STADSHUSET i Ørestad - idrætshus, gymnasium og bibliotek - (Fællesindstilling KFF og UUF)
STADSHUSET i Ørestad - idrætshus, gymnasium og bibliotek - (Fællesindstilling KFF og UUF)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 3. juni 2004
18. STADSHUSET i Ørestad - idrætshus, gymnasium og bibliotek - (Fællesindstilling KFF og UUF)
(KFU 177/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at vedlagte skitserede byggeprogram for bibliotek og idrætshus i kombination med det nye gymnasium i Øres tad godkendes
at forslaget om etablering af bibliotek og idrætshus inkl. justeringer i gymnasieprojektet indgår i budgetforhandlingerne for 2005
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2004
Kultur- og Fritidsudvalget havde hellere set, at idrætsfaciliteterne var blevet integreret i gymnasiet.
Indstillingen blev tiltrådt med denne bemærkning.
RESUME
Formålet med at samtænke gymnasium, idræt og bibliotek i Ørestad er at få en sammenhængende bykerne med de positive synergieffekter, der er mellem de tre serviceområder. Erfaringerne viser, at der en markant større søgning til såvel idræt som bibliotek, når de er placeret i en sammenhæng. En samlet funktion vil endvidere være en central, synlig markering af Københavns Kommunes tilstedeværelse i Ørestad.
Et fælles projekt vil gøre det muligt at udnytte faciliteterne på tværs af de tre serviceområder. F.eks. kan gymnasiets samlingsfaciliteter og kantine bruges af såvel lånere som idrætsudøvere. Samtidig vil der være en række funktionelle gevinster for gymnasiet ved en samtænkning. Dette vil lette informationssøgning for de studerende og åbne mulighed for en større materialesamling.
I programmet for arkitektkonkurrencen for det nye gymnasium i Ørestad indgik et forslag til helhedsplan for det byggefelt, hvor gymnasiet er placeret og belysning af mulighederne for at kombinere gymnasiet med et bibliotek og et idrætshus.
I vinderprojektet ved 3xNielsen er hovedparten af grunden udformet som en stor "plint" i 2 etager, hvor de øvrige bygninger skyder sig ind i eller er placeret ovenpå. I den del af "plinten", der vender ud mod Ørestads Boulevard er der på begge sider af gymnasiet foreslået placeret henholdsvis et idrætshus og et bibliotek.
Som opfølgning på arkitektkonkurrencen godkendte Borgerrepræsentationen den 11. december 2003 erhvervelse af byggeret for i alt 6,3 mio. kr. til et bibliotek på 1.000 m2 og en idrætshal på 1.400 m2. Endvidere blev der afsat i alt 150.000 kr. til et skitseret byggeprogram for idrætshus og bibliotek i kombination med det planlagte gymnasium. Borgerrepræsentationen besluttede samtidig, at der senere skulle tages stilling til den endelige finansiering af grundkøbet i f.m. en stillingtagen til etableringen af bibliotek og idrætshus.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og en rådgiver har i samarbejde udarbejdet et skitseret byggeprogram for "STADSHUSET" i Ørestad. Huset kombinerer idrætshus, gymnasium og bibliotek i en sammenhængende enhed. Huset vil med sin centrale og synlige placering i Ørestad kunne få en væsentlig betydning for udviklingen og formidlingen af visionerne for den nye bydel og være en synlig markering af Ørestad som en del af Københavns Kommune.
Idrætshuset på 1.580 m2 placeres nord for gymnasiet med forbindelse til både gymnasiet og den kommende bydelspark nord for byggefeltet. Det offentlige bibliotek på 940 m2 placeres syd for gymnasiet med facade ud mod hjørnet af Ørestads Boulevard og Arne Jacobsens Alle – skråt over for Fields. For at optimere de samlede funktioner vil det være ønskeligt, at der foretages mindre justeringer (bl.a. udvidelse af køkken og kantine) af det godkendte gymnasieprojekt.
De samlede udgifter til idrætshus og bibliotek er beregnet til i alt 46,2 mio. kr. inkl. udgifter til justering af gymnasieprojektet og andel af udgifter til udearealer. Heraf vedrører 30,2 mio. kr. idrætshuset og 16,0 mio. kr. biblioteket. Det skal bemærkes, at idrætshuset og biblioteket i realiteten er to adskilte projekter, der kan realiseres uafhængigt af hinanden.
Som følge af den forventede befolkningsudvikling i den centrale del af Ørestad, arbejdes der med planer om placering af en folkeskole i området. I den forbindelse vil Uddannelses- og Ungdomsudvalget kunne bidrage med i alt 14,8 mio. kr. til etablering af idrætshuset, fordi skolen i givet fald vil blive opført uden egne idrætsfaciliteter.
Byggeriet af det nye gymnasium påbegyndes i september/oktober 2004 med henblik på ibrugtagning i august 2006. I givet fald vil byggeriet af idrætshus og bibliotek kunne påbegyndes medio 2006 og afsluttes medio 2007. Byggeriet vil skulle koordineres med de øvrige byggerier på grunden.
Byggeprogrammet fremlægges til godkendelse, idet det samtidig foreslås, at forslaget om etablering af idrætshus og bibliotek indgår i budgetforhandlingerne for 2005. Det sker bl.a. med henblik på at få foretaget de nødvendige justeringer i gymnasieprojektet og for at skabe bedst mulige betingelser for den fornødne koordinering i forhold til de øvrige byggerier i byggefeltet.