Mødedato: 04.02.2016, kl. 16:00
Mødested: Udvalgsværelse F, 2. sal, værelse 13

Høring om ændringer i vedtægter for Ældrerådet i Københavns Kommune

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen skal tage stilling til et høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende forslag til vedtægtsændringer for Københavns Ældreråd.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringsvar vedrørende vedtægtsændringer for Ældrerådet i Københavns Kommune.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 10. december 2015, at Ældrerådets forslag til vedtægtsændringerne sendes i høring i Borgerrepræsentationens stående udvalg. Ældrerådet ønsker, at den nuværende reference til bydele/lokaludvalgsområder udgår af vedtægterne. Endvidere ønsker ældrerådet, at vedtægterne ændres, så ældrerådet mødes fast med bl.a. Kultur- og Fritidsudvalget mindst én gang årligt, samt at Kultur- og Fritidsforvaltningens borgerservice deltager i ét ældrerådsmøde årligt, eller i øvrigt, når der er behov for det.

Ældrerådet rådgiver Borgerrepræsentationen i ældrepolitiske spørgsmål. Borgerrepræsentationen skal høre Ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Borgerservice, der nu er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen, varetog i 2012 afholdelsen af ældrerådsvalget. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på et kommende møde indstille, at afholdelsen af ældrerådsvalget i efteråret 2016, varetages af valgsekretariatet i Kultur- og Fritidsforvaltningen.    

Løsning

Det foreslås, at Kultur- og Fritidsudvalget sender følgende høringssvar til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen:

"Kultur- og Fritidsudvalget har behandlet Sundheds- og Omsorgsudvalgets høring om vedtægter for Ældrerådet i Københavns Kommune på mødet den 4. februar 2015.

Kultur- og Fritidsudvalget har følgende bemærkninger.

Ældrerådet ønsker, at den nuværende reference til bydele/lokaludvalgsområder udgår af vedtægterne, da Ældrerådet skal repræsentere hele Københavns Kommune og varetage problemstillinger af generel eller principiel interesse for alle ældre borgere i København.

Kultur- og Fritidsudvalget tilslutter sig denne ændring som en naturlig følge af sammenlægningen af de tidligere 12 ældreråd til et samlet ældreråd i forbindelse med seneste ældrerådsvalg.

Ældrerådet ønsker desuden, at der under § 8, stk. 3 i vedtægterne indføres en bestemmelse om, at Ældrerådet mødes mindst én gang årligt med henholdsvis Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til drøftelse af ældrepolitiske emner.

Endvidere ønsker Ældrerådet, at Kultur- og Fritidsforvaltningens Borgerservice deltager efter aftale med Ældrerådet i ét årligt Ældrerådsmøde, eller i øvrigt, når der er behov for det, jf. § 8, stk. 5 i vedtægterne.

Kultur- og Fritidsudvalget lægger vægt på en fortsat god dialog med Ældrerådet om ældrepolitiske emner, men finder det hensigtsmæssigt, at møderne med udvalget og forvaltningen afholdes som dialogmøder, der tilrettelægges løbende, når der er relevante ældrepolitiske spørgsmål, der bør drøftes."

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af forslaget.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, sendes nærværende indstilling inkl. udvalgets beslutning til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Høringsfristen er den 11. februar 2016.

 

Carsten Haurum

 

                              /Merete Evers Dewilde

 

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2016:

Indstillingen blev godkendt.

Til top