Ansøgning fra Sharinglab om støtte til projektet OurHub
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 800.000 kr. i støtte til Sharinglab, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:
Følgende repræsentant fra SharingLab havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
- Søren Steen Poulsen
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.
Problemstilling
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Løsning
Det er projektets formål at styrke legen og idrætten i byrummet og undersøge og demonstrere, hvordan den uformelle leg og en aktiv livsstil i fællesskaber kan skabe værdi for borgerne og bidrage til byens sammenhængskraft og sociale bæredygtighed.
Den løsning, som Sharinglab har udviklet, kombinerer hardware og software i en fysisk installation, der benytter digital teknologi.
Den fysiske del består af et stålskab - kaldet en hub - der bruges til at dele udvalgte spil og træningsudstyr. I selve hubben har brugerne adgang til robuste idrætsredskaber, der understøtter social aktivitet. Foreløbig er der designet løsninger for spillene petanque, mölkky, bocce, kroket, stangtennis, street basket, volleyball, TRX-træningsremme og bordtennis.
Desuden består løsningen af en app, der fungerer både som en nøgle, der kan åbne hubben, og en service, der forbinder mennesker til spil og idræt sammen med andre.
Projektet udføres i 2019-2020. Udover Københavns Kommune søger Sharinglab økonomisk støtte fra en række andre parter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis ansøgningen imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens indstilling om afslag, idet Kultur- og Fritidsforvaltningen samtidig blev anmodet om at gå i dialog med ansøger om etablering af et antal Hubs uden kommunal medfinansiering, idet ansøger i forbindelse med foretrædet havde oplyst, at der ikke længere var behov for kommunal medfinansiering.