Mødedato: 03.06.2004, kl. 16:00

World Masters Games til København i 2009

World Masters Games til København i 2009

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 3. juni 2004

 

 

15.      World Masters Games til København i 2009

(KFU 190/2004)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

at Københavns Kommune afgiver endeligt og bindende bud om at blive værtsby for World Masters Games 2009 på baggrund af nedenstående,

at Københavns Kommune – såfremt København får værtskabet for World Masters Games 2009 og såfremt der opnås anden medfinansiering på halvdelen af den budgetterede udgift på 24 mio. kr. – bevilger i alt 12 mio. kr. over perioden 2005 - 2008 til dækning af Københavns Kommunes direkte udgifter ved arrangementet,

at der i Økonomudvalgets budgetrammer for 2005 til 2008 indarbejdes en rammeforhøjelse på 3 mio. kr. årligt, svarende til Københavns Kommunes årlige direkte udgifter ved arrangementet i perioden 2005 – 2008,

at Københavns Kommune – såfremt København får værtskabet for World Masters Games 2009 og såfremt der opnås en anden indeståelse for halvdelen af den samlede underskudsrisiko ved afholdelsen af arrangementet på anslået 14,085 mio. kr. – bevilger et rammebeløb på 7,043 mio. kr. til dækning heraf. Beløbet optages som en udvidelse af Økonomiudvalgets Pulje til uforudsete udgifter.

at Økonomiudvalget tiltræder, at Økonomiforvaltningen - hvis forhandlingsforløbet med regeringen tilsiger det - foretager de nødvendige konsekvensændringer inden sagen forelægges Borgerrepræsentationen.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2004

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

RESUME

World Masters Games er et internationalt idrætsarrangement med op til 25 forskellige sportsgrene, der afholdes hvert 4. år. Værtsbyen for World Masters Games vælges af indehaveren af konceptet, The International Masters Games Association (IMGA). Deltagerprofilen i World Masters Game er 5-10 % tidligere verdensstjerner, 15-25 % nationale mestre og 65-75 % repræsenterende bredden. For at sikre det internationale islæt tilstræbes det, at 50 % af deltagerne kommer fra et andet land end det, værtsbyen er beliggende i. Deltagerantallet har de sidste tre gange, arrangementet har været afholdt, ligget på mellem 11.000 og 25.000 deltagere.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen foreslår, at Københavns Kommune afgiver endeligt og bindende bud på værtskabet for arrangementet i 2009. Værtskabet indebærer et finansieringsbehov på 24 mio. kr. til dækning af de budgetterede direkte udgifter ved arrangementet i perioden 2004-2009, samt behov for at udspænde et økonomisk sikkerhedsnet på anslået op til 14,085 mio. kr. som garanti til gennemførelsen af arrangementet.

En forudsætning for afgivelse af endeligt bud er, at der opnås en anden med-finansiering på halvdelen af de budgetterede direkte udgifter samt indeståelse for halvdelen af underskudsrisikoen ved gennemførelsen af arrangementet. Dermed vil Københavns Kommunes samlede økonomiske forpligtelser være 12 mio. kr. i perioden 2005 – 2008 til direkte budgetterede udgifter samt anslået 7,043 mio. kr. til dækning af underskudsrisikoen.

 


 


Til top