Mødedato: 04.09.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Erstatningsaktivitetsrum i forbindelse med udskydelse af åbningen af Kulturcenter Kildevæld

Se alle bilag
Kulturcenter Kildevæld er, på grund af alvorlige projekterings- og udførselsfejl, forsinket op til 1,5 år. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes midlertidige aktiviteter frem mod åbningen af Kulturcenter Kildevæld.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at igangsætte midlertidige erstatningsaktiviteter for Kulturcenter Kildevæld indenfor rammen af de midler, der er sat af til drift af kulturcentret.

Problemstilling

Åbningen af Kulturcenter Kildevæld er forsinket op til 1,5 år. Baggrunden er, at der er opstået byggetekniske udfordringer i udførselsfasen. Økonomiforvaltningen blev opmærksom på fejlene sent i byggeprocessen, og Kultur- og Fritidsforvaltningen blev orienteret herom i juni 2019. På daværende tidspunkt var man tæt på at invitere til åbning af kulturcentret i september 2019.

Der kan igangsættes midlertidige aktiviteter på Ydre Østerbro i perioden indtil Kulturcenter Kildevæld åbner. Dette kan ses i sammenhæng med efterspørgsel på kulturfaciliteter i Ydre Østerbro og lukningen af Havnekulturkontoret i Nordhavn.

Kulturcenter Kildevæld skal understøtte hverdagsmøder mellem mennesker og invitere lokalområdet til at være medskabere af deres egen bydel. Derudover skal kulturcenteret på sigt blive en smeltedigel for mødet mellem kulturbrugere og skolebørnene på Kildevældsskolen.

Løsning

Der er afsat ca. 5,4 mio. kr. til varig drift af Kulturcenter Kildevæld. En løsning med midlertidige erstatningsaktiviteter skønnes at kunne realiseres for 1,5 mio. kr. årligt. Hvis der kan arbejdes videre med en pavillonløsning, skal der påregnes udgifter til opsætning og nedtagning af en sådan. Indenfor den ramme kan et beløb konverteres fra de ubrugte driftsmidler til drift af midlertidige aktiviteter i 2020 og 2021 på Ydre Østerbro. Midlerne vil give mulighed for at igangsætte nogle af de aktiviteter, som er planlagt i Kulturcenter Kildevæld, herunder lokaler til folkeoplysende foreninger og kulturhusaktiviteter i en anden lokation i bydelen til trods for, at åbningen af Kulturcenter Kildevæld er forsinket.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har, i tæt dialog med Østerbro Lokaludvalg, undersøgt forskellige muligheder for etablering af midlertidige aktiviteter for Kulturcenter Kildevæld. Der er ikke fundet en endelig løsning, der med sikkerhed er mulig.

Østerbro Lokaludvalg prioriterer en pavillonløsning ved Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen. Nedenfor er oplistet de muligheder i lokaludvalgets prioriterede rækkefølge, som kan undersøges nærmere i den videre proces:  

1. Pavillon ved Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen
2. Andre lejemål

Pavillonløsning ved Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen

Østerbro Lokaludvalg prioriterer en pavillonløsning på minimum 250-350 m2 i umiddelbar nærhed til Kildevældsskolen og det kommende Kulturcenter Kildevæld (Bilag 1). Omkostninger hertil skal afklares i det videre arbejde og er afhængig af størrelse og indretning. Hertil skal lægges etableringsomkostninger, driftsomkostninger mm. Lejemålet vil være et tredjemandslejemål, der skal dog ikke deponeres midler, da der er tale om en midlertidig lejekontrakt, som maksimalt vil kunne forlænges til en periode på tre år.

Pavillonerne vil kunne indeholde dele af de aktiviteter, der er planlagt for Kulturcenter Kildevæld. Heriblandt et større lokale til cafefunktion, aktiviteter som forelæsninger, teater og bevægelse samt et mødelokale på 20-30 m2. Indretning og aktiviteter planlægges nærmere i næste fase i tæt dialog med Østerbro Lokaludvalg.

Det skal afklares i tæt dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen, Økonomiforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen i den videre proces, hvorvidt en pavillonløsning er mulig. De planmæssige forhold skal bl.a. afklares nærmere.  

Andre lejemål

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt forskellige lejemål og været i tæt dialog med Østerbro Lokaludvalg om placering. Både tomme kommunale lokaler og private lejemål i nærheden har været undersøgt. Der er enkelte kommunale lejemål i spil, men dette afventer en videre dialog med relevante forvaltninger.

Hverken Kultur- og Fritidsforvaltningen eller Østerbro Lokaludvalg har fundet egnede private lejemål til formålet. Ét lejemål som forvaltningen har været i dialog med Østerbro Lokaludvalg om, har udvalget valgt fra på grund af dårlig tilgængelighed.

Hvis det ikke er muligt at nå i mål med placering af pavilloner ved Kildevældsskolen, ses igen på andre placeringer i nærområdet. Dette arbejde vil ske i samarbejde med Københavns Ejendomme og i dialog med Østerbro Lokaludvalg.

Baggrunden for forsinkelsen af Kulturcenter Kildevæld

Ved byggeriet af Kulturcenter Kildevæld er der ved gennemgangen af bygningen konstateret en stor mængde alvorlige projekterings- og udførelsesfejl. Byggeri København har besluttet, at der skal udføres syn og skøn på kulturcenteret. Det vurderes, at udbedring af fejlene kan komme til at forsinke ibrugtagningen af kulturcenteret med op til halvandet år. Sagen er uddybet i indstillingen 'Status på færdiggørelse af Kulturcenter Kildevæld'.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Godkendes indstillingen, bemyndiger Kultur- og
Fritidsudvalget Kultur- og Fritidsforvaltningen til at arbejde videre med midlertidige aktiviteter frem til åbningen af Kulturcenter Kildevæld indenfor en ramme 1,5 mio. kr. årligt til drift samt eventuelle merudgifter til opsætning og nedtagning af pavilloner. Når den endelig økonomi og herunder periodisering kendes, indarbejdes de bevillingsmæssige konsekvenser efter aftale med Økonomiforvaltningen i først mulige sag om bevillingsmæssige ændringer. 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med en løsning. Når der er fundet en løsning, orienteres Kultur- og Fritidsudvalget herom i et statusnotat. Er der flere løsningsmuligheder, bliver sagen fremlagt påny. 

De kommende erstatningsaktiviteter udvikles i tæt samarbejde med Østerbro Lokaludvalg samt relevante aktører og foreninger, der har været en del af arbejdet med Kulturcenter Kildevæld.

 

Mette Touborg  /

                             Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at arbejde videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Til top