Mødedato: 03.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Høring: lovforslag om ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udkast til høringssvar i anledning af forslag til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget  godkender nedenstående udkast til høringssvar til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Problemstilling

Erhvervsstyrelsen har den 7. oktober 2016 sendt udkast til ændring af lov om restaurations-virksomhed og alkoholbevilling m.v. i høring, jf. bilag 1. Erhvervsstyrelsen har anmodet om bemærkninger senest fredag den 4. november 2016.

I denne sag er Københavns Kommune selvstændig høringspart. Københavns Kommune har forud for lovforslagets fremsættelse, sammen med Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, Horesta, Danmarks Restauranter og Caféer, 3F, Arbejdstilsynet samt politiet deltaget i et dialogmøde i Erhvervs- og Vækstministeriet samt Erhvervsstyrelsen vedrørende den nye restaurationslov.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningens udkast til høringssvar fremgår nedenfor. I bilag 2 ses en opregning af andre foreslåede ændringer end de fem hovedpunkter, der her er nævnt, og bilag 3 er en sammenskrevet lov af den nugældende lov samt ændringsforslagene. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at der gøres særligt opmærksom på følgende forhold:

 

"1. Minimum bevillingsperiode på 2 år

Der foreslås en minimum bevillingsperiode på 2 år. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse, at der er behov for fortsat at kunne give en bevilling i en kortere periode end 2 år. Den mulighed benyttes bl.a., når der er behov for at følge afviklingen af en restance, eller udviklingen i problemer med lydisolering eller andet.

Det kan endda være en fordel for ansøgeren, at der kan gives en ganske kort bevillingsperiode, fordi alternativet kan være et afslag.

Det er uklart, om den ny tidsbegrænsning også omfatter nattilladelserne, jf. § 28, stk. 4.

 

2. Bevillingsnævnet kan igangsætte en sag om tilbagekaldelse af alkoholbevilling

Som modvægt til en minimumbevillingsperiode på 2 år, skal det være nemmere at tilbagekalde en bevilling, jf. § 19, stk. 2.

Umiddelbart medfører det skitserede forslag ikke en forenkling. Forskellen er, at det ikke længere kun er politiet, der kan rejse sagen. Det kan bevillingsnævnet efter lovforslaget også gøre – dog efter høring af politiet.

Forvaltningen bemærker, at de forhold, som er nævnt i bemærkningerne, som kan begrunde en tilbagekaldelse, næsten udelukkende er forhold, som kun politiet kan konstatere. Hvordan bevillingsnævnet uden politiets medvirken vil kunne vide noget om forholdene og igangsætte en sag om tilbagekaldelse, fremgår ikke af bemærkningerne.

Den øvrige fremgangsmåde ved tilbagekaldelse er uændret. Dvs. at bevillingshaveren fortsat kan kræve afgørelsen om tilbagekaldelse indbragt for domstolene, og det kan være en dyr og langtrukken proces. Hvis man forestiller sig en øget brug af muligheden for tilbagekaldelse, vil det medføre en stor administrativ byrde, og heraf følgende meromkostninger for Københavns Kommune pga. det meget store antal barer og restauranter, der er i kommunen.

 

3. Bevillingsnævnets sammensætning - tilføjelse af et sagkyndigt medlem og en uafhængig jurist eller advokat

Der påtænkes to yderligere medlemmer; et sagkyndigt medlem, og en uafhængig jurist eller advokat, som ”skal medvirke til at øge bevillingsnævnets fokus på ansøgerens retsstilling samt sikre, at der sker en saglig vurdering af hensyn efter restaurationslovens § 12”.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er ikke enig i, at der er behov for, at en uafhængig jurist eller advokat fremover skal være medlem af bevillingsnævnet.

Bevillingsnævnet er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Det er den kommunale forvaltning, der via et sekretariat betjener bevillingsnævnet, og som derfor – i samarbejde med politiet – har ansvaret for at sikre, at gældende ret overholdes, herunder at der tages de nødvendige hensyn til ansøgernes retsstilling.

Når der er nedsat et bevillingsnævn i en kommune, er der automatisk etableret en klageadgang til kommunalbestyrelsen. Ansøger har som nævnt derfor krav på at få prøvet bevillingsnævnets afgørelser.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse, at ansøgernes retsstilling tilgodeses i den nuværende opbygning; dels ved, at det er den kommunale forvaltning, som sammen med politiet har ansvaret for, at gældende ret overholdes, og dels ved, at der automatisk er en klageadgang til kommunalbestyrelsen.

Det fremgår hverken af lovforslaget eller bemærkningerne, om eksisterende bevillingsnævn skal suppleres med de nye medlemmer pr. 1. juli 2017, eller om dette først skal ske i forbindelse med etablering af nye bevillingsnævn med virkning fra den 1. januar 2018. Der ses heller ikke at være taget stilling til en eventuel vederlæggelse af de nye medlemmer. Kultur- og Fritidsforvaltningen forudsætter under alle omstændigheder at blive kompenseret for eventuelle merudgifter i den anledning.

 

4. Dele af politiets sagsbehandling kan henlægges til kommunen

Erhvervs- og Vækstministeriet skal efter forhandling med Kommunernes Landsforening kunne beslutte, at visse opgaver i forbindelse med sagsbehandlingen i bevillingssagerne kan overgå fra politiet til kommunen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan principielt tilslutte sig denne mulighed, men bemærker, at det vil medføre et væsentligt merarbejde for kommunen, hvilket der skal afsættes tilstrækkelige ressourcer til. Hvis det sker efter de almindelige DUT-regler, vil kommunen langt fra få tilført de nødvendige mer-ressourcer.  

 

5. Konkrete værktøjer i forhold til at mindske gener i nattelivet

Helt generelt mangler der fokus på at give kommunen nogle flere konkrete værktøjer i forhold til at forhindre voksende problemer i de mest belastede områder. Det kunne for eksempel være en adgang for kommunen til at vedtage, at der ikke må være flere af en bestemt type restauration i en bestemt gade eller bydel – uden at der foreligger en detaljeret dokumentation over forholdene."

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar sendes til Erhvervsstyrelsen senest den 4. november 2016.

Thomas Jakobsen/                                                       

 

                                                             Merete Evers Dewilde                         

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen med følgende tilføjelse:

Kultur- og Fritidsudvalget er positiv overfor initiativet om, at Bevillingsnævnet kan igangsætte en sag om tilbagekaldelse af alkoholbevilling, men efterlyser samtidig, at der gives bevillingsmyndigheden en adgang til at kunne fratage en bevilling, såfremt restauratøren ikke lever op til sit ansvar, herunder i forhold til diskrimination.  

Til top