Projektforslag til Fællesklubhuset i Valby Idrætspark
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager projektforslaget til Fællesklubhuset i Valby Idrætspark til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 25. juni 2015 at give et tilskud på 250.000 kr. til skitseforslag til Fællesklubhuset i Valby Idrætspark. Udvalget præciserede, at der med tilskuddet til forprojektering ikke var taget stilling eller givet tilsagn til selve projektet.
De syv klubber bag ansøgningen har nu udarbejdet projektforslaget.
Løsning
Valby Idrætspark er under udvikling og er på vej til at blive et multifunktionelt og attraktivt idrætsområde for hele København. Syv klubber har udarbejdet et projektforslag til Fællesklubhuset i Valby Idrætspark. Initiativtagernes vision er at skabe et stærkt klubfællesskab, hvormed klubberne sammen kan styrke og udvikle fritidstilbuddene i Valby.
I projektforslaget har klubberne også indarbejdet en daginstitution med 5 grupper. Det er ambitionen i projektforslaget, at daginstitutionen skal være med til at klubhuset bruges hele dagen og bidrage til visionen om, at det fælles klubhus skal understøtte alle aldersgrupper i idrætsudøvelse.
Projektforslaget indeholder et klubhus på 2.900 bruttoetagementer. Klubhuset er tænkt i to planer med 1.200 m2 til omklædningsfaciliteter, 650 m2 til fælles funktioner som depot, vaskeri, café, samlingssal og møde- og køkkenfaciliteter, 650 m2 til daginstitutionen samt 400 m2 til fælles kontorlokaler til de syv klubber og DBU København. Visionen er, at fælles kontorlokaler og -udstyr skal styrke et administrativt fællesskab og samarbejdet om driften.
Initiativtagerne vurderer, at det vil koste 51,5 mio. kr. at anlægge klubhuset.
Projektforslaget for Fællesklubhuset et vedlagt som bilag.
Initiativtagerne består af seks fodboldklubber: BK Frem, FC Culpa, FC Sydhavnen, Politiets Idrætsforening København, AIK Frederiksholm, FC Udfordringen, samt en amerikansk fodboldklub; Copenhagen Tomahawks. Klubberne repræsenterer i alt 1500 medlemmer, fordelt på 600 børn og 900 voksne. Derudover er foreningen for Børnehuset Bennys Badekar inviteret med i processen, og DBU København har tilkendegivet, at de ønsker at være en del af det nye klubhus. Det er visionen i forslaget, at DBU København flytter til Fællesklubhuset og lejer eget kontorlokale, men deler øvrige faciliteter, som møde- og taktiklokaler, AV udstyr mv. med de syv klubber, som har fælleskontor.
BK Frem har allerede i dag klubfaciliteter i Valby Idrætspark. Andre klubber har faciliteter uden for idrætsparken, mens nogle ikke har klubhuse. Med et fælles klubhus er det initiativtagernes ambition, at det organiserede klubarbejde vil blive nemmere og mere udbytterigt for alle klubber. Initiativtagerne peger blandt andet på, at erfaringer fra Fælledklubhus i Fælledparken viser, at medlemstallet i disse fire klubber er blevet fordoblet i årene efter, de fik nye faciliteter. Det er initiativtagers forventning, at et nyt fælles klubhus vil danne grundlag for bedre rekruttering af medlemmer blandt de mange nye tilflyttere i Valby og herved være med til at skabe vækst i idrætsparken.
I projektforslaget er det intentionen, at Fællesklubhuset opføres i det nordvestlige hjørne af Valby Idrætspark. Det nye klubhus skal blandt andet erstatte BK Frems klubbygning. Initiativtagernes vision er, at Fællesklubhuset skal organiseres omkring Boldpladsen, som i lokalplanen for Valby Idrætspark er beskrevet som et særligt byrum med opholdszoner, beplantning og særlige facader.
Valby Boldklub er ikke en del af projektet. Dette må ses i sammenhæng med, at der er afsat midler til klubbens eget klubhus.
Daginstitution
I projektforslaget indgår en daginstitution med 5 grupper. Foreningen for Børnehuset Bennys Badekar ønsker at starte en idrætsbørnehave og er derfor inviteret med i processen. Det er ambitionen i forslaget, at en daginstitution med fokus på bevægelse skal tilføre aktiviteter til klubhuset i dagtimerne og bidrage til arealoptimering og stordriftsfordele gennem fælles brug af m2 og funktioner. I projektforslaget er tanken, at daginstitutionen kan gøre brug af fællesfunktionerne, såsom samlingssal, café, køkken, depot og vaskeri mv. Det er samtidig sigtet, at daginstitutionen skal indrettes multifunktionelt, således at toiletter, garderober og opholdsrum kan bruges af andre brugergrupper i aftentimerne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen bemærker, at Børne- og Ungdomsforvaltningen har tilkendegivet, at der på kort sigt ikke er behov for indpasning af daginstitutionsgrupper i Valby Syd, og at placering af en daginstitution i Valby Idrætspark ikke er optimal i forhold til et stigende behov på længere sigt i Valbys byudviklingsområder.
Økonomi og drift
Initiativtagerne vurderer, at det vil koste 51,5 mio. kr. at anlægge Fællesklubhuset. Beløbet er rene entrepriseudgifter, og der er ikke indregnet rådgiverpriser og uforudsete udgifter.
Beløbet er ikke kvalificeret af Kultur- og Fritidsforvaltningen eller Byggeri København.
Projektet er ikke finansieret, det gælder både klubhusdelen og daginstitutionen. Initiativtagerne undersøger pt. finansieringsmuligheder for projektet og er i dialog med flere fonde angående udviklingen af konceptet. Desuden har initiativtager tilkendegivet, at deres mål og forventning er, at Københavns Kommune vil stå for hovedfinansieringen af Fællesklubhuset i forhold til integration af både institution, klubhus og administrative lokaler.
Initiativtagerne foreslår en driftsmodel, hvor midler til drift vil komme fra klubberne og de tilskud, som klubberne kan søge fra folkeoplysning, samt henholdsvis fra lejeindtægter fra institutionen Bennys Badekar og udlejning af kontorfaciliteter.
I forhold til den foreslåede driftsmodel bemærker Kultur- og Fritidsforvaltningen, at rammen for lokaletilskud inden for folkeoplysningsområdet er opbrugt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Anders Bager Jensen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2016:
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav, at der er tale om et spændende projekt og opfordrede klubben til at tilvejebringe fondsfinansiering af projektet.