Mødedato: 03.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om støtte til Copenhagen Winter Pride Week 2017 og 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til Copenhagen Winter Pride Week 2017 og 2018.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 180.000 kr. årligt til Copenhagen Winter Pride Week i 2017 og 2018, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.  

Problemstilling

Foreningen Copenhagen Pride søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 180.000 kr. årligt i 2017 og 2018 til afholdelse af Copenhagen Winter Pride Week i februar 2017 og 2018 (bilag 1).

Løsning

Copenhagen Winter Pride Week finder sted i februar 2017 og 2018. Festivalen har eksisteret siden 2015 og har til formål at sætte fokus på LGBT-kultur, historie og rettigheder nationalt og internationalt. Copenhagen Pride arbejder for et mangfoldigere, tryggere og mere inkluderende København og arrangerer, udover Copenhagen Winter Pride Week, 15 andre events i og omkring hovedstaden hvert år.

Under Copenhagen Winter Pride Week samarbejder foreningen med en række kulturinstitutioner. I 2016 var blandt andet Studenterhuset, Vega, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater samarbejdspartnere. Med Copenhagen Winter Pride Week er det ansøgers ønske at skabe rammer for fordybelse og læring gennem kulturelle arrangementer herunder foredrag, udstillinger, omvisninger og teater.

Med Copenhagen Winter Pride Week ønsker ansøger blandt andet at sikre Copenhagen Prides position, som Nordeuropas mest inkluderende og indflydelsesrige Pridefestival samt at øge Copenhagen Prides synlighed. Desuden er det ansøgers ønske, at Copenhagen Winter Pride Week skal arbejde for at tiltrække flere LGBT-turister til København og biddrage med en vinterfestival til Københavns samlede festivaltilbud.

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.  

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

Anders Bager Jensen   

                                                                  /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen.

Til top