Mødedato: 03.05.2012, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Vandlegeplads i Fælledparken, anlægsbevilling

Se alle bilag

Der skal træffes beslutning om at overføre og frigive anlægsmidler fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget til anlæggelse af en vandidrætslegeplads i Fælledparken.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at der overføres en rådighedsbevilling på 5,0 mio. kr. (2012 p/l) fordelt med 0,825 mio. kr. i 2012 og 4,125 mio. kr. i 2013 fra Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsramme, funktion 0.32.31.3 (Stadions, idrætsanlæg og svømmehaller) til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3. 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.                  at der gives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. (2012 p/l) til anlæggelse af en vandidrætslegeplads i Fælledparken. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3 fordelt med 0,825 mio. kr. i 2012 og 4,125 mio. kr. i 2013.

Problemstilling

Der er i budget 2012 (UÆ53) afsat midler til Kultur- og Fritidsudvalget til anlæggelse af en vandidrætslegeplads ved den eksisterende soppesø i Fælledparken. For at kunne anlægge vandidrætslegepladsen skal anlægsmidlerne overføres fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget og frigives.

Løsning

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2012 blev det besluttet, at København skal have flere vandlegepladser, der kan udfordre børn i alle aldre motorisk og sanseligt. Derfor blev der i budget 2012 afsat 5,0 mio. kr. til etablering af en vandidrætslegeplads. Pladsen anlægges på Teknik- og Miljøforvaltningens areal, ved den eksisterende soppesø i Fælledparken.

Vandidrætslegepladsen er et eksempel på et af de bevægelsesfremmende byrumsprojekter, der er udviklet i et samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen. Projektet realiseres derfor på baggrund af de idéer, der går på tværs af de to forvaltninger, samt på baggrund af Teknik- og Miljøforvaltningens erfaringer med leg, bevægelse og vand i byens rum.

Vandidrætslegepladsen i Fælledparken skal indeholde en række forskellige legeredskaber, der med et fælles udgangspunkt i vand giver muligheder for fysisk aktivitet. I udformningen af den nye vandidrætslegeplads vil der blive taget højde for, at sæsonen er kort, ved at lave pladsen så den resten af året kan benyttes til alternative formål, fx som almindelig legeplads.

 

Endvidere vil Teknik- og Miljøforvaltningen lægge vægt på at indarbejde bæredygtighed i forbindelse med vandforbruget.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen vil, når midlerne er overført og frigivet, sørge for, at vandidrætslegepladsen bliver projekteret og anlagt. Teknik- og Miljøforvaltningen vil løbende være i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen i forhold til udvikling af projektet.

Økonomi

Med denne indstilling overføres 5,0 mio. kr. (2012 p/l) fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget. Midlerne blev afsat i budget 2012(UÆ53) til anlæggelse af en vandidrætslegeplads ved den eksisterende soppesø i Fælledparken. De 5,0 mio. kr. skal frigives til anlæggelse af en vandidrætslegeplads i Fælledparken.

Periodiseret budget for forundersøgelser, rådgiverydelser, internt lønforbrug og fysisk anlæggelse af projektet fremgår nedenfor.

Udgifter i 2012 p/l og mio. kr.

2012

2013

I alt

Rådgivning, forundersøgelser mv.

0,825

0,675

1,5

Fysisk anlæggelse af projektet

 

3,5

3,5

Total pr. år

0,825

4,175

5,0

 

Teknik- og Miljøforvaltningen vil stå for driften af vandidrætslegepladsen. Det koster årligt 0,415 mio. kr. (2012 p/l) at drive den nuværende soppesø. Budgettet overføres fra og med 2012 fra Kultur- og Fritidsudvalgets driftsramme til Teknik- og Miljøudvalgets driftsramme i forbindelse med sagen om bevillingsmæssige ændringer, der forventes behandlet af Økonomiudvalget den 22. maj og Borgerrepræsentationen 31. maj 2012.

Det skønnes, at udviklingen af området i form af anlæggelsen af vandidrætslegepladsen vil medføre en merudgift på 0,5 mio. kr. årligt. I forbindelse med budget 2012(UÆ53) blev forligsparterne enige om, at der i forbindelse med overførselssagen for 2012 alternativt i forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2013 skal findes finansiering til de forøgede driftsomkostninger. Findes der ikke finansiering vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Efter at midlerne er overført til Teknik- og Miljøudvalget, vil projektudviklingen begynde og anlæggelsen af vandidrætslegepladsen forventes at vare fra medio 2013 til ultimo 2013.

 

                        Hjalte Aaberg                        Carsten Haurum

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. maj 2012:

Indstillingen blev godkendt.
Til top