Mødedato: 03.04.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Fordeling af baner til professionel og folkeoplysende fodbold

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte princippet for fordeling af banetid til henholdsvis professionel og folkeoplysende fodbold.

Princippet er i dag, at forvaltningen først allokerer tid til udlejning til professionelle hold og derefter fordeler den øvrige tid til folkeoplysende foreninger. Udlejningen foregår efter forhandling med klubberne om de ønskede tider. Baggrunden for princippet er dels, at de professionelle hold skal have kamp- og træningstider for at kunne opnå licens fra divisionsforeningerne, dels at den kommercielle udlejning udgør under 1 % af kapaciteten.

Københavns Kommune ejer fem stadions og ca. 100 11v11 baner, der benyttes til både professional og folkeoplysende fodbold. Kultur- og Fritidsforvaltningen har en kapacitet på ca. 3.000 ugentlige træningstimer på 11v11 fodboldbaner. I sæson 2025-26 er indgået aftale med tre professionelle klubber, som til sammen lejer 19,5 ugentlige timer, svarende til 0,7% af den samlede kapacitet. Klubberne betaler markedsleje, jf. Konkurrencestyrelsens model for udlejning af idrætsanlæg.

En kommune må med henvisning til kommunalfuldmagtsreglerne tilvejebringe, udvide og drive et idrætsanlæg, f.eks. et fodboldstadion, og stille dette anlæg til rådighed for professionelle sportsklubber. Det er således en lovlig kommunal interesse at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende fodboldkampe. Kommunen må imidlertid ikke yde støtte til professionelle sportsklubber, og dette betyder, at hvis kommunen indgår en aftale med en professionel fodboldklub om leje af et kommunalt stadion, skal en sådan aftale indgås på markedsvilkår og til markedspris

Udlejning til professionelle hold sker således efter kommunalfuldmagtsreglerne. Kommunen har ikke pligt til at udleje. Udlejning skal foregå objektivt og sagligt og kommunen må ikke ske forskelsbehandle lejerne.

Fordeling af tid til folkeoplysende foreninger sker efter Folkeoplysningsloven og kommunens fordelingsregler. Foreningerne betaler gebyr for anvendelsen af banerne.

Enkelte af de københavnske hold er fuldt professionelle og træner i formiddagstimerne, hvor der ikke er sammenfald mellem bookingønsker. De fleste hold er imidlertid kun delvist professionelle, hvorfor træning foregår i samme tidsrum som de folkeoplysende foreningers træning.

Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte begrænsninger i udlejningen på lokationer eller tider.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter princippet for fordeling af banetid mellem professionel fodbold og folkeoplysende fodbold.

 

Problemstilling

Københavns Kommune ejer fem kommunale idrætsparker med stadions. Som ejer af stadions er Københavns Kommune kan kommunen udleje trænings- og stadionbaner til professionelle fodboldklubber. Licenskrav fra divisionsforeningen fordrer, at klubben har aftaler omkring træning og kampe. Det bemærkes, at fra sæsonen 2024-25 har det også været et krav for licenser fra Kvindedivisionsforeningen, at kampe foregår på stadions. Dette har stort set fordoblet antallet af hold, der har brug for stadions for at leve op til deres licenskrav.

Samtidig skal Københavns Kommune jf. Folkeoplysningslovens paragraf 21, stille ledige offentlige faciliteter, herunder trænings- og stadionbaner, til rådighed for folkeoplysende aktiviteter.  

Sagen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget bl.a. i forlængelse af henvendelser fra Vanløse IF til Kultur- og Fritidsudvalget og Overborgmesteren, hvor klubben udtrykker utilfredshed med, at et professionelt fodboldhold har fået en lejeaftale på tidspunkter, der tidligere har været tilgængelige for Vanløse IF.  Klubben har gjort indsigelse ift. forvaltningens fordeling, som dog efterfølgende er blevet afvist af forvaltningen efter gennemgang af banefordelingen sammenholdt med de respektive klubbers medlemstal.

Samtidig har der ikke været en politisk drøftelse af forholdet mellem professionel og folkeoplysende fodbold i nyere tid, hvorfor forvaltningen finder det hensigtsmæssigt med en mulighed for politisk stillingtagen til kommunens praksis på området.

 

Løsning

Københavns Kommune adskiller sig fra de fleste andre kommuner ved at have flere professionelle klubber, der lejer sig ind på kommunens fem stadions og træningsbaner. Salg af træningstid til kommercielle hold sker på baggrund af holdets anmodning og til priser på markedsvilkår.  

Tiderne til professionel fodbold til træning og kamp tages ud fra den samlede banekapacitet, forud for tildeling af tider til folkeoplysende foreninger. Dette sker af hensyn til licenskrav fra Divisionsforeningen, som fordrer, at holdet har trænings- og kampfaciliteter på stadion. Ved prioriteringen mellem klubber på stadions lægges vægt på, hvilken række holdet spiller i.

Den resterende kapacitet på stadions og træningsbaner – der pt. udgør 99,3 pct. af den samlede banekapacitet - tildeles efterfølgende til folkeoplysende foreninger efter Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København. Professionelle hold har ikke krav på at leje banekapacitet af Københavns Kommune. Kommunen kan derfor vælge helt eller delvist at undlade udlejning eller lægge restriktioner på hvilke faciliteter, der kan udlejes eller tidsrummene, hvor banerne udlejes. Restriktionerne skal være objektive og sagligt begrundede, og der må ikke ske forskelsbehandling.

Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningens licensregler krav, der forudsætter, at de relevante klubber/hold har adgang til faciliteter, der lever op til licenskravene. Hertil kommer, at de fleste professionelle hold i København ikke er fuldtidsprofessionelle, hvorfor de træner i eftermiddags/aftentimerne.

Udlejning til professionelle klubber lægger således kun beslag på en meget lille del af den samlede banekapacitet, men tiderne er til gengæld ofte placeret i tidsrum, hvor der også vil være stor efterspørgsel fra andre klubber og hold. Det bemærkes, at Københavns Kommune i de sidste 20 år har anvendt en del midler på anlæg og opgradering af stadions, så de kan anvendes til professionel fodbold.

Samlet set er den nuværende praksis for fordeling af banekapacitet og -tider udtryk for et forsøg på at balancere hensynet til de folkeoplysende foreninger overfor hensynet til at understøtte professionel fodbold i kommunen. Såfremt der er politisk ønske om det, kan balancen forrykkes. Som anført ovenfor kan kommunen vælge helt eller delvist at undlade udlejning eller lægge restriktioner på, hvilke faciliteter der kan udlejes, eller tidsrummene herfor.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker andre principper for fordeling, vil forvaltningen evt. vende tilbage til udvalget med konkret model på baggrund af drøftelsen.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen administrerer udlejning og fordeling af tid efter Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser. Forvaltningen vil evt. vende tilbage til udvalget med konkret model på baggrund af drøftelsen.

 

Mikkel Boje / Mads Kamp Hansen

 

 

Til top