Mødedato: 04.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: World Cup Copenhagen - Dressur og Ridebanespringning 2017-2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tilskud til World Cup Copenhagen 2017-2019 - World Cup Dressur og Ridebanespringning i Royal Arena.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgningen om tilskud på 1,5 mio. kr. i 2017, 2,85 mio. kr. i 2018 og 2,4 mio. kr. i 2019 til World Cup Copenhagen i Royal Arena til forhandlingerne om Budget 2016.

Problemstilling

JBK Horse Shows søger Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud til World Cup Copenhagen i Royal Arena i årene 2017 til 2019 (bilag 1).

Af det samlede budget på godt 20 mio. kr. per år, søges Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 1,5 mio. kr. i 2017, 2,85 mio. kr. i 2018 og 2,4 mio. kr. i 2019. På baggrund af eventens størrelse og det offentlige tilskudsbehov har forvaltningen vurderet, at ansøgningen ikke indgår i Event- og Festivalpuljen, men bør behandles selvstændigt med henvisning til forhandlingerne om Budget 2016.

Forvaltningen har i forbindelse med indstillingen udarbejdet en eventvurdering (bilag 2).

Løsning

Med World Cup Copenhagen ønsker ansøger at afvikle et World Cup kvalifikationsstævne i disciplinerne dressur og ridebanespringning i Københavns nye multiarena, Royal Arena, i februar måned i årene 2017, 2018 og 2019.

Den overordnede målsætning er at gøre World Cup Copenhagen til et af de mest attraktive stævner i verden og en årligt tilbagevendende begivenhed i Royal Arena i København. Dette forsøges opfyldt ved at tiltrække verdenseliten indenfor både springning og dressur, med yderligere ambition om på sigt at få World Cup finalen til byen.

Ifølge ansøger er netop World Cup serien i både springning og dressur de mest betydningsfulde og højt rangerende ridesportsbegivenheder i verden, kun overgået af EM, VM og OL, som modsat World Cup Copenhagen kun bliver afviklet hvert 2. eller 4. år og hele tiden nye steder. Der forventes et samlet tilskuerantal på over 23.500, hvoraf en stor andel er tilrejsende fra udlandet. Særligt forventes mange svenske og tyske gæster at komme til København i forbindelse med World Cup Copenhagen.

JBK Horse Shows har gennem en lang årrække arrangeret en mængde forskellige ridesportsbegivenheder, som indtil videre kulminerede med Europamesterskaberne i Springning, Dressur og Para-Dressur i Herning i august 2013 (bilag 3 og 4). Arrangørgruppen bag World Cup Copenhagen består samlet set af organisationer med solid dokumenteret erfaring i afvikling af store internationale events. På nuværende tidspunkt består gruppen af Dansk Ride Forbund, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, samt JBK Horse Shows.

Eventvurdering
Eventen er vurderet med afsæt i Københavns Kommunes eventvurderingsmodel (bilag 2).

Eventens samfundsøkonomiske effekter vurderes positive. Erfaringer fra tidligere afviklede World Cup kvalifikationer viser, at eventen kan forventes at tiltrække en stor andel udenlandske gæster med et højt døgnforbrug, og ifølge arrangørens beregning medfører World Cup Copenhagen eventgenereret turismeomsætning på 52 mio. kr. i 2017 (bilag 5). Derimod er World Cup Copenhagen tildelt lav score på parametrene, der angår borgerrelevans og betydning for det københavnske idrætsbillede. Her vurderes eventen ikke at kunne opfylde den tilsigtede effekt, som Københavns Kommune har for større idrætsbegivenheder, der afvikles i byen.

Offentlig finansiering
JBK Horse Shows' budget i 2017, 2018 og 2019 er baseret på erfaringer fra tidligere afholdte ridesportsbegivenheder. Budgetudkastet tager udgangspunkt i, at alle eventarrangørerne bidrager økonomisk til projektet.

Ansøger har understreget for forvaltningen, at tilkendegivelse af tilskud fra Københavns Kommune for alle tre år, 2017-2019, er en forudsætning for, at eventen kan gennemføres.

Wonderful Copenhagen har på ansøgers vegne undersøgt støttemulighederne i Region Hovedstadens eventpulje. Her vurderes det, at der er mulighed for at søge op til 2 mio. kr. i tilskud i 2017 (jf. budget). Regionen kan dog kun støtte en event en enkelt gang og ikke gennem flere år.

Sport Event Denmark søges om tilskud til World Cup Copenhagen på hhv. 3,5 mio. kr. i 2017, 2,85 mio. kr. i 2018 og 2,4 mio. kr. i 2019. I en skriftlig henvendelse til Københavns Kommune (bilag 6) tilkendegiver Sport Event Denmark deres opbakning til eventen og meddeler, at administrationen vil søge bestyrelsens formelle godkendelse af en økonomisk involvering i eventen. Dette forventes gjort inden udgangen af 2015.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, indgår finansieringen i forhandlingerne om Budget 2016.


Carsten Haurum


                                                                                                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. juni 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget lægger vægt på, at der skal være tale om en københavnerbegivenhed, der inddrager borgerne mest muligt, ligesom en forankring af eventen i hele Hovedstadsregionen mv. vil være ønskelig.
Til top