Mødedato: 03.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: støjreducerende tiltag i Ungdomshuset

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til støjreducerende tiltag i Ungdomshuset.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1.     at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 611.800 kr. som støtte til          støjreducerende forbedringer i Ungdomshuset, da der ikke er afsat midler til formålet på     udvalgets budget.

Problemstilling

Fonden Jagtvej 69 søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte på 611.800 kr. til støjreducerende forbedringer i Ungdomshuset (bilag 1).

Løsning

Ungdomshuset på Dortheavej har siden 2008 været er et selvstyrende kulturhus med ungdomskulturelle aktiviteter. Husets unge brugere deltager både i husets aktiviteter og i husets drift.

Ungdomshuset rummer bl.a. to koncertsale og øvelokaler.

Ifølge Fonden Jagtvej 69, som administrerer kommunens tilskud til Ungdomshuset, blev der for ca. tre år siden opført nye almene boliger tæt op ad Ungdomshuset, uden at der samtidig blev foretaget tilstrækkelig lydisolering i Ungdomshuset.

Den manglende lydisolering har resulteret i en utilfredsstillende støjplage for naboerne med klager til følge.

Rambøll foretog i juli 2016 støjmålinger i huset og udarbejdede på baggrund heraf en rapport om støjdæmpende foranstaltninger i Ungdomshuset (bilag 2).

På baggrund af Rambøllrapporten indsendte byggefirmaet Logik og CO. et tilbud til KEID om støjreducerende forbedringer (bilag 3).

Behovet for forbedringer opgøres således:

  1. Den eksisterende dør (dobbelt dør) ind til Ungdomshuset (store scene) erstattes med en lydsluse (244.800 kr.).
  2. Den eksisterende dør (mindre) ind til Ungdomshuset erstattes med en lyddør (25.000 kr.).
  3. De eksisterende lydsvage plader fjernes og erstattes med ny, muret væg  (75.000 kr.).
  4. Der etableres forsatsvinduer indenfor, der dækker de eksisterende vinduer (40.500 kr. x 4).
  5. Der konstrueres en port ved indgangen til Ungdomshusets gårdområde. Porten skal være lydmæssigt tæt. Der bygges en lydsluse i porten (342.000 kr.).

I september 2016 blev der fundet midler til at finansiere pkt. 3 og 4. Fonden Jagtvej 69 finansierer 1/3 af tiltag 3, og KEID finansierer 2/3 del af tiltag 3 samt hele tiltag 4.

Der mangler således fortsat finansiering til pkt. 1,2 og 5. I alt 611.800 kr. Såfremt der ikke kan bevilges midler til alle tiltag, har tiltag 5 førsteprioritet herefter følger tiltag 1 og tiltag 2. Logik og Co. har oplyst, at arbejdet kan udføres i 2016, så snart der er indhentet en byggetilladelse.

Fonden Jagtvej 69 gør opmærksom på, at der indtil videre har været en god dialog mellem naboer og husets brugere. Støjproblemerne kan dog ikke løses med dialog alene. En varig løsning kræver, at de støjreducerende forbedringer etableres.     

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.


Anders Bager Jensen
   
                                                  / Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen.

Til top