Mødedato: 04.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Indmeldte temaer til budget 2016

Se alle bilag
Økonomiudvalget har besluttet, at forvaltningerne under en række temaer skal beskrive problemstillinger, der bør håndteres i Budget 2016. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om, hvilket bidrag Kultur- og Fritidsforvaltningen har oversendt til Økonomiudvalget.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Økonomiudvalget besluttede den 17. marts 2015, at forvaltningerne skal udarbejde beskrivelser af problemstillinger inden for en række temaer og udarbejde konkrete budgetnotater med henblik på at bidrage til løsninger. I kommunens budgetproces vil der være vægt på, hvad der er "need to" for at opretholde sund basisdrift, etablere den nødvendige kapacitet og fastholde værdien af kommunens bygninger, veje mv. Kultur- og Fritidsudvalget drøftede den 30. april 2015, hvilke problemstillinger udvalget vurderer som "need to".

Løsning

Kultur- og Fritidspolitikken lægger vægt på, at kultur og fritid har en værdi i sig selv, men også kan medvirke til at løse opgaver inden for andre områder. Forvaltningen har derfor, med forbehold for behandlingen i Kultur- og Fritidsudvalget den 4. juni 2015, indmeldt følgende temaer med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget inden forhandlingerne om budget 2016. Forslagene bidrager udover til kultur- og idrætsaspektet til sundhed, livslang læring og udviklingen af en attraktiv by at bo og drive erhverv i.

Temaerne er
- Demografiregulering af tilskud til folkeoplysende foreninger med børn- og unge mv. (bilag 1)
- Genopretning af faciliteter - idræt og kultur (bilag 2)
- Nye byområder - idræt og kultur (bilag 3)
- Nye faciliteter - idræt og kultur (bilag 4)
- Vækst (bilag 5)

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De indmeldte temaer bliver forelagt Økonomiudvalget til orientering den 9. juni 2015 i forbindelse med behandlingen af indstillingen om udvalgenes budgetbidrag.

Forvaltningen vil udarbejde budgetnotater til de enkelte temaer med henblik på forhandlingerne om budget 2016. Fristen herfor er den 11. august 2015. Økonomiudvalget vil på mødet den 19. august 2015 blive forelagt en endelig afrapportering i sagen, herunder de indsendte budgetnotater.

Herudover udarbejder forvaltningen budgetnotater på øvrige sager, som Kultur- og Fritidsudvalget henviser til budgetforhandlingerne, jf. orientering herom til Kultur- og Fritidsudvalget den 6. marts 2015.


Carsten Haurum

                                                                                /Susanne Hougaard Heunicke

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. juni 2015:

Indstillingen blev taget til efterretning, idet Kultur- og Fritidsudvalget i denne forbindelse bl.a. tilkendegav,

at der i højere grad kan være tale om en form for behovsregulering (i stedet for demografiregulering), f.eks. med udgangspunkt i udviklingen af antal medlemmer mv.,

at prioriteringen vedrørende genopretning af faciliteter tydeliggøres og

at betydningen af den kreative vækst skal tydeligere frem.

Forvaltningen bemærkede, at en særlig indstilling vedrørende den fremtidige anvendelse af Østre Gasværksgrunden er på vej, samt at der er bestilt et budgetnotat vedrørende Smedestræde 2.

Neil Bloem ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "SF er bekymret over, at forslaget om et nyt bibliotek og en teatersal ved Smedestræde 2 ikke indgår i forvaltningens indmeldte temaer til de kommende budgetforhandlinger."
Til top