Mødedato: 04.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Anatolien Kulturdage 2015

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til "Anatolien Kulturdage 2015".

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at der gives afslag på ansøgningen om støtte til "Anatolien Kulturdage", da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2015.

Problemstilling

Sefa Ünsal søger på vegne af Anatolien Kulturcenter Kultur- og Fritidsudvalget om 225.000 kr. til "Anatolien Kulturdage 2015" på Københavns Rådhusplads i perioden 6.- 7. juni 2015 (bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2015.

Løsning

Anatolien Kulturfestival er en årligt tilbagevendende festival, som har til formål at øge kendskabet til den anatolske kunst og kultur i Danmark.

Formålet opnås ifølge ansøger ved at tiltrække flere med anden etnisk baggrund til at bruge det offentlige rum samt ved at inddrage etniske minoritetskvinder og udsatte børn med anden etnisk baggrund i sociale arrangementer.

Herudover er formålet at hylde kvinderettigheder, at gøre København til en skandinavisk hovedstad for anatolsk kultur- og musikarrangementer samt at promovere København i Tyrkiet gennem en international mediedækning.

Det er sjette år i træk, festivalen afvikles i København, og der forventes 30-40.000 deltagere. Det er gratis at deltage i festivalen.

Program:
Programmet, som begynder kl. 10.00 begge dage og slutter omkring midnat efter hovedkoncerten, vil bl.a. byde på:

Klassisk anatolsk håndarbejde:
  • Ney - tyrkisk bambusfløjte
  • Sedefkar kunst - bearbejdning af horn til smykker mv.
  • Kinesisk kalligrafi
  • Ebru maling, der udarbejdes på vand
  • Keramisk håndarbejder og produkter
  • Udsmykninger på glas

Desuden:

  • Klassiske anatolske instrumenter: ney, nanun og lut
  • Hvirvlende Dervish - danseshow
  • Anatolsk/orientalsk folkedans
  • Oplæsning af Nasreddin Hodja digte
  • Osmanisk te-hus "Sark Kösesi"
  • Udstillinger samt boder med anatolske produkter

Programmet afsluttes med en koncert med de tyrkiske sangere Emre Aydan og Irem Devici og den kurdiske sangerinde Sevcan Orhan.

Budget:
Det samlede budget er på 1.265.000 kr. Der forventes 530.000 kr. i sponsorindtægter, 75.000 kr. i indtægter fra salg i boder, 75.000 kr. i sponsorater fra Tyrkiet og 360.000 kr. fra DUF, Nordea-fonden og Kulturministeriet. Tilskudsbehovet er herefter 225.000 kr., som søges dækket af udvalget.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.


Carsten Haurum

                                                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. juni 2015:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der ydes et tilskud på 225.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et mindretal (Rikke Lauritzen) stemte for forslaget.
Et flertal (Tue Hækkerup, Simon Strange, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Lilian Parker Kaule og Andreas Pourkamali) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Til top