Mødedato: 03.04.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til CICLOs kunstneriske program i DR

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte til CICLOs kunstneriske program i DRs Koncerthus Foyer.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller;
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om tilskud på 160.000 kr. til CICLOs kunstneriske program i DRs koncerthus den 21.-22. maj 2014, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

CICLO ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et beløb på 160.000 kr. til at gennemføre et 2-dages kunstnerisk program for ca. 1600 københavnske skolebørn fra 4. – 6. klasse i DR Koncerthusets Foyer den 21.-22. maj 2014.

Løsning

Projektet CICLIO styres overordnet gennem et samarbejde mellem Den Danske UNESCO Nationalkommission, Det Danske Kulturinstitut, Kulturstyrelsen, Undervisningsministeriet og Levende musik i skolen.

CICLIO betyder det ”cykliske” på portugisisk og henviser til de cykliske processer, gentagelser, genbrug og livets kredsløb, som vi kender fra naturen, menneskelivet, kunst og læring og som et bæredygtigt samfund vil bygge videre på.

Projektets overordnede mål er at skabe et program med professionelle kunstnere, hvor de kunstneriske og kreative udtryk (musik, teater/dans, film/medier, design og arkitektur) kvalificerer elevernes forestilling om en bæredygtig fremtid.

Projektet har endvidere en international målsætning om at bidrage til elevernes kreative evner til at kommunikere med kulturer, der spiller en større rolle i verden samt fælles udfordringer som bæredygtighed og samarbejde.
 
Programmet i DR er afslutningen på forløbet, der strækker sig fra marts – maj 2014. I forløbet skabes samspil mellem kunst og skole i 20 skoleklasser i København og andre danske byer samt et tilsvarende antal skoleklasser i Rio de Janeiro, Cape Town og St. Petersborg. Projektets fælles ramme er UNESCOs fokusområde ”Arts Education”, der handler om samspillet mellem kunst og læring.

Projektet realiseres af en erfaren og kompetent kunstnerisk og produktionsmæssig ledelse i samarbejde med DRs Musikarium og CICLO projektets lokale, nationale og internationale samarbejdspartnere anført af Den Danske UNESCO Nationalkommission og Det Danske Kulturinstitut.

Hele projektet er finansieret med undtagelse af afslutningsprojektet i DR Koncerthusets Foyer.

Det ansøgte beløb vedrører derfor udelukkende det store afsluttende arrangement i DR Koncerthusets Foyer. Der er budgetteret med 120.000 kr. til kunstneriske honorar og kunstnerisk ledelse (ca. 20-25 personer), samt 40.000 kr. til kunstnerisk produktion, scenografi materialer m.v.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt KFU vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.



Carsten Haurum

                                                                       /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. april 2014:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der bevilges et tilskud på 70.000 kr.; kassemæssig dækning på beløbet anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Yildiz Akdogan, Taner Yilmaz, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.
Til top