Nye muligheder for biblioteker og idrætshaller ved skoleudbygninger
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget lader forslaget om at opføre biblioteker på Husum Skole og Skolen på Islands Brygge, og idrætshaller på Sønderbro Skole og Bellahøj Skole, indgå i forhandlingerne om Budget 2015.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede 13. november 2008, at der, ved udbygning af eksisterende skoler og ved etablering af nye skoler, skal etableres en egentlig idrætshal på skolen.
På skolerne Husum Skole, Skolen på Islands Brygge, Sønderbro Skole og Bellahøj Skole er der mulighed for at samtænke udvidelse af skolerne med opførelsen af biblioteker og idrætshaller.
Hvis muligheden for samtænkning skal udnyttes i forbindelse med de fire skoleudvidelser, er der behov for en politisk stillingtagen i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2015, for at sikre en samlet projektering af skolerne.
Løsning
Der er generelt gode erfaringer med samtænkning af faciliteter på tværs af skole, bibliotek og idrætsfaciliteter. Samtænkning af faciliteter skaber intelligent udnyttelse af skolernes kvadratmeter. Samtidig er skolerne placeret centralt i lokalområderne, og der er tænkt i sikre adgangsveje. Ved at samle flere faciliteter på kommunens skoler, samles flere fritidstilbud til glæde for skoler, foreningslivet og biblioteksbrugerne.
Der er gode erfaringer med biblioteker på skoler, blandt andet fra Ørestad Bibliotek. Erfaringerne viser, at samtænkning af skole og bibliotek giver mulighed for synergi mellem biblioteket og skolens læringscenter, til gavn for både lokale borgere og skoler. Endvidere tages et nyt fælles elektronisk bibliotekssystem for biblioteker og skoler i brug i 2015 og 2016, hvilket giver nye muligheder for samarbejde om drift og materialer.
Endelig er der gode erfaringer med at samtænke biblioteker og Borgerservice Kvik, hvilket vil indgå som en mulighed i det videre arbejde med biblioteker på folkeskoler. I det videre arbejde med fælles biblioteksløsninger er det desuden væsentligt at afklare samspillet mellem folkebiblioteker og skoler i forhold til arealer, funktionalitet og finansiering af skolernes læringscenter.
Opførelsen af nye idrætshaller kan imødekomme borgernes efterspørgsel efter gode idrætsfaciliteter. En egentlig idrætshal er på 1.600 m2 og kan rumme en håndboldbane, hvorimod de noget mindre gymnastiksale ikke har samme udnyttelsesmuligheder. Facilitetsundersøgelsen behandlet af KFU 27. juni 2013 viser, at idrætshallerne anvendes markant mere end de mindre gymnastiksale.
En idrætshal vil være et stort løft for skolerne såvel som lokalområdet og bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem skole og fritidsliv. Skolereformen, som netop er trådt i kraft, har et stort idrætsfokus, hvilket understreger, at det er helt centralt, at skolerne har gode idrætsfaciliteter.
To biblioteker og to idrætshaller på fire folkeskoler
Skolen på Islands Brygge – Bibliotek (65,7 mio. kr. - ombygning 1.150 m2 og ny bygning 950 m2)
Ved en udvidelse af Skolen på Islands Brygge kan folkebiblioteket placeres sammen med skolens læringscenter. Der er i 2011 opført en idrætshal på skolen. Et bibliotek på skolen vil dermed skabe et lokalt kraftcenter med tilbud om kultur- og idrætsfaciliteter samlet. Det nuværende folkebibliotek på Islands Brygge er nedslidt og uhensigtsmæssigt indrettet, hvorfor der længe har været arbejdet med alternative placeringsmuligheder.
Biblioteket anslås at koste 65,7 mio. kr. Den relativt høje pris skyldes, at projektet både omfatter, at biblioteket skal etableres i en bygning, som skal renoveres, og at skolens administration skal flyttes til en ny bygning.
Det betyder, at 950 m2 skal nybygges, mens 1.150 m2 skal ombygges. Desuden skal udearealet forbedres. I beløbet er omkostninger til flytning medtaget.
Matriklen Artillerivej 126 indgår i alle de præsenterede løsningsmodeller for udvidelsen af skolekapaciteten på Islands Brygge, enten som selvstændig skole eller som en del af Skolen på Islands Brygge. Artillerivej 126 er placeret på randen af Islands Brygge, og vurderes ikke umiddelbart at være funktionel til opførelse af et bibliotek.
Husum Skole – Bibliotek (32/ 47,4 mio. kr. - ny bygning 1.200 m2 og evt. merudgift til nedrivning)
Ved en udvidelse af Husum Skole kan et biblioteket placeres sammen med skolens læringscenter. Det nuværende folkebibliotek i Husum er uhensigtsmæssigt placeret ovenpå en butik og uden gadekontakt, hvilket gør biblioteket mindre synligt i lokalområdet og giver dårlige adgangsforhold til biblioteket.
Prisen på et nyt bibliotek afhænger af valg af scenarie for skoleudbygningen.
- Et bibliotek placeres i en ny bygning på 1.200 m2, hvilket anslås at koste 32 mio. kr.
- Etableres både bibliotek og gymnastiksal, skal der, ud over den nye bygning, nedrives en eksisterende bygning. Samlet anslås det at koste 47,4 mio. kr.
I beløbene er omkostninger til flytning medtaget og anslået til 1 mio. kr.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 21. august 2014 at henvise forslaget om opførelse af et bibliotek på Husum Skole til forhandlingerne om Budget 2015.
Sønderbro Skole - idrætshal (65,7 mio. kr. - ombygning og merudgift i forhold til en gymnastiksal)
Idrætshallen kan etableres ved, at den eksisterende gymnastiksalsbygning, som rummer to gymnastiksale udvides. Hallen sammenbygges med Frankrigsgades Svømmehal, så der skabes et samlet sportscenter i lokalområdet.
Merudgiften ved en idrætshal i stedet for en gymnastiksal anslås til 65,7 mio. kr. I beløbet indgår tekniske tilpasninger af den eksisterende bygning, hvor hallen placeres.
Bellahøj Skole – idrætshal (25,7 mio. kr. - merudgift i forhold til to gymnastiksale)
Idrætshallen kan etableres som en selvstændig enhed, uden sammenbygning med den eksisterende skole. Opførelsen af en idrætshal i stedet for to gymnastiksale forudsætter, at kunststofatletikbanen nedlægges. En idrætshal vil understøtte skolens idrætsprofil og eliteaktiviteter på skolen.
Merudgiften ved en idrætshal i stedet for to gymnastiksale anslås til 25,7 mio. kr.
Økonomi
Videre proces
Forvaltningen vil arbejde videre med samtænkning af faciliteter inden for skole-, idræts- og biblioteksområdet på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt, idet også forslag om et bibliotek i forbindelse med skoleudbygningen på Christianshavn indgår i de kommende forhandlinger.