Strategi for kreativ vækst - mad, film, tv og interaktive medier
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender strategi for kreativ vækst med fokus på mad, film, tv og interaktive medier som Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til styrkelse af kreative erhverv under Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik, og
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de konkrete koncepter under strategien for kreativ vækst med fokus på mad, film, tv og interaktive medier.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 19. november 2015, at Kultur- og Fritidsforvaltningen som led i arbejdet med Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik skulle arbejde videre med en strategi for mad, film, tv og interaktive medier i samarbejde med brancherne.
Kultur- og Fritidsudvalget skal nu tage stilling til en strategi for kreativ vækst med fokus på mad, film, tv og interaktive medier (bilag 1).
Løsning
De kreative erhverv skaber vækst. De udgør 12 % af den private beskæftigelse i København, og ca. 25 % af alle nye arbejdspladser i det private skabes i de kreative erhverv. Derudover er de med til at udfordre vores vaner, gøre København til en levende og attraktiv storby og skabe innovation og forbrug i andre brancher. De kreative erhverv er centrale for Københavns fremtid som en økonomisk stærk, levevenlig og spændende storby, hvorfor de er sat på dagsordenen som fyrtårnsprojekt i Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik på linje med grøn og sund vækst.
På baggrund af heldagsmøde og workshops med brancherne har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et strategisk oplæg til Kultur- og Fritidsudvalget for de kreative erhverv, som skal løfte visionerne i erhvervs- og vækstpolitikken. For at sikre en fokuseret indsats er der i første omgang sat fokus på to brancher, der i høj grad tegner København som en kreativ by i både ind- og udland, henholdsvis madbranchen og den digitale visuelle branche, som omfatter film, tv og interaktive medier.
Indledningsvist har forvaltningen sammen med brancherne udledt følgende vision:
”København er storbyen med kortest afstand fra idé til virkelighed. København er værkstedet, hvor kreative talenter finder nye svar på globale udfordringer og skaber nye oplevelser til københavnerne, byens besøgende og resten af verden. København er den empatiske madby og den historiefortællende storby, som udveksler idéer, viden og metoder med hele verden. København inspirerer og inspireres af verden.”
Herefter har brancherne og forvaltningen arbejdet videre med at definere konkrete udfordringer og indsatser. Udgangspunktet for forvaltningens arbejde har været:
- at igangsætte nye indsatser med afsæt i byens og branchernes behov
- at indsatserne gennemføres i stærke partnerskaber med byens brancher
- at Københavns Kommune igangsætter sammen med brancherne, men at initiativerne ejes af brancherne
I det følgende redegøres for de konkrete strategiske udfordringer og indsatser for hver af brancherne.
Mad
Den københavnske madbranche har været igennem en stor udvikling over de sidste 10 år, og der er i løbet af de seneste 6 år skabt ca. 6.000 nye arbejdspladser i hovedstadsområdet. Med forfatningen af manifestet for Ny Nordisk Mad og åbningen af Noma i 2003 kom København for alvor på den internationale madscene som et hjemsted for nytænkning, ansvarlighed og smagsoplevelser i den absolutte verdenselite. Siden har den københavnske madscene udviklet sig i mange retninger med nye koncepter og tilbud til københavnerne og besøgende.
I dialog med repræsentanter fra madbranchen har forvaltningen udpeget følgende udfordringer for vækst i branchen:
- Mere fokus på madentreprenøren og København som international anerkendt madby
- Behov for gæsteservice på højt niveau
- Bedre afsæt for nytænkende iværksættere
- Stærkere netværk inden for madbranchen og mere kontakt mellem land og by
For at imødekomme udfordringerne peger branchen og forvaltningen på følgende initiativer:
1. Copenhagen Food Forum
Nyt internationalt topmøde med inspiration fra World Economic Forum i Davos under titlen Copenhagen Food Forum. Topmødet samler verdens førende madentreprenører og gastronomiske byer til samtaler om, hvordan byen og madentreprenøren er en driver" for en økonomisk og ansvarlig udvikling i madbrancherne.
2. Udvikling af gæsteservice i verdensklasse
En tilpasset praksisorienteret serviceuddannelse, der skal styrke serviceoplevelsen på spisestederne og gøre servicearbejdet mere attraktivt. På længere sigt kan der i dialog med Horesta og Hotel- og Restaurationsskolen udvikles en efteruddannelse, som giver servicemedarbejdere mulighed for at overføre deres kompetencer til nye jobfunktioner.
3. Copenhagen Cooking and Food Festival
Copenhagen Cooking Festival og FOOD Organisation er gået sammen om en fælles markant maduge i København, som både byder på interessante madoplevelser for publikum, og som samler madbranchen med henblik på at skabe et stærkere branchenetværk.
4. Copenhagen Food Space
Copenhagen Food Space er en hub i Kødbyen, som skal skabe et innovativt miljø for udvikling af nye madkoncepter og -produkter. Hubben giver adgang til delekøkkener, mulighed for at teste koncepter/produkter via pop up-arrangementer samt rådgivning vedr. virksomhedsdrift. Derudover er målet, at den fungerer som centrum for et regionalt netværk med fokus på bæredygtig fødevareproduktion.
Film, tv og interaktive medier – den digitale visuelle branche
Danske og københavnske filmskabere har i mange år lavet film, der med gennemslagskraft har høstet international anerkendelse. Det samme har i de senere år gjort sig gældende for produktionen af tv-serier og inden for computerspilindustrien og interaktive medier, men aldrig før har så mange af de dygtige kreative kræfter arbejdet og fået succes i udlandet.
Film, tv og interaktive medier såsom computerspil, app-udvikling, virtual reality mv. udgør tilsammen den digitale visuelle branche. En ny opgørelse fra Copenhagen Economics viser, at branchen beskæftiger 12.000 årsværk direkte i branchen og 6.000 årsværk i afledte brancher i forbindelse med produktionerne. Det vurderes at ca. 90 % af branchen bor og arbejder i Greater Copenhagen.
For at sikre fortsat vækst og udvikling i branchen har forvaltningen sammen med branchen udpeget følgende udfordringer:
- Økonomisk pres og behov for finansiering
- Uforløst potentiale i forhold til omverdenens anerkendelse af københavnske forfattere samt film-, tv- og spilskabere som værende blandt de førende fortællere i verden
- Fragmenteret branche og tab af synergieffekter
For at imødekomme udfordringerne peger branchen og forvaltningen på følgende initiativer:
1. Kulturkøbmanden
Hyldest og uddannelse af Kulturkøbmanden. Formålet er at øge de kommercielle kompetencer i kreative produktioner for at skabe endnu bedre muligheder for at skabe nye kreative og kunstneriske produktioner.
2. Copenhagen Meeting
”Copenhagen Meeting” er en årlig event for forfattere, film- og tv-skabere, hvor de på tre dage skaber de 20 vigtigste fortællinger med afsæt i globale og lokale udfordringer. Formålet er etablere og eksponere København som mødested for danske og internationale talenter.
3. Screen Base Copenhagen - fysisk samling af film, tv og interaktive medier
Fysisk samlingssted for den digitale visuelle branche, som indeholder eliten, de etablerede brancher og nye kompetencer, medier, platforme og talenter. Huset skal være åbent for publikum og samtidig eksponere København som en af de førende medieregioner i Europa.
4. National erhvervs- og vækststrategi for den digitale visuelle branche
Etablering af en national erhvervs- og vækststrategi for den digitale visuelle branche i et samarbejde mellem de tre regionale filmfonde i Danmark, Copenhagen Film Fund, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn samt Interactive Denmark.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Strategien kan medføre budgetbærende aktiviteter afhængig af udviklingen af de konkrete koncepter.
Videre proces
Hvis indstillingen tiltrædes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med brancherne arbejde videre med de konkrete koncepter.
For hver af de konkrete koncepter er der udpeget konceptejere fra brancherne. Udgangspunktet er, at aktiviteterne i 2016 enten igangsættes, evt. i en mindre testudgave, eller udvikles i løbet af 2016 med henblik på gennemførelse i 2017.
I det omfang, at gennemførelse af et konkret projekt medfører behov for hel eller delvis finansiering af Københavns Kommune, vil der blive forelagt udvalget særskilt indstilling herom.
Carsten Haurum
/Aravni Jakobsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2016:
- Kultur- og Fritidsudvalget tog indstillingen til efterretning som Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til styrkelse af kreative erhverv under kommunens erhvervs- og vækstpolitik,og
- Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at udarbejde en handlingsplan for området.