Modeller for vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister på Københavns Kommunes museer
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til to modeller for anvendelse af 0,4 mio. kr. til vederlagsfri adgang til pensionister og førtidspensionister på henholdsvis Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Kunsthal.
Siden 2018 har der været vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Kunsthal. Den ordning udløber med udgangen af 2022.
De foreslåede modeller omfatter udover de to institutioner også Københavns Museum. Københavns Museum åbnede i 2020 og har derfor ikke været en del af ordningen tidligere. Det ene forslag er at give vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister en dag om ugen, det andet er at give vederlagsfri adgang de første fire timer af åbningstiden to dage om ugen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter model for vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister på Københavns Kommunes museer.
Problemstilling
I Budget 2023 blev der afsat 0,4 mio. kr. årligt i perioden 2023-2026 til at give pensionister og førtidspensionister vederlagsfri adgang til Københavns Kommunes museer (Thorvaldsens Museum, Københavns Museum og Nikolaj Kunsthal). Det fremgik endvidere af budgetaftalen, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle vende tilbage med en konkret model herfor.
Siden 2018 har der været vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Kunsthal. De foreslåede modeller i indstillingen omfatter udover de to institutioner også Københavns Museum. Thorvaldsens Museum, Nikolaj Kunsthal og Københavns Museum har siden 2020, hvor Københavns Museum åbnede, haft fælles billet, der giver adgang til alle tre institutioner inden for 48 timer.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen fremlægger to modeller for anvendelsen af de 0,4 mio. kr. årligt til vederlagsfri adgang for pensionister og førtidspensionister til kommunens museer.
Beregningerne for begge modeller bygger på det forventede antal besøg af pensionister/førtidspensionister i 2022 og på, at institutionerne har 310 åbningsdage per år (en ugentlig lukkedag samt visse helligdage).
I tabel 1 fremgår det samlede forventede antal besøgende pensionister/førtidspensionister på Københavns Kommunes museer i 2022.
Tabel 1. Forventede antal pensionister/førtidspensionister i 2022
|
Antal forventede pensionister/førtidspensionister i 2022 |
Thorvaldsen Museum og Nikolaj Kunsthal |
4.300 |
Københavns Museum |
21.000 |
Total |
25.300 |
Model 1
Model 1 indebærer én ugentlig vederlagsfri dag (tirsdag) for pensionister/førtidspensionister til alle kommunens museer.
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at den vederlagsfrie dag skal være tirsdag. Mandag er lukkedag på Thorvaldsens Museum og i Nikolaj Kunsthal, og onsdag har alle institutionerne allerede vederlagsfri adgang for alle besøgende.
Fredag, lørdag og søndag er de dage, hvor der kommer flest lønmodtagere, da de i mindre grad har mulighed for at besøge institutionerne i løbet af ugen. Pensionister og førtidspensionister er mere fleksible i forhold til planlægning af deres tid og vil i højere grad kunne besøge institutionerne på en ugedag.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at model 1 er den model, som er bedst forståelig for besøgende og nemmest kommunikerbar for institutionerne, da der vil være tale om en hel ekstra dag, hvor pensionister/førtidspensionister kan komme vederlagsfrit ind på institutionerne.
Ligeledes vil model 1 være den model, der er lettest at administrere for institutionernes frontpersonale, da den hele dag vi være uafhængig af institutionernes forskellige åbnings- og lukketidspunkter, men vil gælde i hele åbningstiden den pågældende dag.
Valget af tirsdag betyder også, at institutionerne udnytter deres kapacitet bedst, da den vederlagsfri adgang ligger på et tidspunkt, hvor der er mest plads på institutionerne.
Tabel 2. Vederlagsfri adgang én dag om ugen
|
Gennemsnit antal pensionister pr. dag
|
Antal uger |
Entrépris - 01.01.2023 |
Total |
En ugentlig vederlagsfri dag for pensionister/ førtidspensionister |
25.300/310 = 82 |
52 |
95 kr. |
405.080 kr.
|
I tabel 2 fremgår beregningen af det forventede indtægtstab ved at give vederlagsfri adgang for pensionister/førtidspensionister til kommunens museer hver tirsdag.
Her tages det samlede antal forventede besøgende pensionister/førtidspensionister i 2022, og fordeles ud på de 310 åbningsdage. Det giver et gennemsnit på 82 besøgende pensionister/førtidspensionister om dagen, der efterfølgende ganges med antallet af uger. Ved en entrépris på 95 kr. i 2023 giver det et samlet forventet årligt indtægtstab på 405.080 kr. ved valg af model 1. Indtægtstabet dækkes af den afsatte bevilling i Budget 2023.
Model 2
Model 2 indebærer vederlagsfri adgang for pensionister/førtidspensionister på institutionerne de fire første åbningstimer tirsdag og torsdag (Københavns Museum kl. 9-13, Thorvaldsens Museum kl. 10-14, Nikolaj Kunsthal kl. 11-15) udover den allerede eksisterende vederlagsfrie dag om onsdagen.
Som med model 1 sikrer model 2 også, at institutionerne udnytter deres kapacitet bedst, da den vederlagsfri adgang ligger på et tidspunkt, hvor der er mest plads på institutionerne.
Model 2 vil dog være sværere at kommunikere og kan skabe forvirring, da den både spreder sig over flere dage, og da der er forskellige åbningstidspunkter på institutionerne.
De fire timer hver af de to dage er beregnet på baggrund af, at institutionerne i gennemsnit har åbent otte timer per dag.
I tabel 3 fremgår beregningen af det forventede indtægtstab ved at have vederlagsfri adgang for pensionister/førtidspensionister til kommunens museer de fire første åbningstimer tirsdag og torsdag.
Tabel 3. Vederlagsfri adgang fire timer, to dage om ugen
|
Gennemsnit antal pensionister pr. dag
|
Antal uger |
Entrépris - 01.01.2023 |
Total |
Fire timers vederlagsfri adgang for pensionister/ førtidspensionister – tirsdag |
12.650/310 = 41 |
52 |
95 kr. |
202.540 kr. |
Fire timers vederlagsfri adgang for pensionister/ førtidspensionister – torsdag |
12.650/310 = 41 |
52 |
95 kr. |
202.540 kr. |
Total |
|
|
|
405.080 kr. |
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da der allerede er afsat økonomi til initiativet.
Videre proces
Efter Kultur- og Fritidsudvalget har valgt den konkrete model, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen efterfølgende forelægge en ny sag for Kultur- og Fritidsudvalget med et opdateret takstkatalog på baggrund af beslutningen. Takstkataloget skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Den valgte model vil blive implementeret på institutionerne fra 1. januar 2023.
Da modellerne delvist er beregnet på et skøn og ikke indregner adfærdsændringer, er de behæftet med betydelig usikkerhed. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil derfor forelægge en evaluering primo 2024, der samler op på erfaringerne med den valgte model.
Søren Tegen Pedersen
/Marius Hansteen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede model 1 med en vederlagsfri dag (tirsdag) for pensionister og førtidspensionister på Københavns Kommunes museer.
Chef for Kunst og Historie, Marius Hansteen, og sekretariatschef, Sophie Bruun, deltog under punktets behandling.