hovedprojekt for den fælles infrastruktur på Holmen.

I det nye hovedprojekt er udgifterne fordelt på henholdsvis fællesarealer og private fællesveje. De private fællesveje er i kommunens tilfælde Arsenalvej og Arsenalstien. Udgifterne til den del af genopretningen, som vedrører de private fællesveje, er væsentligt højere end forventet.

Udgifterne er pt. skønnet til i alt 77 mio. kr. Københavns Kommunes andel heraf er beregnet til 6,1 mio. kr. over årene 2004-2006. Udgifterne skal betales i rater, hvor raten i 2004 er 2,1 mio. kr., raten i 2005 er 2,9 mio. kr. og raten i 2006 er 1,1 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget har pt. en samlet bevilling på 1,48 mio. kr. til projektet, som er til disposition i 2004. Uddannelses- og Ungdomsudvalget har midler til anlægsprojektet i størrelsesordenen 0,8 mio. kr., som efter beslutning i Borgerrepræsentationen kan overføres til Kultur- og Fritidsudvalget. Dermed er det Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at der er afsat de nødvendige midler til genopretningen af Holmen i 2004.

Det resterende beløb på 4 mio. kr. for perioden 2005 og 2006 satte Kultur- og Fritidsforvaltningen på ønskelisten til budget 2005. Midlerne til genopretning af infrastrukturen på Holmen blev dog ikke afsat på budgettet, hvorfor det er nødvendigt at dække udgifterne på en anden måde.

 

Driftsøkonomi

Kultur- og Fritidsforvaltningen er som grundejer på Holmen også forpligtet til at stå for betaling af udgifterne til driften af området.

I forbindelse med genopretningen af Holmen er grundejerne blevet bedt om at oprette et vejlaug fordelt over de større veje på Holmen. For Københavns Kommunes vedkommende betyder det, at man sammen med Det Danske Spejderkorps (DDS) og rugbyklubben Nanok er gået i gang med at oprette Arsenalvejens Vejlaug.

I forbindelse med tilknytningen til vejlauget og grundejerforeningen Holmen er der yderligere omkostninger til snerydning, mindre reparationer m.v., som der ikke er afsat midler til i Kultur- og Fritidsforvaltningens budget. Det beløber sig til omkring 100.000 kr. årligt.

 

Salg af grund

Kommunens budget for 2005 er nu vedtaget af Borgerrepræsentationen. I budget 2005 er der ikke afsat midler til genopretning af infrastruktur på Holmen. Dermed er det nødvendigt at dække udgifterne - i størrelsesordenen 4 mio. kr. over to år - ad anden vej. Det kan ske ved enten at finde besparelser i det nuværende budget for 2005 og 2006 eller ved at sælge hele eller dele af matrikel 616 på Holmen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår på denne baggrund, at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til at igangsætte forhandlinger med Økonomiforvaltningen med henblik på at undersøge mulighederne for at frasælge hele eller dele af matrikel 616, Christianshavns Kvarter. Området er i lokalplanen udlagt til offentlige formål samt private institutioner mv. af almen karakter, som naturligt kan indpasses i området.

I det videre arbejde med et eventuelt salg af hele eller dele af arealet på Holmen skal indgå, at idrætsarealet anvendes af Christianshavns Skole og Gymnasium til udendørs idræt. Det skal ses i sammenhæng med, at særligt Christianshavns Skole har begrænsede udearealer. Som konsekvens heraf vil Uddannelses- og Uddannelsesforvaltningen blive inddraget i drøftelserne om den fremtidige arealdisponering.

I henhold til ejendomsvurderingen af 2004 repræsenterer den 53.000 m2 store grund en værdi på i alt 15.845.700 kr.

I henhold til styrelsesvedtægtens § 12, stk. 6 varetager Økonomiudvalget den umiddelbare forvaltning af bl.a. køb og salg af fast ejendom. I givet fald vil der således blive tale om en indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget til Økonomiudvalget om at Økonomiudvalget beslutter at indstille til Borgerrepræsentationen, at omhandlede areal frasælges.

Hensigten er at der i givet fald kan forelægges en sag om salg af arealet primo 2005. Udgangspunktet for indstillingen er, at indtægter fra salget af arealet går i kassen.

 

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøundersøgelser på grunden.

 

ØKONOMI

Der er anlægsudgifter i størrelsesordenen 4 mio. kr. til genopretningen af infrastrukturen på Holmen i perioden 2005-2006. Derudover er der årlige driftsmidler til grundejerforeningen Holmen og Arsenalvejens Vejlaug i størrelsesordenen 100.000 kr. årligt.

I henhold til ejendomsvurderingen af 2004 repræsenterer den 53.000 m2 store grund en værdi på i alt 15.845.700 kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Der er pt. placeret to mindre multibaner af asfalt og kunststof, en rugbybane, en 7-mands fodboldbane, en halv grusbane, en 100 m. tilløbsbane, en springgrav og en omklædningsbygning på matrikel 616. I forbindelse med et eventuelt salg af hele grunden på Holmen, skal der findes erstatningsarealer til de foreninger, som bruger området til daglig.

I det videre arbejde med et eventuelt salg af hele eller dele af arealet på Holmen skal indgå, at idrætsarealet også anvendes af Christianshavns Skole og Gymnasium til udendørs idræt. Det skal ses i sammenhæng med, at særligt Christianshavns Skole har begrænsede udearealer. Som konsekvens heraf vil Uddannelses- og Uddannelsesforvaltningen blive inddraget i drøftelserne om den fremtidige arealdisponering.

 

BILAG

1. Notat af 12. august 2004

 

 

Carsten Haurum

/Mads Kamp Hansen

 


 


Til top