Mødedato: 04.02.2016, kl. 16:00
Mødested: Udvalgsværelse F, 2. sal, værelse 13

Ansøgning: støtte til Danmarks Underholdningsorkester

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til Danmarks Underholdningsorkester.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 250.000 kr. til Danmarks Underholdningsorkester, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Danmarks Underholdningsorkester søger Kultur- og Fritidsudvalget om 250.000 kr. til at afholde og videreudvikle det musikalske projekt Mozart-eksperimentarium, i samarbejde med Københavns Musikskole (bilag 1).

Ved Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. marts 2015 blev Danmarks Underholdningsorkester´s ansøgning om 500.000 kr. til projektet i 2015/2016 behandlet. Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede et tilskud på 250.000 kr. til aktiviteterne i 2015. Den øvrige del af det ansøgte beløb, til aktiviteterne i 2016, blev henvist til budgetforhandlingerne 2016. Der blev ikke afsat midler i Budget 2016.

Løsning

Med projektet ønsker Danmarks Underholdningsorkester at byde musikskoleeleverne fra Københavns Kommune ind i et musikalsk Mozart-eksperimentarium. Her vil eleverne, ifølge ansøger, sammen med professionelle musikere, gå på opdagelse i Mozarts univers og forundres over barnegeniet Mozart. Musikskoleeleverne skal lytte til, forundres over og glædes ved 1700-tallets populærmusik, opleve fortællinger om Mozart, spille musik selv og inviteres til at spille koncert med et professionelt kammerorkester.

Danmarks Underholdningsorkester planlægger at afholde to workshop-weekender medio 2016. Et workshopforløb fordeler sig over 2x3 timer lørdag og søndag, samt koncert søndag. Der forventes ca. 30-40 deltagere per gang og ca. 100 gæster til hver koncert.

Programmet sammensættes i samarbejde med Københavns Musikskole og under hensyntagen til det aktuelle niveau, blandt musikskolens elever i den pågældende sæson. Workshop-weekenderne vil blive udbudt som en del af Københavns Musikskoletilbud i sæson 2016.

Ansøger henviser til, at nærværende ansøgningen bakkes op af Ebbe Lund, leder af Københavns Kommunes Musikskole.

Danmarks Underholdningsorkester og Københavns Musikskole 2015:
Ifølge ansøger har Danmarks Underholdningsorkester og Københavns Musikskole i et tæt samarbejde udviklet et succesfuldt workshopforløb i 2015. Med nærværende ansøgning ønsker Danmarks Underholdningsorkester at afholde de to workshop-weekender, der oprindeligt var indeholdt i den ansøgning, der blev forelagt Kultur- og Fritidsudvalget i marts 2015.

I 2015 deltog mere end 80 musikskoleelever i workshop-weekenderne. Der blev afholdt to koncerter med eleverne og de professionelle musikere. Hertil valgte Danmarks Underholdningsorkester at invitere deltagende elever og deres familier til orkesterets klassiske koncerter i 2015. Ifølge ansøger deltog ikke færre end 300 børn og voksne i dette gratis tilbud.

Budget:
Til projektet budgetteres der med udgifter på i alt 249.500 kr. Budget fremgår af bilag 1.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøgerne, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                                    /Merete Evers Dewilde
 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2016:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 250.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslaget.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Lise Thorsen, Jens Kjær Christensen, Jens-Kristian Lütken og Heidi Wang) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Til top