Kontrol og tilsyn med ansøgninger og tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på møde 21. november 2024 forvaltningens praksis for håndtering af risici ved tilskudsmodtageres eventuelle misligholdt gæld til offentlige myndigheder.
Det almindelige tilsyn med tilskudsmodtagere foretages ved udarbejdelse af risikovurdering i forbindelse med indgåelse af aftale om tilskud (Bilag 1) og ved gennemgang af årsrapporter og regnskaber, jf. Forretningscirkulære for ydelse af Tilskud i Københavns Kommune (Bilag 2).
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage forvaltningens praksis til efterretning, og udvalget kan drøfte behovet for at implementere yderligere initiativer, der kan reducere risici yderligere.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens praksis vedr. håndtering af risici ved tilskudsmodtageres eventuelle misligholdt gæld til det offentlige til efterretning.
Problemstilling
I forbindelse med en konkret sag om en tilskudsmodtagers konkurs, hvor det viste sig, at der var ubetalt gæld for moms i Gældsstyrelsen, har der været ønske om beskrivelse af, hvordan Kultur- og Fritidsforvaltningen i højere grad kan sikre sig mod, at misligholdt gæld medfører, at tildelte tilskud ikke anvendes som tiltænkt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er ikke bekendt med øvrige sager, hvor ubetalt gæld til det offentlige har haft konsekvenser for anvendelse af tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget.
Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterer hermed Kultur- og Fritidsudvalget om gældende praksis for håndtering af risici ved tilskudsmodtageres eventuelle misligholdt gæld til offentlige myndigheder samt mulige initiativer, der kan mindske risici yderligere.
Løsning
Forvaltningens aktuelle praksis for håndtering af risici
Det almindelige tilsyn med tilskudsmodtagere foretages ved udarbejdelse af risikovurdering i forbindelse med indgåelse af aftale om tilskud (Bilag 1) og ved gennemgang af årsrapporter og regnskaber, jf. Forretningscirkulære for ydelse af Tilskud i Københavns Kommune (Bilag 2). Ved tilskud over 500.000 kr. årligt er der krav om regnskaber revideret af autoriseret revisor, som står inde for, at alt - herunder gældsposter - er korrekt fremstillet.
Da regnskabsgennemgangen er årlig, kan ubalancer og gæld opstå mellem regnskabsaflæggelser. Ved indikation eller mistanke om usikker mulighed for at fortsætte driften, sætter Kultur- og Fritidsforvaltningen tilskudsmodtager under skærpet tilsyn og kan her kræve delregnskaber kvartalsvis eller med anden frekvens, så situationen følges tættere.
Initiativer, der kan mindske risici yderligere
På baggrund af drøftelser på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. november 2024, har Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøgt muligheden for at etablere yderligere initiativer, der kan reducere risici ved tildeling af tilskud til aktører med potentiel gæld til det offentlige.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Gældsstyrelsen for at undersøge, om det er muligt at få undersøgt konkrete tilskudsmodtageres gældsforhold forud for indgåelse af aftale. Gældsstyrelsen oplyser, at det kun er muligt at få disse oplysninger, hvis gældsforholdet er til Københavns Kommune, eller hvis tilskudsmodtager giver fuldmagt til, at Københavns Kommune kan indhente oplysningerne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har desuden drøftet med Intern Revision, hvordan undersøgelsesparadigmet om væsentlighed og risiko samt proportionalitetsprincippet kan håndteres i forhold forvaltningens oplysning af misligholdt gæld for tilskudsmodtagere.
Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at der er mulighed for at tilpasse forvaltningens tilskudsaftaler, således at der i aftalen stilles krav om, at tilskudsmodtager ikke må have misligholdt gæld til det offentlige. Det vil konkret sige, at tilskudsmodtager som en forudsætning for at modtage et bevilget tilskud tilkendegiver ikke at have misligholdt gæld til det offentlige. Hvis udvalget ønsker dette, vil forvaltningen vende tilbage med et konkret forslag til en sådan ændring.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker det, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen vende tilbage med forslag til justering af praksis som beskrevet ovenfor.
Mikkel Boje
/Mads Kamp Hansen