Mødedato: 04.09.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tryghedsskabende indsatser på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et revideret udkast til budgetnotat om tryghedsskabende indsatser på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner med henblik på forhandlingerne om Budget 2020. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender revideret udkast til budgetnotat om tryghedsskabende indsatser på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner (bilag 1) med henblik på forhandlingerne om Budget 2020.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Problemstilling

I budget 2018 blev der afsat 6,5 mio. kr. over en treårig periode til tryghedsskabende indsatser på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner. Baggrunden for beslutningen var en evaluering af selvbetjent åbningstid, der viste perioder med udfordringer i form af uro og uhensigtsmæssig adfærd blandt ungegrupperinger, stofmisbrugere og hjemløse, som skabte utryghed hos både borgere og personale på kommunens biblioteker og kultur- og idrætsfaciliteter.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 19. juni 2019 at henvise et budgetnotat om forlængelse af bevillingen til tryghedsskabende indsatser på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner til forhandlingerne om Budget 2020, idet udvalget dog anmodede forvaltningen om at forelægge udvalget et nyt udkast til budgetnotat, på baggrund af udvalgets tilkendegivelser på mødet.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et forslag til tryghedsskabende indsatser, som kan gennemføres for en samlet bevilling på 24,5 mio. kr. i 2020-2023. Udgifterne fordeler sig med 6,5 mio. kr. årligt i 2020-2022 og 5 mio. kr. årligt fra 2023 og frem.

Forslaget indeholder overordnet set to spor. Et spor med indsatser, der har til formål at forebygge uhensigtsmæssig adfærd (1-3) og et spor med indsatser, der har til formål at løse de akutte problemer, der måtte opstå (4-5):

  1. Relationsmedarbejdere
  2. Partnerskaber om varetagelse af værtsrolle
  3. Fysisk indretning, der understøtter partnerskaber og aktiviteter
  4. Beredskab og servicerundering
  5. Brug af ny teknologi

Indsatserne er beskrevet i bilag 1 og udgør tilsammen en systematisk, helhedsorienteret og samtidig fleksibel tryghedsindsats, der spænder fra indsatser af mere forbyggende og relationel karakter til indsatser, der muliggør hurtig håndtering af større problemstillinger.

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan supplerende oplyse, at der til forhandlingerne om Budget 2020 også er bestilt et budgetnotat om, hvad det vil koste at genindføre bemanding på Kultur- og Fritidsforvaltningens idrætsfaciliteter svarende til niveauet i 2013 samt alternativt en skaleret model anbefalet af Kultur- og Fritidsforvaltningen (bilag 1).

En genindførelse af 2013-modellen på idrætsfaciliteterne indebærer merdriftsudgifter på årligt 9 mio. kr., mens en genindførelse af bemandingen på biblioteker og kulturhuse svarende til niveauet i 2013 koster henholdsvis 10,1 mio. kr. og 4,6 mio. kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil budgetnotatet indgå i forhandlingerne om Budget 2020.

 

Mette Touborg

                                           / Rikke Skovbølling Brandt          

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2019:

Samtlige udvalgsmedlemmer stemte for et forslag om, at der af udvalgets disponible midler (konto 3.35.64.1.) i 2019 afsættes 300.000 kr. til vagter og servicerundering i resten af 2019 som del af den øgede tryghedsskabende indsats i Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner, jf. sagsbeskrivelsen i dagsordenens punkt 7.

Samtlige udvalgsmedlemmer godkendte herefter indstillingen.

 

Karina Rohrberg Jessen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre ser med stor bekymring på de problemer med manglende sikkerhed i københavnske haller, der har vist sig gennem 2019, og er ikke overbeviste om, at de fremlagte forslag reelt vil løse problemerne. Vi kommer derfor til at gå til budgetforhandlingerne med et ønske om at sikre fast bemanding i de mest udfordrede idrætshaller. Dét skylder vi de børn og forældre, der ønsker sig at kunne dyrke sport i trygge rammer”  

 

Til top