Samarbejde mellem fritidsinstitutioner og idrætsforeninger
Samarbejde mellem fritidsinstitutioner og idrætsforeninger
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 3. juni 2004
5. Samarbejde mellem fritidsinstitutioner og idrætsforeninger
(KFU 186/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalgene tager redegørelsen om status for samarbejdet mellem idrætsforeninger og fritidsinstitutioner til efterretning
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 26. maj 2004:
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og
Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. maj 2004:
Udvalget var ikke beslutningsdygtigt. Sagen tages op på udvalgets kommende møde.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2004
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget
for 2002 har Borgerrepræsentationen vedtaget følgende hensigtserklæring:
"Uddannelses‑ og Ungdomsforvaltningen udarbejder
i samarbejde med Kultur‑ og Fritidsforvaltningen, Københavns Idrætsanlæg
og Familie‑ og Arbejdsmarkedsforvaltningen forslag til et konkret
samarbejde mellem idrætsklubber og fritidsinstitutioner i Københavns
Kommune."
I slutningen af 2003/begyndelsen af 2004 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget "Rapport vedrørende samarbejde mellem idrætsforeninger og fritidsinstitutioner i Københavns Kommune" samt ansøgning til Kulturministeriet om en idrætskoordinator til et modelprojekt dækkende bydelene Brønshøj/Husum, Bispebjerg, Vanløse og Nørrebro.
Forvaltningerne indstiller, at redegørelsen for status for samarbejdet mellem idrætsklubber og fritidsinstitutioner, hvori indgår en række konkrete initiativer på området, tages til efterretning.