Kultur- og Fritidsudvalgets studietur til Hamborg den 5. til den 7. maj 2014
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender det overordnede program og budgettet for udvalgets studietur til Hamborg den 5. - 7. maj 2014
- at der anvises kassemæssig dækning for i alt 115.000 kr. til studieturen indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme.
Problemstilling
For at der kan udbetales erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal Borgerrepræsentationen formelt anmode medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget om at tage på studietur. Det håndteres også med denne indstilling.
Løsning
Der er en række ligheder mellem Hamborg og København, der gør byen interessant som destination. Begge byer er præget af store havneområder, der i dag omdannes til moderne bykvarterer. I Hamborg er det især HafenCity-projektet, der vil øge Hamborgs city-områdes areal med 40 pct. frem mod 2025. Samtidig er Metropolregion Hamborg sammenlignelig med Øresundsregionen, hvad angår indbyggertal og areal.
Med en kommende fast forbindelse over Femern Bælt og investeringer i infrastrukturen vil rejsetiden mellem de to regioner kunne reduceres til 2,5 timer. Det styrker perspektiverne i et øget regionalt samarbejde og en fælles regional identitet.
Hertil kommer, at der som opfølgning på Budget 2012 blev indgået en kulturel samarbejdsaftale mellem Hamborg og København, hvor en række konkrete samarbejdsprojekter skulle bidrage til at skabe en tættere forbindelse mellem de to byer frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen.
Program
Kultur- og Fritidsudvalget vil ankomme til Hamborg mandag den 5. maj kl. 9.10 med afrejse mod København onsdag den 7. maj kl. 16.15.
Det overordnede program for studieturen fremgår af bilaget til indstillingen. Der kan ske mindre tilpasninger frem mod afrejsen.
Programmet baserer sig på tre overordnede temaer:
- Perspektiver i den kommende faste forbindelse og i Stringsamarbejdet
- Kreativ vækst og kultursamarbejde
- Byudvikling med fokus på kulturlivet
Øvrige oplysninger
Udbetalingen af evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til deltagerne fra Kultur- og Fritidsudvalget kan kun ske, hvis borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5 og 10.
Økonomi
Poster/Kr. | I alt: |
Fly | 26.000 |
Hotel | 24.000 |
Afbestillingsforsikring | 2.000 |
Transport i Hamborg (Bus, taxa mm mm.) | 17.000 |
Gaver, entré mm. | 7.000 |
Forplejning | 39.000 |
I alt: | 115.000 |
Videre proces
Sagen behandles i Borgerrepræsentationen den 10. april 2014.
Endeligt program vil foreligge snarest muligt.
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
På denne baggrund indstiller kultur- og fritidsborgmesteren til Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur -og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur til hamborg den 5.-7. maj 2014 samt at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.