Varig finansiering af bevillinger der udløber
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om en række bevillinger, som udvalget har finansieret i 2016, skal finansieres varigt inden for udvalgets ramme.
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke bevillinger udvalget varigt vil finansiere fra 2017 og frem.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i forbindelse med 2.behandlingen af budgetbidraget 2016 at finansiere en række bevillinger i 2016, der udløber ultimo 2015. Kultur- og Fritidsudvalget har ønsket at drøfte muligheden for at indarbejde varig finansiering af disse bevillinger.
Løsning
I Kultur- og Fritidsudvalgets budgetaftale indgår en midlertidig finansiering af bevillingsudløb ultimo 2015 på samlet 2,4 mio. kr. Dermed er der frie midler i 2016 på 0,7 mio. kr., som endnu ikke er disponeret. Nedenfor er beskrevet, hvordan de 2,4 mio. kr. fordeler sig med henblik på, at udvalget kan beslutte, om disse bevillinger skal finansieres varigt indenfor udvalgets egen ramme.
Nogle af bevillingerne indgår på forskellig vis i forhandlingerne om budget 2016. Dette er beskrevet nedenfor.
Tabel 1 - Oversigt over bevillinger, som Kultur- og Fritidsudvalget har finansieret i 2016
Bevilling |
Beløb årligt |
1. Helårsbadning i havnen |
318 |
2. Åbne svømmehaller i sommerferien |
583 |
3. Ungdomskultur placeret på Kraftwerket (Snabslanten) |
530 |
4. Warehouse9 |
418 |
5. Skurbyen/Karens Minde |
260 |
6. Tilskud til Børne- og Ungekulturpiloterne |
306 |
I alt |
2.415 |
Konsekvens for effektiviseringsbehovet
I den oprindelig budgetaftale manglede Kultur- og Fritidsudvalget at finde ca. 1,2 mio. kr., som der først var behov for at finde i 2018. I 2016 var der et overskud på 3,1 mio. kr., hvoraf udvalget har prioriteret 2,4 mio. kr. til finansiering af bevillingsudløb i 2016. Herudover er der 0,7 mio. kr. i frie midler i 2016, som udvalget i 2016 kan prioritere til andre formål. I 2017 var der isoleret et effektiviseringsbehov på 2,5 mio. kr., men givet, at der varigt fra 2016 er et overskud på 3,1 mio. kr., så giver det et lille overskud på 0,7 mio. kr. i 2017, som udvalget kunne prioritere til andre formål. I 2018 var der behov for at finde yderligere effektiviseringer for 1,2 mio. kr.
Hvis bevillinger for 2,4 mio. kr. gøres varige, vil udvalget nu samlet set mangle at finde 3,6 mio. kr., hvoraf der er behov for at finde 1,8 mio. kr. i 2017 og yderligere 1,9 mio. kr. i 2018. Der er fortsat 0,7 mio. kr. i frie midler i 2016, mens der ikke er forudsat at være frie midler til disponering i 2017.
Ovenstående er illustreret i Bilag 1.
Mulige konsekvenser af budgetforhandlinger
Som det fremgår af nedenstående beskrivelse, indgår flere af bevillingerne i forhandlingerne om budget 2016. Såfremt det i budget 2016 besluttes at finansiere aktiviteterne fra 2017, er det ikke nødvendigt, at Kultur- og Fritidsudvalget finansierer disse, og Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsbehov reduceres tilsvarende.
Konsekvenserne af budgetforhandlinger kan således have betydning for det effektiviseringsbehov, der fremgår af tabel 2.
1. Helårsbadning i havnen – 318 t. kr.
I budget 2012 blev der afsat anlægsmidler i 2012 og driftsmidler fra 2012-2015 til vinterbadning i havnen. Anlægsmidlerne blev benyttet til indkøb af 3 mobile saunaer. Driftsmidler anvendes til vedligehold (fjernelse af graffiti og reparationer) af de 3 mobile saunaer på Islands Brygge. I perioden september 2014 til april 2015 har der været ca. 20.000 besøgende på anlægget, hvor størstedelen benytter saunaerne.
I budgetforhandlingerne indgår et budgetnotat om etablering af et permanent anlæg til helårsbadning. Såfremt der etableres et permanent anlæg, hvor driftsmidlerne finansieres varigt, vil der ikke være behov for, at Kultur- og Fritidsudvalget finansierer varige driftsmidler til de midlertidige faciliteter. Dette vil i givet fald nedskrive Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsbehov.
2. Åbne svømmehaller i sommerferien – 583 t. kr.
I budget 2012 blev der afsat driftsmidler i 2012-2015 til at reducere antallet af lukkeuger i sommerferien i seks af de københavnske svømmehaller. Dermed blev antallet af lukkeuger reduceret fra seks til tre uger i Emdrup Bad, Sundby Bad, Hillerødgade Bad og Hal, Vesterbro Svømmehal, Frankrigsgade Svømmehal og Øbrohallen.
3. Ungdomskultur placeret på Kraftwerket (Snabslanten) – 530 t. kr.
I budget 2012 blev der afsat driftsmidler 2012-2015 på 0,5 mio. kr. årligt. Det samlede budget til Snabslanten er 1,2 mio. kr. De resterende 0,7 mio. kr. udløber ultimo 2016. Snabslanten støtter kulturelle aktiviteter og arrangementer/projekter, der er forankret i Københavns Kommune. Unge mellem 13 og 30 år, bosat i Københavns Kommune, kan ansøge om tilskud til projekter med et budget på under 30.000 kr. Nybegyndere og amatørprojekter med små budgetter prioriteres.
Ovenfor er forudsat, at kun de 0,5 mio. kr. årligt finansieres varigt af Kultur- og Fritidsudvalget. Der er ikke forudsat finansiering af de 0,7 mio. kr., der udløber ultimo 2016. De 0,7 mio. kr. indgår som udgangspunkt ikke i budgetforhandlingerne.
4. Warehouse9 – 418 t. kr.
Warehouse9 er et Lesbian-Gay-Bisexual-Transgender-Queer-performance sted i Den Brune Kødby på Vesterbro. De er kendetegnet ved både at have et socialt og et kulturelt fokus i deres aktiviteter, f.eks. deres månedlige arrangement T-lounge. Med budgetaftale 2013 blev der afsat driftsmidler i 2013-2015 til at føre en række af deres projekter ud i livet, samt at give transkønnede personer et tilhørsforhold og en platform til synliggørelse af LGBTQ kunst og kultur. Foreningen har søgt om et udvidet tilskud, der indgår i forhandlingerne om budget 2016. Såfremt der varigt afsættes bevilling til et udvidet tilskud i forbindelse med budgetforhandlingerne, vil dette nedskrive Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsbehov i 2017.
5. Skurbyen/Karens Minde -260 t.kr.
Karens Minde Kulturhus fik fra Kultur- og Fritidsudvalgets frie midler i 2012 en bevilling på 0,6 mio.kr. i hvert af årene 2013-2014 til at styrke huset og særligt at udvide åbningstiden primært i weekenden.
Med overførselssagen fra 2012-2013 afsatte Borgerrepræsentationen 1,1 mio. kr. i anlæg i 2013 til lovliggørelse og delvis renovering af lejemålet i Skurbyen. Der blev afsat 0,25 mio. kr. i 2014 og 2015 til driften. I juni 2014 godkendte Borgerrepræsentationen forslaget om nedrivning af Skurbyen og opførelse af en ny bygning. Begge dele kan udføres inden for anlægsrammen på 1,1 mio. kr. Man er derfor i gang med at opføre en erstatningsbygning for Skurbyen, som bl.a. indeholder toilet og anretterkøkken. Ligeledes er der afsat penge til 1. etape af renoveringen af Karens Minde. Der er pt. ingen driftsbevilling til erstatningsbygningen eller 1. etape, men der er brug for en bevilling på ca. 150 t. kr. til de afledte driftsudgifter. Bevillingen til afledt drift indgår i budgetforhandlingerne.
Der udestår en endelig afklaring af anvendelse af Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling til Skurbyen/Karens Minde.6. Børne- og Ungekulturpiloterne – 306 t. kr.
Formålet med projektet er at uddanne børnene og de unge til kultur-iværksættere og ambassadører. De bliver med-producenter og med-skabere på kulturelle aktiviteter i deres lokalområde. Projektet blev i budget 2015 tildelt et etårigt tilskud på 306 t. kr.
I overførselssagen blev dette tilskud forhøjet med 204 t. kr. i 2015, da projektet ellers ville stoppe midt i 2015. Foreningen har søgt om et udvidet tilskud, der indgår i forhandlingerne om budget 2016. Såfremt der varigt afsættes bevilling til et udvidet tilskud i forbindelse med budgetforhandlingerne, vil dette nedskrive Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsbehov i 2017.
Økonomi
Carsten Haurum
/Susanne Hovgaard Heunicke
Beslutning
Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at samtlige bevillinger 1-6 ønskes finansieret varigt fra 2017 og frem.
Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michal Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Forslaget blev således godkendt.