Mødedato: 03.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Flere udsatte børn skal være aktive i deres fritid

Udvalget skal tage stilling til, hvilke indsatser på udsatte-området, der ønskes videreført eller igangsat.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader 3,825 mio. kr. målrettet udsatte børn og unges fritidsliv indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2016-2017, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget lader indsatserne på udsatte-området indgå i forhandlingerne om Budget 2018.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede på mødet den 29. september 2016 om en opsamlingssag på Kultur- og Fritidsforvaltningens indsatser på udsatte-området med henblik på at sikre indsatsernes eventuelle fortsættelse/igangsættelse via overførselssagen og efterfølgende budgetforhandlinger.  

Løsning

Kultur - og Fritidsforvaltningen har igennem de sidste 12 år introduceret udsatte børn og deres forældre til det københavnske kultur- og foreningsliv. Dette er primært sket via de frivillige FritidsGuider og FerieCamp i udsatte byområder, men også via de sociale partnerskaber.

Med denne indstilling foreslås en strategi på udsatte-området, der omfatter, at udsatte børn og unge i perioden 2017 - 2021:

  • bliver introduceret til et aktivt fritidsliv (via FerieCamp og Børne- og Unge-kulturpiloterne)
  • bliver guidet ud i forenings- og kulturlivet (via FritidsGuiderne)
  • bliver godt modtaget og fastholdt i forenings- og kulturlivet (via FritidsGuiderne, sociale partnerskaber og kontingentstøtte)

FerieCamp: Indsatsen er finansieret til og med 2018 - dog med undtagelse af Sydhavnen, som er finansieret til og med 2017.

FerieCamp er gratis ferieaktiviteter for alle børn i alderen 6-17 år i de fem store skoleferier. Der er FerieCamp i følgende bydele: Amager Vest, Bispebjerg, Husum, Tingbjerg, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro og Sydhavnen. Aktiviteterne afholdes af foreninger, biblioteker, kulturhuse m.fl. I 2015 var der mere end 30.000 fremmøder.

Det foreslås med denne indstilling, at der i 2017 derudover afholdes FerieCamp i Amager Øst og Bellahøj, og at udgifterne hertil indgår i de kommende forhandlinger om overførselssagen og Budget 2018. En udvidelse af FerieCamp koster 700 t. kr. årligt pr. bydel. Da nye FerieCamps først kan arrangeres fra og med sommerferien, skal der afsættes i alt 930 t. kr. til de to bydele i 2017. 

Børne- og Unge-kulturpiloterne: Indsatsen er finansieret dels via en fast basisbevilling på 300 t. kr. årligt, dels via en midlertidig bevilling på 500 t. kr., der udløber med udgangen af 2016.

Børne- og Ungekulturpiloterne uddanner børn og unge i alderen 10-18 år fra Urbanplanen og Ørestad til kulturiværksættere og ambassadører, så de kan skabe kulturelle oplevelser for andre børn og unge. Minimum 1.000 børn, unge og forældre deltager årligt i kulturaktiviteter arrangeret af Børne- og Ungekulturpiloterne.

Det foreslås med denne indstilling, at de 500 t. kr., der mangler for at opretholde det nuværende aktivitetsniveau fra 2017 og frem, indgår i de kommende forhandlinger om hhv. overførselssagen og Budget 2018.

FritidsGuiderne: Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 29. september 2016 at afsætte 800 t. kr. til FritidsGuiderne i 2017, således at de er finansieret frem til august 2017.

FritidsGuiderne er frivillige, der introducerer udsatte børn til det københavnske kultur- og fritidsliv. De ca. 100 frivillige fordeler sig på 12 lokale frivilliggrupper. I 2015 blev 365 børn hjulpet ud i foreningslivet. Af dem var 71 procent fastholdt ved sæsonens afslutning. Derudover var knap 200 børn med på ture til københavnske kulturinstitutioner. Med det nyligt indgåede samarbejde med Red Barnet om frivilligrekruttering er ambitionen at kunne guide mindst 700 børn årligt. 

FritidsGuiderne foreslås udvidet med 125 t. kr. i 2017 til de foreninger, der i særlig grad tager imod børn samt med 25 t. kr. til opkvalificering af de frivillige, så de også kan hjælpe flygtninge ud i foreningslivet.

Forvaltningen anbefaler således, at der dels afsættes de resterende midler til opretholdelsen af det nuværende niveau på FritidsGuiderne (500 t. kr.), dels at der afsættes midler til ovenstående nye tiltag - dvs. i alt 650 t. kr. til FritidsGuiderne i 2017. Det foreslås, at udgifterne til indsatsen indgår i de kommende forhandlinger om hhv. overførselssagen og budget 2018

Kontingentstøtte til udsatte børn og unge: Indsatsen er ikke igangsat.

Der foreslås en kontingentstøtteordning for udsatte børn og unge (6-17 år). Ordningen kobles op på FritidsGuiderne, som i forvejen har kontakt til målgruppen. Der ydes maksimalt et tilskud på 1500 kr. årligt pr. barn. Der kræves ikke dokumentation for familiernes økonomiske situation. Midlerne udbetales direkte til foreningen eller kulturtilbuddet.

Det foreslås, at udgiften til ordningen i 2017 (645 t. kr.) indgår i de kommende forhandlinger om overførselsagen. Herigennem forventes 330 børn og unge at få deres kontingent betalt. Såfremt ordningen ønskes fortsat efter 2017, vurderes den at skulle kunne rumme 330 nye børn pr. år i en 4-årig periode svarende til en stigning på 495 t. kr. pr. år. Det foreslås, at udgifterne hertil indgår i de kommende forhandlinger om budget 2018

Det bemærkes, at Socialforvaltningen i 2015 og 2016 har etableret en forsøgsordning med kontingentstøtte i Mjølnerparken, Tingbjerg og Urbanplanen, hvor børn, som falder indenfor en række objektive kriterier, kan få tildelt kontingentstøtte.

Sociale partnerskaber: De eksisterende sociale partnerskaber med fem udvalgte foreninger blev med Budget 2017 forlænget frem til 2020 (1,2 mio. kr. årligt).

Målsætningen med de sociale partnerskaber er at sikre en mere permanent støtte til udvalgte folkeoplysende foreninger, der løfter en særlig indsats overfor børn og unge i udsatte byområder, så disse inkluderes og fastholdes i foreningslivet. De fem parternskabsforeninger er samlet set gået fra 2.000 til 3.000 børne- og ungdomsmedlemmer siden 2012.

Ordningen vil med fordel kunne udvides til at omfatte flere foreninger, hvorved flere udsatte børn og unge vil kunne rummes og fastholdes i foreningslivet.

Ordningen foreslås udvidet med yderligere 10 foreninger i alt 1,1 mio. kr. i 2017. Det foreslås, at udgifterne til udvidelsen indgår i de kommende forhandlinger om hhv. overførselssagen og budget 2018. 

Forvaltningens bemærkninger

I det omfang udvalget igangsætter ovenstående indsatser i 2017, skal det bemærkes, at opstart af nye FerieCamp-områder, en ny kontingentstøtteordning og nye sociale partnerskaber er tidskrævende arbejde, som involverer inddragelse og samarbejde med mange lokale aktører og samarbejdspartnere. Det er derfor efter Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse væsentligt, at indsatserne sikres fremadrettet i forbindelse med Budget 2018.

I det hele taget må det anbefales, at der til alle indsatserne afsættes varige driftsmidler, såfremt arbejdet med at introducere udsatte børn og unge til en aktiv fritid skal indgå som en del af forvaltningens kernedrift.

Økonomi

Det indstilles at følgende indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2016-2017:

(1.000 kr. – 2017 p/l )

2017

FerieCamp (465 t. x 2 bydele)

930

Børne- og Unge-Kulturpiloterne

500

FritidsGuiderne

- Sekretariatsfunktion (800 t. er afsat)

- Midler til foreningerne

- Flygtninge ud i foreningslivet

 

500

125

25

Kontingentstøtte, udsatte børn/unge

645

Sociale partnerskaber (10 nye)

1.100

 Udgifter til service i alt

3.825

Finansieringsbehov fra 2018 og frem:

(1.000 kr. – 2018 p/l )

2018

2019

2020

2021

I alt

FerieCamp (Bellahøj og Amager Ø)

1.400

1.400

1.400

1.400

5.600

FerieCamp (Sydhavnen)

700

700

700

700

2.800

FerieCamp (Amager V, Bispebjerg, Tingbjerg, Brønshøj/Husum, Ydre Nørrebro, Indre Nørrebro)

 

4.400

4.400

4.400

13.200

Børne- og Unge-Kulturpiloterne

500

500

500

500

2.000

FritidsGuiderne

1.700

1.800

1.800

1.800

7.100

Kontingentstøtte, udsatte børn/unge

1.140

1.635

2.130

2.625

7.530

Sociale partnerskaber (10 nye)

2.200

2.200

2.200

2.200

8.800

Sociale partnerskaber, (5 nuværende)

1.200

1.200

Udgifter til service i alt

7.640

12.635

13.130

14.825

48.230

Videre proces

Indsatserne indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2016/2017 og Budget 2018.

 

Anders Bager Jensen

 

                                                          / Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2016:

Indstillingen blev godkendt.

Til top