Dansk Jødisk Museum - bestyrelsesposter
Dansk Jødisk Museum - bestyrelsesposter
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 2. september 2004
Sager til beslutning
7. Dansk Jødisk Museum - bestyrelsesposter
(KFU 263/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler,
at Borgerrepræsentationen beslutter, at kommunen ikke lader sig repræsentere i bestyrelsen for Dansk Jødisk Museum.
RESUME
I forbindelse med en forestående ændring af vedtægterne for Dansk Jødisk Museum har museet henvendt sig med et ønske om at få en eller to kommunale repræsentanter i museets bestyrelse.
Kultur- og Fritidsudvalget yder ikke tilskud til Jødisk Museum, ligesom der ikke ydes tilskud til de øvrige ikke-kommunale museer i København..
Københavns Kommune er med få historisk betingede undtagelser ikke repræsenteret i de ikke-kommunale museers bestyrelser. Heller ikke i de københavnske teatre eller på spillestederne findes politisk repræsentation i bestyrelserne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, der er særlige kommunale interesser, der taler for en repræsentation i Dansk Jødisk Museums bestyrelse.
SAGSBESKRIVELSE
Dansk Jødisk Museum har ved brev af 9. juli 2004 henvendt sig med et ønske om at få en eller to kommunale repræsentanter i museets bestyrelse i forbindelse med en forestående ændring af museets vedtægter.
Dansk Jødisk Museum har arbejdet på at etablere sig i København siden 1993 og åbnede dørene for publikum i juni 2004.
Dansk Jødisk Museum er etableret som en fond under navnet "Fonden for Dansk Jødisk Museum".
Fondens formål er at oprette og drive Dansk Jødisk Museum, der skal være udstilling, center og studiesamling for jødisk, især dansk jødisk historie, kunst og kultur.
Kultur- og Fritidsudvalget yder ikke driftstilskud til Dansk Jødisk Museum, og der er heller ikke givet tilskud til etablering af museet (KFU 287/2002).
Kultur- og Fritidsudvalget har hidtil givet afslag på at yde tilskud til de ikke-kommunale museer i København bl.a. med begrundelse i det store renoveringsefterslæb m.m. på de kommunale museer.
Københavns Kommune er med få historisk betingede undtagelser – Ny Carlsberg Glyptotek og Arbejdermuseet - ikke repræsenteret i de ikke-kommunale museers bestyrelser.
Heller ikke i de københavnske teatre eller på spillestederne findes politisk repræsentation i bestyrelserne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, der er særlige kommunale interesser, der taler for en repræsentation i Dansk Jødisk Museums bestyrelse. Hertil kommer, at en repræsentation vil have en præcedensvirkning i forhold til de øvrige ikke-kommunale museer i kommunen.
På baggrund af ovenstående indstilles det, at kommunen ikke lader sig repræsentere i bestyrelsen.
Miljøvurdering
Der er ikke foretaget miljøvurdering.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Bilag
1. Brev af 9. juli 2004 fra Dansk Jødisk Museum
Carsten Haurum
/Merete Evers