Mødedato: 02.09.2004, kl. 16:00

Pumpehuset - reservering af honorarstøttemidler

Pumpehuset - reservering af honorarstøttemidler

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 2. september 2004

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Pumpehuset - reservering af honorarstøttemidler

(KFU 267/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

at Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 260.000 kr. (2004-priser) fra honorarstøttemidlerne til Pumpehuset i 2005

 

at der anvises dækning for beløbet i 2005 på konto 3.63.1 Musik (Honorarstøtte) under forudsætning af Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet for 2005.

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget indstillede på sit møde den 29. april 2004 (KFU 135/2004) 6 spillesteder, herunder Etnorama og Pumpehuset, til regionale spillesteder for perioden 2005-2008. Pumpehusets tilskud blev reduceret fra 1,1 mio. kr. i 2004 til 0,84 mio. kr. i 2005 (2004-priser) i forventning om, at stedet ville opnå status som regionalt spillested og dermed få fordoblet tilskuddet til i alt 1,7 mio.kr (2004-priser). Reduktionen på 260.000 kr. (2004-priser) blev anvendt til finansiering af det kommunale tilskud til Etnorama.

 

Statens Kunstråds fagudvalg for musik har i brev af 25. juni 2004 (bilag 1) meddelt, at der optages forhandlinger med 5 af spillestederne, som Pumpehuset ikke er blandt. Pumpehuset opnår således ikke den forventede statslige medfinansiering og mangler derfor 260.000 kr. (2004-priser), hvis det hidtidige tilskudsniveau skal opretholdes.

 

På denne baggrund indstilles det, at Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 260.000 kr. (2004-priser) fra honorarstøttemidlerne til Pumpehuset i 2005.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 29. april 2004 (KFU 135/2004) at indstille 6 spillesteder; Stengade 30, Vega, Loppen, Copenhagen Jazzhouse, Etnorama og Pumpehuset til regionale spillesteder for perioden 2005-2008.

 

Statens Kunstråds fagudvalg for musik har i brev af 25. juni 2004 (bilag 1) meddelt, at der optages forhandlinger med 5 af spillestederne; Stengade 30, Vega, Loppen, Copenhagen Jazzhouse og Etnorama om at opnå status som regionale spillesteder for perioden 2005-2008. Pumpehuset vil således sandsynligvis ikke komme i betragtning som regionalt spillested.

 

I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen blev Pumpehusets tilskud reduceret fra 1,1 mio. kr. i 2004 til 0,84 mio. kr. i 2005 (2004-priser) i forventning om, at stedet ville opnå status som regionalt spillested og dermed få fordoblet tilskuddet til i alt 1,7 mio.kr. (2004-priser) med den statslige medfinansiering. Reduktionen på 260.000 kr. (2004-priser) blev anvendt til finansiering af det kommunale tilskud til Etnorama.

 

Da hensigten med reduktionen af Pumpehusets tilskud således ikke var udtryk for et reelt sparekrav, men et ønske om omfordeling af midlerne med henblik på en statslig medfinansiering, er det nødvendigt at tilføre Pumpehuset 260.000 kr. i 2005 (2004-priser), hvis det hidtidige tilskudsniveau skal opretholdes. Såfremt finansiering skal afholdes inden for den samlede ramme til musik afsat i budget(forslag) 2005, skal pengene enten tages fra budgetrammen for regionale spillesteder eller honorarstøtteordningen.

 

Kunstrådets fagudvalg har inden de kommende forhandlinger meddelt, at de kommunale tilskud muligvis ikke vil blive fuldt imødekommet. Da spillestedslovgivningen bygger på 50/50 finansieringsordning mellem kommune og stat, kan det betyde, at de kommunale tilskud reduceres tilsvarende. Såfremt de kommunale tilskud matches af staten som indstillet, vil der dog ikke være overskydende midler til rådighed på budgettet for regionale spillesteder.

 

Budgetrammen for de regionale spillesteder forventes at ligge fast i november 2004. Københavns Kommunes Musikudvalg har frist for fordeling af honorarstøtte allerede den 25. oktober 2004. Det vil derfor være nødvendigt at reservere midlerne fra honorarstøtteordningen allerede nu, hvis det skal sikres, at det hidtidige tilskudsniveau for Pumpehuset opretholdes.

 

På denne baggrund indstilles det, at Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 260.000 kr. (2004-priser) fra honorarstøttemidlerne til Pumpehuset i 2005.

 

Miljøvurdering

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

Økonomi

Der anvises dækning for beløbet i 2005 på konto 3.63.1 Musik (Honorarstøtte) til Pumpehuset under forudsætning af Borgerrepræsentationens godkendelse af budgetforslaget.

 

 

 

Budget honorarstøtte ekskl. moms (2004-priser)

3.545.000 kr.

Indstillet tilskud til Pumpehuset ekskl. moms (2004-priser)

- 260.000 kr.

Rest ekskl. moms (2004-priser)

3.285.000 kr.

 

 

Bilag

1. Brev fra Statens Kunstråds fagudvalg for musik af 25. juni 2004

 

 

 

                Carsten Haurum

                                                                                                             /Merete Evers

 

 


 


Til top