Ansøgning om tilskud til retablering af mur- og kunstværk i Hyrdevangen fra Arbejdernes Andels-Boligforening
Ansøgning om tilskud til retablering af mur- og kunstværk i Hyrdevangen fra Arbejdernes Andels-Boligforening
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 4. maj 2000
12. Ansøgning om tilskud til retablering af mur- og kunstværk i Hyrdevangen fra Arbejdernes Andels-Boligforening
(KFU 181/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Arbejdernes Andels-Boligforening afslag på ansøgning om tilskud til retablering mur- og kunstværk i Hyrdevangen.
RESUME
Arbejdernes Andels-Boligforening har ansøgt om et tilskud til retablering af relieffet "Murer og Murerarbejdsmænd" af kunstneren Aage Nielsen-Edvind og den mur, i hvilken kunstværket indgår. Kunstværket er placeret i Arbejdernes Andels-Boligforening, afdeling Hyrdevangen
Der er alene afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget til renovering af kunstværker ejet af Københavns Kulturfond. Ansøgningen indstilles derfor til afslag.
SAGSBESKRIVELSE
Arbejdernes Andels-Boligforening har i brev af 13. december 1999 ansøgt om et tilskud til retablering af relieffet "Murer og murerarbejdsmænd" af billedhuggeren Aage Nielsen-Edvind, henholdsvis retablering af den mur, i hvilken kunstværket indgår.
Arbejdernes Andels-Boligforening søgte i 1990 Magistratens 1. afdeling om støtte til retableringen af kunstværket, men fik afslag på ansøgningen med henvisning til kommunens begrænsede midler.
Relieffet blev etableret i 1937 og fremhæves blandt kunstnerens værker for dets stramt beherskede og enkle, stilfærdige kompositioner.
Kunstværket er nu under kraftig nedbrydning og vil ifølge Arbejdernes Andels-Boligforening forgå i løbet af ganske få år, såfremt det ikke restaureres.
Arbejdernes Andels-Boligforening skønner at udgifterne til en retablering af værket og muren vil beløbe sig til omkring 2,5 mill. kr. incl. moms. Arbejdet vil blive udbudt i licitation.
Der er alene afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget til renovering af de værker som Københavns Kulturfond ejer, hvorfor det hidtil har været praksis, at ansøgninger om tilskud til renovering af andre kunstværker afslås. På den baggrund indstilles det, at ansøgningen ikke imødekommes.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
- Brev af 17. februar 2000 fra Arbejdernes Andels-Boligforening
- Notat af 16. februar 2000 fra Arbejdernes Andels-Boligforening
- Brev af 13. december 1999 fra Arbejdernes Andels-Boligforening
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen