Mødedato: 03.03.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om renoveringsbehov for svømmehallerne i Københavns Kommune

Se alle bilag

De københavnske svømmehaller har årligt ca. 1,5 mio. besøg og bliver i stigende omfang ramt af driftsstop på grund af nedslidning. For at undgå længere, ikke planlagte lukninger har Københavns Ejendomme og Indkøb derfor fremlagt en oversigt over renoveringsbehov for 2022-2025, der bl.a. udpeger fem offentlige svømmehaller, som over de kommende år står overfor renovering med lukkeperioder på 18 måneder eller mere. Hver renovering vil reducere den tilgængelige svømmehalskapacitet i Københavns Kommune væsentligt. Derfor skal rækkefølgen for de kommende længerevarende renoveringer fastlægges nærmere, samtidig med at det skitseres, hvordan den løbende kapacitetsudfordring kan håndteres. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges arbejdet med renoveringsplanen til orientering. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Københavns Ejendomme og Indkøb har fremlagt en oversigt over kommende renoveringsbehov for 2022-2025 for svømmehallerne i Københavns Kommune.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen på den baggrund i samarbejde med Københavns Ejendomme og Indkøb udarbejder en renoveringsplan, der fastlægger rækkefølgen af de kommende renoveringsprojekter, håndtering af eventuelle kapacitetsudfordringer og forventninger til afledte finansieringsbehov.

Problemstilling

Mange af de offentlige svømmehaller i Københavns Kommune er af ældre dato, og stadig flere fremstår, som følge af naturlig nedslidning, renoveringsparate, hvilket bl.a. er årsagen til, at flere af svømmehallerne igennem de seneste år ofte rammes af driftsstop. Derfor har Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) udarbejdet en oversigt over renoveringsbehov i perioden 2022-2025 (bilag 1), hvor det bl.a. fremgår, at fem offentlige svømmehaller står overfor omfattende renoveringsarbejder med lukkeperioder på 18 måneder eller længere. Dette vil betyde en stor reduktion i den tilgængelige kapacitet i de københavnske svømmehaller.

Løsning

For at undgå at disse omfattende renoveringsarbejder tilrettelægges oven i hinanden med unødvendig stor reduktion i svømmehalskapaciteten som følge, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med KEID udarbejde en strategisk renoveringsplan, der fastlægger rækkefølgen for de kommende renoveringsprojekter. Planen skal rammesætte følgende:

  • Renoveringsprojekterne skal i videst muligt omfang gennemføres efter hinanden, således at mest mulig svømmehalskapacitet er til rådighed for københavnerne.
  • Renoveringsprojekterne skal tilrettelægges med mindst mulig margen mellem hinanden, således at risikoen for driftsstop som følge af nedslidning minimeres mest muligt.
  • Renoveringsprojekterne skal tilrettelægges med særlig opmærksomhed på, hvordan den løbende kapacitetsudfordring håndteres for henholdsvis den lovpligtige skolesvømning, de tildelte foreningstider og de offentlige gæster, fx gennem inddragelse af ny kapacitet i nye svømmehaller eller midlertidige udvidelser af den tilgængelige svømmehalskapacitet.

Derudover skal planen afdække, om der er finansieringsbehov, der kræver tilførsel af yderligere budget. Det kan fx være behovet for midlertidige udvidelser af svømmehalskapaciteten, men det gælder også eventuelle medfinansieringsbehov som følge af vedligeholdelsessnitfladerne mellem KEID og Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med de kommende renoveringsprojekter.

Planen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, således at der kan tages højde for eventuelle finansieringsbehov i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2023 og efterfølgende budgetaftaler. I forhold til renoveringen af Vesterbro Svømmehal bliver det nødvendigt at søge om medfinansiering allerede ved Overførselssagen 2021/2022, som det fremgår nedenfor.

Det aktuelle renoveringsbehov i svømmehallerne  
Det er KEID, der i henhold til gældende snitflader for vedligeholdelse mellem KEID og Kultur- og Fritidsforvaltningen har ansvaret for den udvendige og hovedparten af den indvendige vedligeholdelse af de københavnske svømmehaller. Indvendigt betyder snitfladen konkret, at KEID har ansvaret for alle overflader i og omkring badebassiner samt alle tekniske installationer som vandbehandlingsanlæg til badebassiner, vand til bad og omklædning, el og ventilation. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ansvaret for overflader som gulv og vægge i foyer, omklædningsfaciliteter og personalefaciliteter.

KEID har fremlagt en oversigt over renoveringsbehov for 2022-2025 (bilag 1), der bl.a. viser, at Vesterbro Svømmehal, Sundby Bad, Emdrup Bad, Frankrigsgade Svømmehal og Valby Vandkulturhus hver især står overfor omfattende renoveringsarbejder med lukkeperioder på 18 måneder eller længere. I forhold til oversigten skal der naturligvis tages forbehold for tidsmæssige forskydninger.

Hver renovering vil medføre en væsentlig reduktion i den tilgængelige svømmehalskapacitet i Københavns Kommune. Uagtet, at hver svømmehal har sin egen profil, når det gælder fordelingen mellem den lovpligtige svømmeundervisning til skolebørn, den tildelte folkeoplysende foreningstid og andelen af offentlige svømmegæster, står hver svømmehal for knap 200.000 besøg om året. Derfor skal det søges undgået, at flere svømmehaller tages ud samtidig til renovering.

Der er samtidig nye svømmehaller på vej i Københavns Kommune, som med den rette timing kan afhjælpe dele af kapacitetsudfordringerne. Således forventes den nye svømmehal i Ørestad (Arenakvarterets skole og svømmehal) at åbne ultimo 2023, det nye indendørs vandkulturhus på Papirøen i 2025 og en ny svømmehal på Beauvaisgrunden på Ydre Østerbro i 2028.

Den kommende renoveringsplan skal kortlægge, hvordan løbende kapacitetsudfordring kan håndteres, og hvornår der eventuelt bliver behov for yderligere midlertidige kapacitetsudvidende initiativer.

Renovering af Øbrohallen bliver forlænget
KEID har meddelt, at den igangværende renovering af Østerbro Svømmehal (Øbrohallen) med planlagt genåbning i september 2022 forventes forlænget til et sted mellem medio og ultimo 2023.

I forbindelse med den igangværende renovering har KEID foretaget en tilstandsvurdering af taget, hvor bl.a. det transparente glasloft udgør en potentiel sikkerhedsrisiko for nedstyrtning. Derfor ønsker KEID, at der foretages en udbedring af tagkonstruktion, tag og glasloft i forlængelse af den igangværende udskiftning af fliser i bassin og promenade. Arbejdet kan ikke foregå samtidig, da der indvendigt i svømmehallen skal opstilles et stillads. Rådgiver har estimeret en tidsplan, der under forudsætning af 7 måneders myndighedsbehandling giver mulighed for genåbning til sommeren 2023, men KEID oplever på nuværende tidspunkt lange behandlingstider på helt op til 12 måneder.

Renovering af Vesterbro Svømmehal
KEID har udtaget Vesterbro Svømmehal til renovering, og den indledende projektering er allerede i gang. Desværre medfører forlængelsen af renoveringsperioden for Øbrohallen, at renoveringen af Vesterbro Svømmehal først kan komme i gang primo 2024 af hensyn til den samlede svømmekapacitet i København.

Vesterbro Svømmehal har igennem de seneste år været plaget af nedfaldne fliser, der har medført mange driftsstop. Blandt andet derfor er Vesterbro Svømmehal udtaget af KEID til en gennemgribende renovering i 2023-2024 med en forventet lukkeperiode på 18 måneder. KEID finansierer sin andel af renoveringen på ca. 60 mio. kr. via sine vedligeholdelsesmidler, men på grund af snitfladeforholdene for vedligeholdelse mellem KEID og Kultur- og Fritidsforvaltningen har KEID bedt om et finansieringsbidrag fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til renovering af omklædningsfaciliteterne (se selvstændig sag på dagsordenen om Vesterbro Svømmehal).

Renovering af Sundby Bad og Emdrup Bad
KEID har bedt en ekstern rådgiver om at udarbejde en tilstandsrapport for Sundby Bad og Emdrup Bad. Tilstandsrapporten viser, at begge anlæg bør gennemgå en gennemgribende renovering inden for de næste fem år. KEID har endnu ikke truffet den endelige beslutning om renoveringernes tilrettelæggelse, men forventer en lukkeperiode for hvert anlæg på 12-24 måneder afhængig af renoveringsprojekternes udformning.

Begge anlæg er tidligere friluftsbade, hvor man efterfølgende har rejst en bygning over det eksisterende bassin. Disse bygninger lever ikke op til nutidens krav om isolering og energirigtig drift. Vedligeholdelsen af de tekniske installationer omkring bassinerne vanskeliggøres desuden af, at bassinerne er lagt direkte i jorden uden underliggende kælder mv. Derudover er nedslidningen af tag, bygningskonstruktion, bassiner og installationer nu så udtalt, at det med fordel kan overvejes, om det bedre kan betale sig at nedrive anlæggene og i stedet bygge nye svømmehaller.

Det forventes, at begge disse renoveringsprojekter vil udløse et medfinansieringsbehov i forlængelse af Kultur- og Fritidsforvaltningens snitflade for vedligeholdelse.

Renovering af Frankrigsgade Svømmehal og Valby Vandkulturhus
KEID har desuden foretaget en vurdering af Frankrigsgade Svømmehal, hvor der er behov for en udskiftning af fliserne i bassin og promenade. Endelig skal der udarbejdes en udredning af Valby Vandkulturhus om udskiftning af natursten på dæk, terrasser og grotte. Ingen af disse to renoveringer forventes på nuværende tidspunkt at udløse et behov for medfinansiering fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Der er heller ikke fastsat et tidspunkt for, hvornår renoveringsprojekterne skal finde sted.

Renoveringsbehov i 2022
Derudover indeholder oversigten (bilag 1) en række mindre renoveringsbehov med udførelse i 2022, alle med relativt korte nedlukningsperioder, der i væsentligt omfang forventes at kunne holdes indenfor svømmehallernes almindelige lukkeperioder i sommerferien eller udenfor sæson, og der forventes derfor ikke større kapacitetsudfordringer i den forbindelse.

Endelig forventes Bellahøj Svømmestadion at lukke fra den 3. juli 2022 og syv uger frem, med henblik på installation af digitalt livredningssystem og udførelse af diverse udbedringer i forlængelse af 1-års gennemgangen efter renoveringen, der blev afsluttet i 2020. Installationen af digitalt livredningssystem sker i forlængelse af en igangværende investeringscase, som betyder, at livredningssystemet allerede er installeret i Valby Vandkulturhus og Øbrohallen. Lukkeperioden for Bellahøj Svømmestadion er koordineret med Dansk Svømmeunion og det danske svømmelandsholds aktiviteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Planlægning af renoveringen af Vesterbro Svømmehal er påbegyndt, jf. selvstændig sag på dagsordenen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indleder konkret dialog med KEID om tilrettelæggelse af renoveringsprojekterne, herunder med henblik på udarbejdelse af en strategisk renoveringsplan til fremlæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget frem mod forhandlingerne om Budget 2023.

Lars Laustrup

/Rikke Skovbølling Brandt

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. marts 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget tog sagen til efterretning.

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at vende tilbage med en indstilling om den videre renovering og mulige kapacitetskompensationer.

Økonomichef Annegrete Vallgårda deltog under punktets behandling.

Til top