Mødedato: 04.09.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Fornyelse af aftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sofiebadet

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges fornyelse af aftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sofiebadet.

 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager aftale for 2015-2017 mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sofiebadet til efterretning (bilag 1).

Problemstilling

Sofiebadets aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen udløber i 2014.

 

Løsning

Sofiebadet er den gamle fredede Christianshavns Badeanstalt, som i dag drives af Foreningen Sofiebadet. Foreningen har holdt badet åbent siden 2001 og tilbyder gæster en række forskellige badeoplevelser, herunder besøg i tyrkisk inspireret Hamam.

Sofiebadet er endvidere ramme for en række kulturelle aktiviteter og projekter som fx koncerter og hamamdialoger med digtoplæsning og sang under brusebad. Derudover arrangerer Sofiebadet månedtlige rundvisninger med temaer indenfor arkitektur, miljø, badekultur og historie. Sofiebadet deltager desuden i en række kulturelle events som Golden Days, Kulturnatten og Christianhavnerdagen.

Målsætningen for Sofiebadets kulturprojekter er:

- At udbrede kendskabet til Sofiebadets historiske bygning og de bæredygtige- og energibesparende tiltag i den fredede bygning.

- At udnytte de unikke rammer til musikarrangementer, hamamdialoger og andre særarrangementer.

- At formidle husets kunstneriske udsmykning og udnyttelsen af historiske materialer i nye sammenhænge.

- At formidle forskellige badekulturer til Sofiebadets gæster.

Strategien for Sofiebadets kulturprojekter er:

• At afholde månedlige rundvisninger for interesserede i arkitektur, miljø, badekultur og historie.

• At afholde af 8-10 årlige musikarrangementer med banebrydende musikalske aktører.

• At afholde op til 12 hamamdialoger årligt med digtoplæsning, sang under brusebad mv.

• At deltage i kulturevents som Golden Days festival, Kulturnatten og Christianshavnerdagen.

• At udvikle Sofiebadets markedsføring til i højere grad at fokusere på de kulturelle aktiviteter.

• At udvide websiden med oplysninger om mulighed for rundvisninger, hamamdialoger og øvrige kulturaktiviteter.

Tilskud fra Københavns Kommune:

Københavns Kommune yder et årligt tilskud på 228.000 kr. (ekskl. moms) til Foreningen Sofiebadet.




Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Carsten Haurum

                                     /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2014:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.
Til top