Mødedato: 03.03.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Henvisning til Overførselssagen 2021/2022: adgang til Bavnehøj Idrætsanlæg

Kunstgræsbanen på Bavnehøj Idrætsanlæg bliver brugt af uvedkommende personer med relation til indsatte i Vestre Fængsel til at affyre fyrværkeri og til at signalere til de indsatte på andre måder. Der er i den sammenhæng også observeret motoriseret kørsel på græsbanerne. Ubudne gæster og deres ulovlige adfærd giver skader på kunstgræsbanerne og bidrager til utryghed på anlægget. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt finansiering af et eller flere adgangsbegrænsende tiltag på Bavnehøj Idrætsanlæg skal henvises til forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering af et eller flere tiltag til begrænsning af uvedkommende personers adgang til Bavnehøj Idrætsanlæg til forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 13. december 2021 forslag om at anvende 200.000 kr. af udvalgets disponible midler til at igangsætte en øget tryghedsindsats på Bavnehøj Idrætsanlæg i 2022. Kultur- og Fritidsforvaltningen blev samtidig anmodet om at vende tilbage med forslag til at begrænse og gerne hindre adgang for ubudne gæster til anlægget.

Der er sat gang i en øget tryghedsindsats på anlægget, men de ubudne gæster har stadig uhindret adgang til anlægget via anlæggets brandvej til fods eller i køretøjer. 

Løsning

Indstillingen indeholder to forslag, som på hver sin måde begrænser adgangen til anlægget. De kan etableres hver for sig eller som en samlet løsning.

Aflukning af anlæg uden for åbningstid (estimeret til 230.000 kr.)

Man kan begrænse adgangen til kunstgræsbanen uden for åbningstiden ved at udskifte porten ind til anlægget, lukke for huller i det nuværende hegn og etablere skalsikring med ADK (adgangskontrolsystem). Aflukning kan potentielt bidrage til at nedsætte mængden af skader på kunstgræsbanen som følge af fyrværkeri og anden form for hærværk. Med disse tilføjelser vil forvaltningen kunne fjernstyre aflukningen, uden at der skal anvendes ressourcer morgen og aften til at åbne og lukke anlægget. Disse tiltag er estimeret til 230.000 kr.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er opmærksom på, at hvis personer uden idrætsligt ærinde med ulovlige midler vil ind på anlægget, så vil hverken ny låge, lås eller mere hegn kunne holde dem ude. Det kan derfor potentielt øge driftsomkostningerne at aflåse anlægget efter åbningstid, hvis det fører til øget hærværk.

Det kan med fordel evalueres efter det første år, om aflåsning, skalsikring med ADK og ekstra hegn har haft de ønskede effekter sammenholdt med de afledte udgifter ved aflukningen.

Etablering af foranstaltning, der forhindrer kørsel (estimeret til 110.000 kr.)

Det er muligt at opsætte en foranstaltning, der forhindrer uvedkommende ad brandvejen ned til banerne. Dette kan gøres i form af en pullert eller lignende installationer, der forsat muliggør funktion som brandvej. Opsætning af en pullert er estimeret til 110.000 kr.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at dette tiltag ikke kan stå alene, da der stadig ville være uhindret adgang til fods. Tiltaget vil imidlertid være et godt supplement til en forbedret port og højere hegn, da det yderligere vil begrænse ubudne gæsters adgang til anlægget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2021/2022.

Esben Danielsen

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. marts 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en temadrøftelse om, hvordan idrætsfaciliteterne bruges bedst.

 

Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.

Til top