Fremtidens kulturhuse i København
Fremtidens kulturhuse i København
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 3. juni 2004
Sager til beslutning
6. Fremtidens kulturhuse i København
(KFU 191/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
at vedlagte forslag til brugerbestyrelser i kultur- og medborgerhusene godkendes og implementeres
at vedlagte forslag til kontraktstyring i kultur- og medborgerhusene godkendes og nye kontrakter med husene indgås
at der ikke sker omplacering af huse på Nørrebro.
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 19. februar 2004 (KFU 53/04) indstillingen vedrørende Fremtidens kulturhuse i København. Indstillingen indeholdt blandt andet et forslag til en ny organisationsmodel, der indebærer en ny model for brugerbestyrelser i husene, en model for individuel kontraktstyring af husene samt en model for omplacering af de tre huse på Nørrebro. Udvalget besluttede at sende materialet i høring.
På baggrund af de indkomne høringssvar har forvaltningen udarbejdet forslag til ny organisationsmodel (herunder model for brugerbestyrelser og model for kontraktstyring). Forvaltningen indstiller, at forslagene godkendes.
På baggrund af de indkomne høringssvar vedrørende omplacering af husene på Nørrebro indstilles det, at der ikke sker omplacering af huse på Nørrebro.
SAGSBESKRIVELSE
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 19.
februar 2004 (KFU 53/04) indstillingen vedrørende Fremtidens kulturhuse i
København, som var udarbejdet på baggrund af to temadrøftelser i Kultur- og
Fritidsudvalget. Indstillingen indeholdt blandt andet et forslag til en ny
organisationsmodel, der indebærer en ny model for brugerbestyrelser i husene,
en model for individuel kontraktstyring af husene samt en model for omplacering
af de tre huse på Nørrebro - Nørre Allé Medborgerhus, Medborgerhuset Blågården
samt Kulturhuset Kapelvej 44. Udvalget besluttede i relation til de tre
forslag, at sende materialet i høring med frist for indgivelse af høringssvar
mandag den 26. april 2004 kl. 12.00.
Høringsmaterialet blev udsendt til i alt 40 høringsparter. Heraf har 26
indgivet høringssvar. Af disse har nogle dog indgivet flere høringssvar fra fx
både personale og bestyrelse i nogle huse. Derudover er der indkommet 40 svar
fra andre parter, heraf 7 svar fra privatpersoner og de øvrige fra foreninger,
lejere mv. i kultur- og medborgerhusene. Svarene fra ikke-høringsparter
indeholder primært kritik af forslaget om omplacering af husene på Nørrebro.
Der er desuden afleveret i alt 2953 underskrifter fra henholdsvis Nørre Allé Medborgerhus og Blågården med henblik på en bevarelse af de to medborgerhuses nuværende placering og status.
I behandlingen af høringssvarene har forvaltningen grupperet svarene i forhold til henholdsvis model for brugerbestyrelser, kontraktstyring samt omplacering af husene på Nørrebro.
Ny organisationsmodel
Høringssvarene sætter ikke spørgsmålstegn ved principperne i forslaget om ny model for brugerbestyrelser og kontraktstyring med individualiserede kontrakter og en række af svarene udtrykker opbakning til såvel modellen for brugerbestyrelser og kontraktstyring. Høringssvarene handler primært om præciseringer af en række forhold. De væsentligste indsigelser er følgende:
§ Der ønskes en lokal indstillingsret og/eller lokal mulighed for udpegning af de to foreslåede repræsentanter for det lokale kultur- og fritidsliv.
§ Ønske om, at lokalråd eller kvarterråd skal være sikret plads i bestyrelserne.
§ Der ønskes konsekvensretning af ordet 'leder' til 'ledelse'.
§ Behov for tilpasning af brugerbestyrelsernes beføjelser mv. i forhold til de huse, der i dag er foreningsdrevne (Christianshavns Beboerhus samt Karens Minde Kulturhus). Da der er indgået særlige kontrakter med disse huse, indgår de ikke i den model, forvaltningen foreslår som udgangspunkt for drift og udvikling af de øvrige kultur- og medborgerhuse.
Forvaltningen har sammenfattet de indkomne forslag og indsigelser, hvoraf nogle
indgår i de nye organisationsmodeller, mens andre efter forvaltningens
vurdering ikke er hensigtsmæssige i forhold til indførelse af de foreslåede
modeller for bestyrelser og kontraktstyring. Af bilag 1 fremgår, hvordan
forvaltningen har vurderet de enkelte forslag og indsigelser.
På denne baggrund har forvaltningen gennemarbejdet
høringsmaterialets forslag om ny model for brugerbestyrelser samt
kontraktstyring med henblik på udvalgets godkendelse af de forelagte modeller
(bilag 2) som udgangspunkt for den fremtidige sammensætning af
brugerbestyrelser og indgåelse af kontrakter med kultur- og medborgerhusene.
Forvaltningen udarbejder skabelon til en driftskontrakt, der udgør det
økonomiske og juridiske aftalegrundlag, samt et budgetbeløb. Af denne del af
kontrakten vil bestyrelsens kompetencer, sammensætning mv. også fremgå. Anden
del af kontrakten vil udgøre resultatkontrakten, der forhandles mellem Kultur-
og Fritidsforvaltningen og det enkelte hus. Der er tale om en kontrakt, der
udstikker rammerne for en overordnet rammestyring. Kontrakterne indgås med
udgangspunkt i de nuvære
nde budgetrammer for de enkelte huse. Der vil på sigt
være mulighed for indgåelse af aftaler med enkelthuse om projekter mv., hvis
det nuværende budgetniveau for kultur- og medborgerhusene øges.
Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget
godkender model for sammensætning af bestyrelser samt kontraktstyring af
kultur- og medborgerhusene som forelagt i bilag 2. Kontrakterne, der forhandles
mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og kultur- og medborgerhusene, godkendes
efterfølgende i Kultur- og Fritidsudvalget.
Der indgås dog fortsat særlige kontrakter med de foreningsdrevne huse,
Christianshavns Beboerhus og Karens Minde.
Omplacering på
Nørrebro
Forslaget vedrørende omplacering af husene på Nørrebro omfattede en sammenlægning af Kapelvej 44 og Medborgerhuset Blågården på Nørre Alle Medborgerhus og en flytning af Nørre Allé Medborgerhus til Blågårdens lokaler. I de indkomne høringssvar er der et fåtal, der forholder sig neutralt til sagen, mens den overvejende del gør indsigelse mod det fremlagte forslag. Overordnet argumenteres der for, at forslaget ved en gennemførelse vil give forringelser af de kulturelle tilbud, husene i dag tilbyder. I denne forbindelse fremhæves det særligt at:
§ Etablerede netværk og erfaring vil gå tabt
§ Mindsket areal- og lokalekapacitet vil resultere i nedlæggelse af aktiviteter mv.
§ De tre huse har forskellige målgrupper og kan derfor ikke samles i to huse
Flere høringssvar efterlyser en tilførsel af midler til området.
Der er samlet set tale om modstand mod forslaget fra samtlige implicerede parter samt fra en lang række af foreninger mv., der anvender de tre huse.
På denne baggrund er det forvaltningens vurdering, at forslaget ikke skal gennemføres i den foreslåede form. Forvaltningen indstiller derfor, at der ikke sker omplacering af huse på Nørrebro
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med
indstillingen.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske
konsekvenser forbundet med indstillingen.
HØRING
Der er foretaget i høring i sagen. Oversigt over høringsparter samt fortegnelse over indkomne svar findes i bilag 3.
De indkomne høringssvar er tilgængelige til gennemsyn i Sekretariatet.
BILAG
1. Sammenfatning af indkomne høringssvar med forvaltningens kommentarer
2. Forslag til ny organisationsmodel med forvaltningens forslag til ændringer
3. Fortegnelse over høringsparter og svar
/