Mødedato: 04.05.2006, kl. 13:00

Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole

Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 4. maj 2006

 

Fraværende

 

 

 

16.      Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole

(KFU 220/2006)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

 

at      der gives en tillægsbevilling på 3,8 mio. kr. til dækning af merudgifter i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for Vesterbro Ny Skole. Der anvises dækning for udgiften på 3,8 mio. kr. i 2006 på  konto 3.01.3, rådighedsbeløb til folkeskoler på Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2006

 

at     forslaget efter procedure for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget i anlægsbevillinger pr. 1. januar 2006 sendes til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget inden behandlingen i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2006

Indstillingen blev godkendt.

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Kultur- og Fritidsudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"På baggrund af de foreliggende oplysninger har Kultur- og Fritidsudvalget følgende bemærkninger til Børne- og Ungdomsudvalgets indstilling om Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole. Der henvises i øvrigt til de forudsætninger og bemærkninger der fremgår af indstillingen og de vedlagte bilag, herunder det administrative høringssvar Københavns Ejendomme tidligere har afgivet til sagen."

 

Vedrørende Børne- og Ungdomsudvalgets indstilling om tillægsbevilling på 3,8 mio. kr.

Til dækning af merudgifter i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for Vesterbro Ny Skole søges en tillægsbevilling på 3,8 mio. kr., udgiften afholdes i 2006. Af den samlede bevilling overføres 3,77 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme, konto 3.01.3.

På grund af den forventede merudgift har det været nødvendigt at sætte dele af det igangværende byggeri i stå, indtil en tillægsbevilling til merudgifterne er endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen. Denne standsning af byggeriet vil antageligt medføre yderligere udgifter til forlænget drift af byggeplads og til kompensation for de udførende entreprenørers stilstandsomkostninger. 

Kultur- og Fritidsudvalget forudsætter at eventuelle merudgifter som følge af byggeriets standsning afholdes af Børne- og Ungdomsudvalget, eller at Børne- og Ungdomsudvalget alternativt anviser kompenserende besparelser i projektet.

 

Vedrørende udgifter til forstærkning af konstruktionerne i skolens mellembygning

I forbindelse med byggesagens gennemførelse blev man opmærksom på, at konstruktionen under skolens eksisterende tandklink ikke har den fornødne styrke. Af sikkerhedsmæssige årsager er foretaget en midlertidig afstivning, som imidlertid hindrer byggesagens færdiggørelse. I indstillingen forudsættes, at Københavns Ejendomme afholder udgiften til permanent forstærkning af konstruktionen under tandlægeklinikken, udgiften finansieres således ikke indenfor den søgte tillægsbevilling.

Det er Kultur- og Fritidsudvalgets principielle opfattelse, at der ved de omhandlede arbejder ikke er tale om et vedligeholdelsesarbejde, og at finansieringen af sådanne større udgifter til udbedring af eksisterende fejl/mangler knyttet til overførte ejendomme ikke bør dækkes via vedligeholdelsesbudgettet. Finansieringen af denne type udgifter via vedligeholdelsesbudgettet vil kunne få konsekvenser for den politisk vedtagne prioritering af vedligeholdelsesmidlernes anvendelse. På denne baggrund indstiller Kultur- og Fritidsudvalget til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at udgiften på 1,3 mio. kr. til forstærkning af konstruktionerne under den eksisterede tandklinik dækkes via puljen til uforudsete udgifter under Økonomiudvalget.

Det bemærkes, at der på Københavns Ejendommes vedligeholdelsesbudget for 2006 er afsat en mindre pulje til uforudsete vedligeholdelsesudgifter, som på nuværende tidspunkt stadig rummer frie midler. Såfremt Borgerrepræsentationen ikke tiltræder Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling og Børne- og Ungdomsudvalget ikke finansierer merudgifterne via en tillægsbevilling med dækning inden for Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, vil der i givet fald kunne anvises dækning for udgiften på 1,3 mio. kr. inden for Københavns Ejendommes vedligeholdelsesbudget 2006 konto 3.01.1. En udsættelse af sagen grundet manglende afklaring af finansieringen vil forsinke og fordyre projektet yderligere, og kan derfor ikke anbefales."

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. maj 2006

Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg besluttede at indstille, at udgifterne på 1,3 mio. kr. til forstærkning af konstruktionerne i skolens mellembygning under den eksisterende tandklinik afholdes inden for Københavns Ejendommes vedligeholdelsesbudget 2006, konto 3.01.1.

Den således ændrede indstilling blev tiltrådt. 

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 9. juni 2004 helhedsplanen for sammenlægning  af Alsgades Skole og Ny Carlsberg Vejens Skole til Vesterbro Ny Skole samt en anlægsbevilling på  20,61 mio. kr. til de nødvendige bygningsarbejder i forbindelse med sammenlægningen.

 

Den økonomiske ramme for sammenlægningen er udarbejdet på baggrund af en helhedsplan for Vesterbro Ny Skole. Vurderingen af økonomien på helhedsplanniveau er meget usikker, fordi det på dette overordnede niveau er vanskeligt, at tage højde for eksempelvis konstruktionsmæssige forhold eller forurening. Forvaltningen udarbejder derfor normalt mere detaljerede projektforslag på de enkelte projekter for at få en mere præcis vurdering af økonomien, før der søges bevilling.

 

Af hensyn til ønsket om en hurtig sammenlægning af de to skoler valgte forvaltningen imidlertid at søge bevilling til hele projektet på baggrund af helhedsplanen. Det har nu vist sig, at der er opstået en uforudsete forhold, som betyder, at der er merudgifter til projektet på i alt 3,8 mio. kr.

 

Københavns Ejendomme (KEjd) har fremsendt en redegørelse om årsagerne til merudgifterne, som blandt andet hænger sammen med usikkerheden i plangrundlaget,  myndighedskrav og konstruktionsmæssige problemer. Redegørelsen er vedlagt som bilag 1.

 

På baggrund af ovenstående indstiller forvaltningen, at der gives en tillægsbevilling på 3,8 mio. kr. til dækning af merudgifter i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for Vesterbro Ny Skole. Af den samlede bevilling overføres 3,77 mio. kr. til Københavns Ejendomme.

 

Ifølge bevillingsreglerne er det nødvendigt at sætte det igangværende byggeri i stå, indtil en tillægsbevilling til merudgifterne er endeligt godkend t i Borgerrepræsentationen. Standsningen af byggeriet med deraf følgende kompensation til entreprenøren indtil sagen er endelig godkendt i Borgerrepræsentationen (medio juni 2006) vil i givet fald medføre yderligere merudgifter, der skønnes til 0,5 – 1,0 mio. kr.  Hertil kommer de gener og problemer, som en forsinkelse af byggeriet vil medføre for skolen.

 


 

Til top